Lørdag, den 25. maj, sparkede RAW BIRTH RECORDS dørene af hængslerne til Dödsmaksinen og inverterede til udresning af funktionel hørelse blandt ekstrem-rocks entusiaster.
Aftenens silketynde jomfruhinde blev blodigt flænset i småstykker af DOGMATISTs bragende døds-/sludge-infusionerede grunge, hvilket bragte publikum i kog, fra aftenens start (folk virkede især begejstrede for deres harske "sjæler" Small Roads Out of Town - mig selv herunder!).
Lyden kunne dog ikke følge med det lynende hurtige band og haltede til tider bagefter grundet udfald af bassen. Dette valgte bandet imidlertid at ignorere med en harsk arrogance af professionalisme, hvorfor showet alt i alt gik godt - og de lukkede deres optræden af med et pissefedt cover af Nirvana klassikeren Negative Creep, der understregede deres hang til grunge a'la BLEACH.
Dödsmaskinens luft tætnedes nærmest til tungt kondenserede perler af cigaretrøg og dampende sved, da BOTTOM FEEDERs sludge-psykadeliske show bragede igennem lokalet, som en fysisk manifesteret og blodtørstig centurie-lydmur, skudt af sted på indkog af adrenalin.
De lagde ud med nogle trægt, ondskabsfulde numre, men endte med at brage af sted - som et brintbombe-stormslag - mod enden af settet.
...og lokalet nåede knapt nok at få pusten, før DEAD INSTRUMENT placerede en stålsnudet støvle, i solar pleksus af publikum og slap en dødelige armada af barberbladsbeklædte grindcore-tanks, bragende igennem lokalet, der samtidig blev ramt af en den ene dose musikalske skudsavler, efter den anden - som stod man ansigt til ansigt med et maskingeværsbevæbnet regimet på crack...
Ydermere fik bandets intensitet, den ammoniakmættede svedatmosfære til at koge som kviksølv på Venus - om end små sindflænsende breaks forsøgte at gi' publikum få nådige ånderum i brutaliteten.
Aftenens sidste friske pust/harske dødsstød kom med METH DRINKER, der med sløve, blodtørstige macheter hakkede sig igennem den kondenstætte atmosfære, mens de ondskabsfuldt udspyede tunge, Tartarus-hede methanskyer over salen og det tydeligt oplivede publikum, der blev påvirket af bandets tyngende psykadeliske, indkapslende væsen og lyd - der samtidig raserede sindet, som køkkenbords-elektrochok.
De sammenfattede hele deres optræden med en sart og nærmest stakåndet sitrende sidstenummer, der var gennemvædet af opiumseuforiske soloer.
