FRYGT&LEDE I UGE 46, del 1: Derouten begynder

Her sidder jeg så skudt af sted mod Esbjerg, kroppen stadigt kogende af gårsdagens brandert med knap tre timers tiltusket morgensøvn hængende i øjenkrogene og en våd klud af klam paranoia klæbet dybt ind i pupillerne; jeg ser nazister overalt i gadebilledet!

Torsdagen var vanvittig. Kønne pigesmil skudt i min retning over Dödsmaskinens bar til lyden af DJ'ens pladesamling der gjallede klassikere natten igennem...

Torsdag d. 14. November, 2013.

Sidder i caféen i under toppen af Ungdomshuset, ryggen mod vinduerne med udsigten over gården og store dele af det havgrå København. Gnasker marsk-sejt brød i mig akkompagneret af rødbede-råkost og en art bastant hvedekerne-risotto piftet op med gummisyntetisk imitationskød.
Jeg ankom klokken 21, stavrede ovenpå og hældte kaffe i et glas mens jeg snusede rundt efter aktivistmad. Og her er jeg så. Sikke en uge!  Jeg har hundset hovedløst rundt – altid lige en bajer i hånden, på vejen – og SÅ hjem og har stadig den nu lunkne øl i hånden mens øjnene kliner sig til skærmen og ordene hober sig dorsk op et sted i baghovedet og mine noter gulner sagte ud af relevans...
Og et sted i horisonten lurer weekenden. Ikke en weekend tilsidesat til døsig hvile - nej du! Slambert rammer Jylland i weekenden uanset søvnunderskud, tømmermænd og... Fuck, sagde jeg ”et sted i horisonten”? Weekenden ligger lige om hjørnet du!

Men jeg MÅ holde mig kørende - for nogen skal jo for helvede holde fingrene på Dansk Punks giftpulserende arterier, ik?

Hvis ikke MIG hvem ville så være sindssyge nok til at gi' pokker i privatøkonomiens rødglødende bundlinjetal og – gerne flere gange månedligt - jage bæstet tværs over landet for at krænge kræet op af en mørklagt lygtepæl i en eller anden gold provinsby og med håndfladen klæbet mod dets strubehoved - én halspulsåre pulserende mod tommelfingeren, den anden mod pegefingerens midterste led - hvæsende krænge materien, essensen, SJÆLEN ud af kreaturet?
- vel mest bare at fortælle mig selv - og et par plørrede bookere og vanvittige musikere - at det vi GØR rent faktisk BETYDER noget! At vi ikke bare er en flok weekendmisbrugere med hasarderet økonomi, dårlig musiksmag og pladsreservation på økonomiklasse i historiens glemsel...

Men nu står jeg altså hér - i Dödsmaskinen - med det der ligner en Høker Bajer i hånden og en stak drink-billetter i den anden, kaffen summende i kroppen mens Victor Multikunster (eller hvad jeg skal kalde knægten der spiller i 3 aktive bands pt. - og fra tid til anden agerer Martin Rabalders aftager som Elværkets prima booker) hvisker mig i øret. 
”Blærret bass!” smiler han, nikkende, småtrippende sin pointe ud i en art formummet dansen på stedet. Og jeg må give ham ret. Den blå satan med sin guitar-buttede hulkrop har sgu en hvis form for elegance over sig, som den svæver brystnært mod den røde t-shirt på Richard Vicious eller Sid Hell eller hvad helvede ham det magre rad med sit stridt strittende sorte hår vil kaldes.
Bandet hedder vidst FLUFFERS (jeg er lidt usikker – de nævner det aldrig, så deducerer mig frem til det) og deres lyd minder mig om en afart proto-post-punk, hvis det giver nogen mening?
Gået i dybden ville jeg nok beskrive det som er det en solid '80er depression leveret med betonrå '70er lømmelattitude og en olietilsølet, garagegulvs beskidt '60er lyd – med en kol-gnæggende vokal, en guitar med samme spinkle lyd som frostsprængninger, der slår sig gennem skævt støbejern eller en vindblæst luftalarm-seranade mens riffene febrilsk flakker forbi som lysglimt passerende biler susende gennem natmørket. Alt dette indrammet af taktfast tampen leveret af bas og trommer – hvilket giver FLUFFERS en gedin bund.
Alle deres sange er smældende ørehængere og det tidlige sets mere uptempo numre – der flækkende fræser væk som lynkinesere - giver et par bøvede skins lejlighed til at tampe rundt i en øretæve-syngende pogo valsen-omkring. De siver væk da tempoet går ned, deres puls syder lungerne til og en kældermørk, metadon-deprimeret stemning sænker sig over lokalet. Settets langsommere sange er en kende formummede og mut indadvendte men leveres samtidig så ekstremt catchy at det ikke er en mærkbar gene.

Næste band hedder vidst BLANK PAGES. Trommeslageren og guitaristen fra sidste optræden går igen - sidstnævnte har dog skiftet til bas. De spiller ligefrem retro-punk i middel tempo med en lyd der får mig til at tænke på en forgænger til den udvande cali-skate lyd:

Småfebrilske overivrig på et borret knallert-cruise gennem prærieland, jagende den rigtigt catchy cowboy-lyd. De er ikke helt ulig en art forgænger til Social Distortions western-præriepunk, med et hint af tysk-landevejscruise . . .
Trommerne hamrer skarpt af sted og er bestemt det stærkeste element på scenen – som Victor (igen) gør mig opmærksom på. Vokalen er dog mildest talt småirriterende – og aaaaalt for dominerende som den trækker bandet lidt for hårdhændet i retning af ørehænger(pop)punk der desværre ikke efterlader plads til meget andet end en udvandet suppedas der er trættende i længden – uanset hvor habil rytmefronten er.

Det sidste outfit kan jeg nemt genkende:

De langhårede post-grungere fra MONOLITHS, der satte i gang med et støj-skrigende smadder-psykadelisk vægtæppe af instrumentale færdselsuheld med en slum-grunget vokal leveret med et bong-tæsket sløseri.
Da de helt tilfældigt bragende vælter ind i tredje nummer får jeg flashbacks til superlallet post-spaceage psykadelisk hasherrock der vidst bruges som underlægning i The Big Lebowski hvor efter de tonser ind i et råt punket nummer jeg ikke fangede navnet eller teksten på – men som snildt kunne hedde ”Vælter Nøgen Ned ad Strøget, Stiv af Whiskey og Trippende Spids Nøgenhat”. Og ja, nummeret lyder så sindssygt tiltalende som min fiktive titel hentyder!
Den sidste sang lyder som en 4.30-søndagsbrandert, der som en døende flamme flasker rundt i morgenmørkets tomme gader snøvlende, fra tid til anden i skrigende opfarende mens en diffus trommerytme, stadigt mere forvirret forsøger at holde systemet i gang. Det eneste der med sikkerhed kan siges om denne brandert er at den ikke vil dø ud – og at den er intet mindre end FANTASTISK!

 

Jeg håber ikke MONOLITHS tager sig selv seriøst (heller ikke at jeg mistænker dem for det) – for det er sgu for svært at sluge deres særprægede stil som benhårdt struktureret rock'n'roll...
Omvendt er det også umulig at afskrive dem som en flok talentløse amatørbranderter der hamrer tilfældigt rundt på deres instrumenter – de har bestemt en eller anden gnist af kunnen over sig.
Den bedste beskrivelse af bandet er nok en fest du måske ikke ville invitere forbi men helvedes gerne vil deltage i så længe den kører på med sin langt ude, hjertevarme hjerneskade humor! 

Resten af aftenen løber slag i slag:
Jeg står bag baren og nasser smøger, sælger bajere, fortæller Pik at han kan samle flasker hvis han vil ha' øl - Slamberts Socialkontor har lukket for midlerne indtil 2014!
En snaldret ungkvinde på min alder køber aftenen igennem øl af mig med stadigt bredere smil over sit kønne, runde ansigt og stadigt mere grinende mens jeg mere og mere hyperaktivt fyrer poses af til lyden af DJ Ballades set, hvis kvalitet stødt stiger for hver skæring han fræser af. Jeg knapper en Høker op og langer den smilende over disken. Den kønne ungkvinde introducerer sig. ”Melise?” spørger jeg for lige at gardere mig – hørelsen er sgu ikke hvad den var for bare 3 år siden. 
”LOU-I-SE!” staver hun ”Ganske normalt, kedeligt navn” smågriner hun. Jeg forsøger at få gang i en ordveksling men gribes af musikken og Victors hånd på min skulder.
Judas fåking-Anti-Krist, knægt! Forsøger du at forhindre mig i min journalistiske gerning?! 
”Hvad hører vi?” spørger han 
”Hmmm... Poison Idea, Plastic Bomb! Fraaaa... Feel The Darkness, 1991..? 
The lie's so real, I almost believe it/
Conciet flows like sewage, how can I concieve it?
Shake my hand...” begynder jeg
” '90ernes BEDSTE fåking album! FÅK Nevermind!!” 
”Hvad med den sang fra før? Den der gik Wouh-wouh-wåååh..?"

”Hmmm..." mine pupiller tvinger verden ud af fokus, mens jeg skramler rundt i mit indre musikarkiv.
"Nåh! TURBONEGRO, sgudda! Age of Pamparious! Nordmænd der begyndte at klæ sig som slum-glam rockere efter de blev nægtet indgang i det gamle hus... Siger historierne!” fortsætter jeg
”og nu... Haha! Det er sgudda ERECTION der kører nu! YEAH!” svarer jeg hans spørgende blik. 
”For helvede mand... Du er sgu, sån, et helt musikleksikon!” smågriner Victor og driver hen til en samtale med en gut jeg genkender som Jesper, trommeslager for Night Fever og det hedengangne Hjertestop.

Og så kører aftenen eller bare til jeg kan kalde min barvagt overstået og spørge Cicilie om hun ikke trænger til at komme hjem?
Hun har vidst småsovet de sidste 4 timer hen over en bænk.
Virker småskuffet da jeg tager 5Aeren til Nørreport for så at fange en bus mod Rødovre. Men sådan må dét være.
Hun er en sød pige men jeg har planer! Byer at vælte, shows at anmelde, eksotiske kvinder fra jyske kystbyer, at indsmigre mig hos – men først og fremmest en times pendlen gennem morgenmørket og forbi Nørreports fordrukne Lille Fredags-branderter iklædt konfirmandansigter i moderigtige outfits, bambi-stavrende omkring for SU-lån i en sagelig tro på at de har fundet Pulsens hippe hovedarterier - dér hvor ”det sner” som deres forældre sagde det - her i Indre Bys syndflod af dyre fadøl og BigMacs i døgndrift. Her hvor du for en måneds husleje kan høre Medina på max volume og søbe rundt i byens dyreste isterninger - med et strejf af mojito (eller hvad de hippe nu drikker) mens de hovedløst jager de nye trends i Strøgets golde butiksfacader...
Generation Spejlblank.

6A! Tag mig væk herfra! Ud til Rødovre!
Hjem til en favnfuld kolde lagner og et lidt søvn!

. . .

ORPHANS RELEASE part III - gambling, stoffer, stratosfæriske syretripperi og transvestisme

Vi vil fra redaktionens side gerne understrege at Slambert_Blog er et stykke litterær fiktion snarere end en journalistisk afdækning af virkelige hændelser. Alle sammenfald med virkelige personer, steder og begivenheder er tilfældigheder spundet ud af forfatterens fordrukne fantasi. Redaktionen ønsker på ingen måde at opfordre til, bifalde eller glorificere indtage af samt omgang med menneskekød, popmusik, ulovlige substanser eller Gaffa Magasin...

Med mindre det virker som en god idé i øjeblikket (undtaget herfra er dog Gaffa Magasin)!
GAMBLING

Tidligere på aftenen forsøgte Orphans' Anna ihærdigt at prakke mig lodder – og i min nuværende tilstand har jeg sgu fået blod på tanden og lyst til lidt gambling – så hvorfor ikke? Jeg stavrer op til indgangsboden og bruger vidst ti kroner på to lodder og fortsætter videre ud i mørket for at glasere lungerne med kol.

Det var vidst ikke et minut for tidligt jeg købte de lodder – halvvejs gennem en blå L&M hører jeg anlægget skratte under Annas skrattende røst:
Det er tid til det store FANTASTISKE lotteri!

Scenen er igen iklædt Orphans duoen, nu med en lidt mindre håndfast og ligefrem attitude og mere fnisende med en ikke u-japansk skolepige tilgang til tingene.

”Til nummer fire har vi eeeeen... AFREVET FINGER-SLIKKEPIND! Som Martin (Rabalder, red.) havde med fra Staterne!”
Vindernummeret læses op og Martin selv træder frem og tager – kejtet brovtende - imod præmien... Før han nærmest tegneserie-komisk kaster den tilbage i synet på pigerne, brummende ”Ej, for helvede!” under mild latter.

Dette ødelægger ikke den gode stemning og pigerne fortsætter ufortrødent:
”Tredje-pladsen vinder en Orphans t-shirt! Jaaaah!” siger pigerne. Tumor Warlords pianist Emil træder frem og mumler smågrinende at han allerede har sådan den.

”Anden pladsen får en Orphans EP!” lyder det

”Den HAR jeg købt!” lyder et småarrigt skrig fra Kenni Cocksucker, da vindernummeret læses op ”Men jeg ka' godt bruge en mere!”

”Vil du bytte for en t-shirt?” råber Emil efter ham og det hele går vidst i orden...

Det er vidst kun frontrækken der vinder i aften?

”Ooooog første præmien eeeeer...” trække Anna det ud ”ET SVAMPETRIP!”. Judas og Hitler! Jeg vinder INTET i aften...

Vinderen er en halvlanghåret randrusiansk gut der på snaldrede ben stavrer op og med opgivende mine tager imod fryseposen indeholdende de spæde svampestængler. Med opgivende mine og letopløftet arm lader han det transparente plastik dingle mod loftlyset...

”Give me a break” - ordene lyser ud af hans mine i det halve minuts tavshed der hænger om ham før konferencier Anna rytmisk forsøger at opildne det adspredte publikum til fælles råb: ”Spis dem! Spis dem!”

Jeg kaster en konfetti kaskade af mine itu-revne lodsedler mod scenen og over det lille dusin mennesker – Orphans inklusiv – der befinder sig om scenen. Ikke den store opbakning om lotteri-delen af arrangementet.

Et halvt svampetrip forsvinder ind i kæften af 1. præmiens vinder - stænglerne dinglende mod hage så underlæbe så overlæbe mens han tjept drovgnasker sig igennem dem. I hans øjne sitrer et evigt ligegyldigt blik af alkoholiseret apati.

På en måde er jeg glad for at jeg ikke vandt...

I morgendagen venter en familiefrokost sammen med mine forældre – og med en bror, hvis psyke flækkede som en papirtrane mod en betonmur i efteråret 2010 – under netop et svampetrip – er stoffer ikke noget familien ser let på...

Men her en måned senere hører jeg min whiskey sour – whiskey og is og citronsaft sejlende i et vandskvæt - er begyndt at kæfte op... Jeg skal i Netto og købe flere isposer! Maven knurrer i kor - efter foder. Chips måske?

Og et sted i spruttågerne hører jeg en glasklar stemme skrige:

”DU MANGLER ET BAND! DU MANGLER ET FÅKING BAND!! SKRIV VIDERE, LAZERETTE! SKRIV!”

Ja, Lazarus... Skriv videre... Folket tørster efter dit hjerteblod...

MONOLITHS

Jeg beslutter mig for at prøve slikbodens Germpotion.

Mens jeg søber rundt i det blålige snask med hints af vodka og blåbær blobbende rundt som fiskeøjne skyder den langhårede forsamling stratosfærehøje syretrippere fra Monoliths af sted mod verdensrummet i en rust-ramponeret rumraket med et støbejernsskrog der rasler af dårlige svejsninger og løse skruer. Hele monstrummets motherboard og resterende teknik må være samlet af ledningstumper og løse forbindelser proppet ned i en kasse under et defekt speedometer bøffet fra et Folkevogns-rugbrød og en speeder holdt klinet til gulvet med en murbrok – det lyder i hvert fald sådan!

Publikum er tyndet noget ud – men er stadig nogenlunde tætpakket da en langhåret rad - mastermind booker og organisatorisk torvholder fra Ungdomshuset – der går under navnet Alejando stikker mig en halvrøget joint.

Den akavede afstand, udelukkede mulighed for impulsive gesturudvekslinger men jeg giver mig i kast med bæstet. Jeg er ikke sikker på hvor meget jeg kan ryge... Og jeg kan godt mærke aftenens alkohol indtag... Så jeg pulser mig glubsk gennem 2/3 dele af den tilbageværende pind før jeg overhovedet overvejer at række den tilbage. Det her er godt!

Sangene går lidt ned i tempo og publikum begynder at fordampe som koncerten trækker ud. Bandets attitude fejler imidlertid intet mens de mere og mere kaotisk forsumper i deres støjsmadder og danser rundt i syrekriterende uranskyer.

Jeg mærker en hånd på min skulder og før jeg ved af det har jeg en kvart drink ned af mig selv og Martin Rabalder på ryggen mens jeg stavrende dirigeres up-front af min rytter... Jeg er ved at kollapse bagover – men Martin når adræt at hoppe af mig.

Hans næste move er at hive en køn, brunhåret – og lettere modvillig - pige op på skuldrende og lader hende hænge lidt smånervøst poserende under lofter derfra.

Og publikum fortsætter med at fordampe – indtil de eneste der er tilbage er en herreflok der vidst bedst beskrives som en flok halvgamle helsingoranske røvhuller tampende ind i hinanden i kærlig idiotdans.

Der er noget meget smukt ved synet af denne skare granvoksne mænd i deres ham af barket hud og stride skægstubbe som de tumulterisk kollapser over hinanden i plørret, nærmest teenageivrig leg, med kroppe der mest af alt ligner våde kvægkadavre som de rammer hinanden med smældende klask...

KARAOKE EXODUS

Da jeg tidligere på aftenens så Brudte Løfters Tobias komme glidende fra backstage var jeg ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere.

Den glamour dullede makeup trukket fedladent over ansigtet, indrammet af det stærkt maskuline kæbeparti; den lårkorte knogle-mønster kjole; de massive stilletter.

Jeg mener at jeg smågrinende tog den mentale note ”Aftenen lover godt!”

Og nu agerer hans alterego, Penny Century, så karaoke konferencier i selskab med den noget lavere men mindst lige så kønne Annie iført matchende outfit.

Konferencier-duoen opridser håndfast konceptet og sparker efterfesten i gang med ”BREAKING THE LAW” under stor jubel.

Herefter giver Simon (kendt som Cartoonist, Illustrator, Writer ifølge hans visitkort) sig i kast med PET CEMETERY som endnu et bragende nummer, der tiljubles sådan... Moderat.

Han efterfølges af en pigeduo der giver sig i kast med Rihannas DIAMONDS under nærmest småhysteriske dunderbifald fra det pænt trange publikum.

Og så står den ellers på vanvittig efterfest der forsætter med alt rock og (især) r&b og pop klassikere. Der brager stadig øl skingre stemmer inde fra BumZen.

ORPHANS-release (& Sort magi) part II

Tilbage til virkeligheden... Eller til hvad der i hvertfald VIRKELIG betyder noget:
Den 26.oktober!

...og til næste band der overraskende nok er aftenens hovednavn.

ORPHANS

Åh, Orphans! Københavns blonde tusmørke hekse, der ville trælbinde hele landet det øjeblik de fik air-play!

Trods min tidligere kværuleren over deres outfits går det op for mig, at det fungerer pisse godt på scenen:

Heksen og den sorte kat! Selvfølgelig var den detalje et gennemtænkt match til aftenens dekorative tema....

De lægger ud med en af deres stærkeste ørehængere – SUMMERBRAT – der i aften leveres i en lidt mere rå og uptempo udgave, hvilket kun gør gode ting for sangen.På vokalfronten virker de generelt lidt hæst uslebne hvilket kant af grrrl-attitude mens begge piger, som altid, leverer et musikalsk tight show.

Et sted, tre-fire sange inde i deres set-liste, tændes der for en røgmaskine – for første, sidste og eneste gang i aften - der spytter et cementtykt røgslør ud i lokalet og alt reduceres til grå silhouetter i et minuts tid før en hurtig gennemluftning af lokalet gør sigtbarheden nogenlunde igen.

Under showet møver publikum mig længere og længere bagud til jeg står ved den pulserende dør hvorfra publikum siver til og tætner i en tykt grødet menneskemasse.

Orphans introducerer, og giver sig i kast med, en ny sang, en lidt træg men nærmest hypersensitivt øm surfballade der siver under huden som et skarpt knivblad. På den måde skiller den sig ikke så meget ud fra deres andre, langsommere sange:

Meget ømt følt og sukkerchok sødt-hjertesmeltende surf/garage-grrrl, der får Chris Isaak til at minde om en brovtende neanderthaler.

Samtidig skal det ikke være en hemmelighed jeg stadig har svært ved at forstå ideen med ”rolig live musik” - det skyldes nok den samme genetiske fejlprogrammering der gør mig dårlig til smalltalk.

Men øhm... Tilbage til Orphans! De langsommere sange, ja...

Vældigt søde, ekstremt ærligt leveret og meget skønne. Men også en kende trægt døsige i det til et live show – og det virker som om de har spillet en længere parade af dem op mod showets slutning.

Heldigvis afsluttets settet med det super catchy, uptempo nummer GHOST, der virker fantastisk – hvis slutningen kollapser i en sky af skinger instrumentalt skrigende larm (der minder mig om breaket i Dead Kennedys ”Chemical Warfare”).

Heftig slutning!

Jeg pulser tobak under himmelmørket på fortorvet foran BumZen da en af værtinderne kommer ud og erklærer at der på nuværende tidspunkt er 86 betalende gæster. Der føltes allerede trangt under Orphans – og folk kommer stadig dryssende, enkeltvis og i småflokke på to-fire personer.

Jeg tygger på min smøg mens jeg undrer: ”hvordan der bliver plads til publikum under næste band?”

HAPPY HOOKERS FOR JESUS

Hvad der føles som en uendeligt lang lydprøve glider over i bandets første nummer. Tror jeg.... Det hele flyder ud i et ustruktureret miskmask – som udtværet Nirvana - under guitaristens mavepuster-prustende, strukturløst småsnerrende vokal.

Da støjmassen dør ud griber STAY AWAYs taktfaste bass-tampen fast. Jeg kan nu, med sikkerhed sige at bandet spiller. For alvor.

Sangens mumlende vokal forsvinder et sted på sin omtrent 5 cm lange rejse mellem bassistens strubehovede og vokal; hans læber er klinet til mikrofonen.

Det er umuligt for mig at overse den slag detaljer hvorfra jeg står – klinet op af bandet med en kødmur af publikum bag mig.

Lyden krænges så grimt forvredent ud at den slår knuder på sig selv som en hypermobil salamander på et syretrip før den rammer publikum i form af grunge fra teenageangstens mørke kroge.

Bassisten opgiver kontakten med verden når han ikke synger og nøjes med at fordyber sig i sig selv og sit instrument med ryggen til publikum, stavrende små fuld og overenergisk rundt. Attituden virker småarrogant, glubsk (især da hans mumlende vers mere og mere apatisk bliver blævret ud og han sluger mikrofonen i arrigt håb på at tvinge lyd gennem den, under øjne kollapsende i døsighed) nærmest hævet over os, over verden... Han er måske blandt de få der har hørt Universets Sang?

Guitaristen er mere aktivt udadvendt under showet. Minder mig om en stereotyp teenage-grunger – i udseendet.

Hans arrige vokal rammer i eksplosivt hæse trykbølger – som et boldtræ i brystet der flår dig af din kværn og slynger dig bagud til en denim-, hud- og kødflænsende opbremsning på ryggen fra 110 km/t.

De lider en kende under lyden men leverer et gedint kaotisk nyrehug før de

afslutter deres set med deres ”hitsang” STAB YOU i et tempo- og lydmæssigt infernalsk støjkaos – til stor begejstring under storsmilende ansigter.

Fortstættes

ORPHANS-RELEASE. Part I

Puh... Det her begynder at være useriøst:
Ikke et indlæg i... Jeg aner ikke hvor lang tid. Ikke at jeg ikke skriver! Der er bare et eller andet der har taget ved mig. Så jeg fyrer endeløse smører af. Om ALT! Og intet... Nok overvejende intet...
Weekend-touren, på nas, med Commie Cowboys og Brudte Løfter var fantastisk - men lige nu arbejder jeg mig gennem mine Orphans-release-noter, sideløbende med det andet. Oven i hatten har jeg ligget syg 3 dage af sidste uge men nu burde der være ro på, ro til at skrive... Indtil da må I hygge jer med følgende.


26.oktober

Jeg stavrer ned ad Baldersgade, mod hvad der føles som dens ende, smyger mig op af den knapt en meter høje støbejerns trappe til glasdørsindgangen, gemt bag gitterjern og træder ind i selve BumZens stueetage, der som altid er indhyldet i hvad der minder om en bastant og noget mudret dagligstueatmosfære, præget af tungt træ og råt murværk, kalket i skjul.

Brat til venstre for døren står et spinkelt bord, linet op med de pastelfarvede Orphans 7” EPer og en bowle papirlodder samt prisoversigt over entré, plader og lotterisedler, kradset ned på printerpapir med spritmaker.

Bag boden modtages jeg af Orphans trommeslager Anna, iført monstrøst høj heksehat i let, transparent kunststof og skelletbemalet, sort kjole, hvorfra hun for forsøger at prakker mig lotterilodder på med løfter om at det bliver fantastisk!

Jeg nøjes gøre brug af tilbudet om at betale entré og EP samtidig mod afslag i prisen.

Jeg render ind i Orphans' guitaristen Katarina, iført en Chanel elegant, hudnær bluse-kjole, vidst nok lårkort – og nattesort; sort nylon slanger sig benene; katteøre puffer op fra et hårdbånd. Hun møder mig med en halvtræt men optimistisk mine. Dagens forberedelser har været præget af trættende arbejde og nu krydser hun bare fingre for at det hele afvikles smertefrit. Atmosfæren lover dog godt – ligesom line-up'et, der rummer Aarhus' finest. Ydermere har Orphans duoen kontakterne i orden og hånd om det okkulte. Intet kan gå galt i aften!

Lys flakker fra støbejernsstager i brysthøjde.

Under loftet flakser svævende kaskader af flagermus og leende græskaransigter. Overfor baren står en bod parallelparkeret, hvorfra der pushes blåsort heksebryg, under navnet Germpotion, fra en boblende glasbowle samt sirligt cellofan indpakkede slikposer og bland-selv-slik. Scenens bagvæg er delvist skjult bag et sølvlamel-gardin og to-tre steder rundt omkring hænger fire siders kareoke sedler klæbet op – alt fra Cooper til Danzig over Rihannah, TLC og Zero Boys florerer...

En eller anden blåøjet stemning omfavner mig. Det her er ikke bare fantastisk – det er MAGISK!

...formuleret rent journalistisk sterilt og klinisk objektivt, selvfølgelig.

FRIGHT EYE

De aarhusianske teenagere nikker taktfast ballet i gang.

Jeg har ikke set dem siden de spillede i en frodig plexiglas-biodome på Aarhus Havn. De sparkede røv. I aften leverer de en eminent start da de kommer drivende ind på en bølge af surfguitar med deres skrapt hi-pitched, garage-snotpunk der vidst har pendlet rundt i Californiens mest udknaldede rockbarer en gang i midt 60erne. Bassen er fnat-catchy flabet og de hyperaktive trommer giver bandet en rytmisk rygrad som tysk industristål. Psykadelisk-fed drømmedis skyller kortfattet ind over den stiksavssyngede-guitar mens vokalen artikuleres i stødkraftigt syngende sætninger, som bølger brusende brudt itu mod mudret kyst mens bassen knipser catchy hooks af sted og trommeregnen hagler blytungt ned over det hele.

Attituden rammer publikum i fjæset som en havvandsvåd karklud og ryster op i pulsen som et vinterkoldt saltvandsskud mens deres upolerede energi sætter euforien i varme vibrationer, som et smækkys gammastråling.

Fantastisk start!

Følg med i morgen!

September, september, september...

September er forlængst rådnet væk i efterårets tåger. Jeg er træt denne lørdag. Siden onsdag har jeg optimistisk forsøgt at gennemarbejde oplevelser fra min tur til Odense i tirsdags. Jeg har skrevet en side uden at nærme mig koncerten... New journalism...
Valget brager derudaf - men ligesom de rådnende valgplakat - virker det som gårdagens nyheder. Jeg har forøvrigt ikke tv - og har ikke hørt radio siden stormen hærgede Danmark.
Mens regnen pisker mod ruden, ka' jeg mærke mine ord blive skyllet væk. Jeg er træt af sproglig rytme, træt af sammenhængende ord, træt af kommaregler jeg aldrig lærte - og som blev ændret fire gange gennem min skolegang...
Træt af at skrive.
Jeg håber I vil nyde det jeg har sammenklampet indtil videre.
Der er mere der bør siges - men jeg har ikke gnisten til det i dag.

For øvrigt falder deadline først en gang i december... 'Hvilken deadline?' spør' den opmærksomme læser. Jeg talte vidst over mig... Men det er vigtigt...

Og nu tilbage til september:

13. September

Fredag den 13. falder i midt-september - og selv om mine hænder først skal lange øl over Ungerens bar en gang i løbet af lørdagens nattegrå morgentimer trasker jeg alligevel ind i gården lidt over syv.

Selvværdet føles som en flosset silkepapirskant og her, mellem bands og aktivisters tekniske

justeringer af lys, lyd og socialrelationer, føler jeg mig som et kejtet gespændst blandt genkendelige ansigter strukket over tavse personligheder.

I Dödsmaskinens stumme mørke gnaver jeg mig igennem et par sider af H.S. Thompsons HELL'S ANGELS mens jeg venter på aktivistaftensmad.

Og kosmos slæber sine træge visere ud i den danske nat mens aktivister og rastløse skikkelser driver ind i Dödsmaskineriets tykke mørke for klæbende at hægte sig til dets massive bardisk.

Aftenens DJs dumper LP-spækkede mælkekasser bag pladespillerne og trækker papirrør og flyvebladsbundter op af rygsække, fordeler flyvebladene i fem-seks stakke over bardisken og på lokalets to bænke før de gir' sig til at klæbe plakater op med kontortape.

Et par kvindeøjne sitrer af opstemt harme, da de fanger en af flyvebladende:

Under tre massive bandlogoer, i bunden af en løbeseddel ses en figur, på vel knapt sjettedel af flyerens samlede størrelse, forestillende en barmfager, ulveskindssvøbt kvindekrop på alle fire, bestialsk hylene mod fuldmånen.

...og en højlydt jammersang om sexisme bryder luften omkring en feminist, der trods stærke holdninger hakker spagt af nervøsitet over egen frembrusen, krydret med en snert af jydsk indoktrineret ydmyghed.

En sær cocktail af meninger og følelser svævende mellem vrede, angst, slagkraft og ydmyghed...

Hele situationen virker nærmest absurd komisk – mest fordi jeg selv kun har bidt mærke i bandenavnene over (og på omtrent samme størrelse som) den bestialsk idealiserede dionysoskultskvinde.

Dette hæmmer dog ikke den feministiske snerren...

Og det bliver ikke det sidste jeg hører til kvindestemmen.

Aftenen skrider frem mens DJsene lader Iggy Pop knitrer gennem vinylrillerne.

Bandsene tømmer afventende ølflasker og tygger samtaler i sig, mens publikum driver ind, kondenserer, køber øl.

Klokken er vel halv elleve før første band går på.

Debuterende INDÆDT.

Standardiseret crust punk, støjdelirisk af rystelserne fra deres D-beat påhængsmotor - tordendundrende trommer, der plørret mudrer lydbilledet til...

Og hey!

Dér, mellem bassist og guitarists energisk kropslige eksplosioner, står feministen fra baren. På vokal! Hendes kropssprog virker så statisk, spagt og pacificeret at man skulle tro hun var fanget i en kegle af koldsvedigt kondenseret sceneangst.

Musikken buldrer som tanks bragende gennem ørkensand mens vokalen kommer til at fremstå ekstremt løst svævende og bliver leveret hakkende – som punkterede ørneskrig.

Hist og her fumler guitaristen rundt på sit instruments greb mens han forsøger at fremtvinge skrammelsoloer - den gamle K-Town lyd, du ved; våd Void kørt gennem en konservesdåse. Men de brækker stakåndet sammen som dådyrben på glatis.

Mellem numrene guides publikum gennem sangenes temaer. Standardiseret harme, grimme punk anekdoter fra provinsen. Ikke noget der river op i mig...

Publikum jubler imidlertid, hujende og igen og igen, mellem numrene og giver mig en følelse af at jeg overser noget vigtigt...

Jeg forstår bare ikke HVAD.

Energien i deres underliggende harme?

Det geniale i deres knapt-så-slagkraftige Aus-Rotten attitude?

Charmen i deres fejltrin?

Alt i alt minder bandet mig mest om et par cruster-jeans:

Slidte dogmer holdt sammen af flosset tandtråd og lapper prydet af forudsigelige budskaber.

Og desværre noget ikke det der giver mig det store kick...

Øltørsten melder sig efter endt show og med en nyopknappet Høker Bajer i hånden driver jeg ud i gårdens mørke hvor jeg slår en sludder af med venner samt bandmedlemmer fra næste optræden – mens jeg forbander de sidste to gange jeg har misset deres optrædener.

For en gangs skyld spiller de ikke først.

De hedder LESION. Og de er K-Towns nye bestialske treenighed!

- bestående af en guitarist, en trommeslager og en vokalist. Og så for øvrigt ikke noget fucking pis!

Deres set eksploderer udover scenekanten i rabiesfrådende galskab – som en 200kg tung helvedeshund der blodtørstigt, ondskabsfuldt og lynende adræt fræser efter skrigende børnekød, gennem mudrede skove...

Guitaristen står krænget op af en væg mens hans leverer kranieflækkende kædesavsskrammel, der fungerer perfekt i deres buldrende helvedesbryg. Samtidig udspyr forsangeren, fra forkrampet positur, et blodgurglende frontalangreb på sproglige strukturer gennem en kaskade tartarussorte skrig der kraftigt forvrænges af led gennem cementtykke delay-lag.

Hele lydbilledet gir' mig flashbacks til inde-/udbrændte nattetimer i krumbøjet skrædderstilling foran anlægget med Love Potion 7”erne på fuld smadder. Hardcore (hvis det ord da slår til) med samme blodigt, kødlige ærlighed som en nyflået minks dødskramper mod rå asfalt.

Hvis mine pseudo-litterære, skod-journalistiske ordklamperier har nogen vægt inden for dansk hardcore – så nærlæs følgende:

LESION er højest sandsynligt 2013s bedste nye fucking outfit!

Og også aftenens bedste outfit, bekræfter VILE INTENT da de lukker ballet med et par grindede flyveskaller:

De rammer lokalet som døsige røgskyer med en gang blastbeat frådende galskab fremdrevet af intens afsky for hele lortet.

Hvilket lort?, spør' du. Det hele. Alt.

De dyrker deres ligeligt opdelte forkærligheder for smogfed sludge og skolemassakreret grindcore.

Mellem numrene skriges”lange” instrument serenader af hvid støj – ellers brager de derudaf med instrumentstrenge stemt til bristepunktet. Det hele sejler lidt – mellem brutal blast-beat og sludget satanisme – mens trommeslageren rastløst laver lynildsfebrilske fills, der knitrer under hele støjfladen.

De er dog ikke så vilde som de umiddelbart lyder – mere er fedladen støjmasse der hoster blod, brænder dæk af og ellers lader deres støj ætse igennem luften som kaskader af syreregnståger, krydret med døsige passager der zombie-autonomt driver sig selv frem.

Siden ingen af de danske bands har demoer ude, vælger jeg at drikke mine medbragte pladepenge op i baren.

DJ'sene sørger heldigvis for at festen brager videre!

De startede aftenen med 70er punk, drev over til 80er hardcore, men nu er der gået heavy metal klassikere i den

– lyden af guldølvåd permanentkrøl, spandexstram denim og nittebslået læder.

Underholdningsværdien er højere ind åbningsskriget på "Angel Of Death" mens de lad pick-upperne knase igennem ballade drevne

klassikere fra Judas Priest og Alice Cooper.

Med mundvigerne klæbet mod de nedre øjenlåg i feststemte miner, gør de den sene barvagt det hele værd.

Og natten svinder ind, som en skrumpelever, i de disede alkoholtåger...

16. september

Mandag.

Endnu en hverdag.

Endnu et symbolsk kalenderdøgn i arbejdsløsheden evigheds-weekend;

Ensom, ineffektiv, uproduktiv og træg og træt og bitter...

Isolations vanviddet lurer lige om hjørnet!

- så tar' på Stengade; en papirlap fra fredagen hylede om thrash metal og Maribo bajere – ingen "kvindediskriminerende" promo-flyer ka' skræmme mig væk!

Min slentren fra Forum Metroen og tværs gennem Frederiksberg, rammer opstrammende ansigtet:

Septemberkulden har kilet sig fast i aftentimerne, råkoldt klar og regnvåd frisk med jordslåethed i luften. Ikke som den bidske, vinterdanske tænderklaprende, knoæstene krampekulde der, som taser-smæld mod testiklerne, sender alle folk med intakte nervebaner i dødsangst stæsen fra punkt A til punkt B...

Næh du! Efterårskulden er et smæld af klarsyn over snuden, den ideelle kompagnon til billigbajere

og tobaksrøg. Så sæsonen fordrer selvfølgelig at man kan selvfølgelig stadig ka' rende ind i halvandet dusin fattigmands publikum foran Stengade, i gang med opvarmning på hjemmekrøllede ligkistesøm om medbragte Kings øl i sammentømrede tremandskliker, der ikke har synderligt travlt med at kaste deres halvtomme dåseøl og tobaksskoder fra sig for at traske fordi dørmændene og ind til barens øludvalg - eller ind i mørket for den sags skyld...

Mørket.

Kulsort som en vinternat under røgen Ausschwitzs buldrende Siemens ovne

Intet lys kan undslippe den massive kvantitet af sort læder, der præger den middelstore (men tætte) publikumsskare. Uniformering er genkendelig:

Slidte jeans, bankede læderjakker og beskidte sneakers eller hårdføre bikerboots om fødderne.

I aften virker den imidlertid mere standardiseret end jeg er vandt til - og, forresten, så er gennemsnitshårlængden er omtrent en halv meter længere end til et gennemsnitligt hardcore show.

BATTERY – aftenens første optrædende – skiller sig ikke synderligt ud fra resten af forsamlingen:

I en sky af gulvmoppehår i metermål kommer de bragende ind, på atomtunede, napalmdrevne surfboards fra den solrige, smogvarme østkystby... Aarhus?!

De tonser af sted i galoperende galskab mens forreste publikumsrækker headbanger taktfast til musikken i nepotistisk fanatisme og nasser sympatibajere fra bandet.

Mellem den skamløse, drukhæse promovering af deres EP (som jeg ikke får købt) leverer de højtempo sange, der på intet tidspunkt spilder tiden med åndepauser - konstant, hårdtslående fremdrift...

Udmærket thrash, der desværre bliver lidt for fåking monotont i længden...

Tre-fire numre før settets afslutning hiver en veninde mig med op til første salens rygerum – hvilket egentlig passer mig fint.

Vi blir' siddende og pulser smøger indtil næste band går på.

SCAVENGER BRATS

Jeg har glædet mig til at gense dem siden de var en del af det fåking HJERNEDØDE lineup til Ungerens 5årsdag!

Tilbage til i aften:

De letter i en tordenbragende lysshow der angriber publikums store pupiller som skrigende Blitzkrieg.

Energisk, ondskabsfuld thrash med dagligdags tekster fra en verden hvor Satanisk Holocaust, Atom-ragnarok og Østfronten er blandt de mest almindelige dødsårsager...

En vild omgang der blir' for meget for en bass streng, der flækker midt i settet.

Bassisten ænser det - overrasket mine - før han smider bæstet fra sig og forsætter med at udspy sine snerrende vokalstykker. Resten af bandet brager videre og mens de kører over i et længere mellemspilssegment hamrer bassisten en luftsolo af.

Fan'me den mest professionelle - og underholdene - redning NOGEN kunne præstere!

Herefter følger en længere afbrydelse med genopstrengning og rastløs guitar-klimpen, så jeg dalrer ovenpå for at pulse tobak, men vælter nedenunder da Scavenger Brats går i gang igen.

Der er ingen tid til undskyldninger og de gør come back for fuld udblæsning - som en sibirisk snestorm - med nummeret COLD FRONT.

Herfra kører settets sidste etape fejlfrit før de slutter af med ELECTRIC DEATH i lyset fra en epilepsifremkaldende lynbyge.

Hold da kæft en opvarmning for aftenens amerikanske gæster:

SPEEDWOLF.

En flok fordrukne bikervrag med whiskeytørre stemmer, vodkapulserende i blodbanerne og indvendig nasalbelægning glaseret i års intens flirt med amfetamin. ("Yeah... So the next song is about speed" griner den kogende forsanger "the last was also about speed - American... This one is about Mexican speed" bræger han med en stemmeføring der lidt lyder som en glattere udgave af Tom Waits)

Energien buldrer af sted som en bande chopped hogs over nattens hårde asfalt med deres rå udgave af old school, hårdkogt og hårdtslående speed metal a'la Motörhead og Zeke - bakket op af et tonstungt industribombardement.

Mellem numrene leverer forsangeren smådumme kommentarer (”So... The song we just played was called DENVER 6-6-6... This next one is called DENMARK! 6!6!6!” brølede forsangeren – og hvad der lød som en eksakt kopi af foregående sang rumlede af sted...) i et småflabet tonefald der på sin egen charmerende måde svæver mellem hjerteblodsvarm sarkasme og stålkølig kærlighed.

Under et break får guitaristen øjenkontakt med den slingrende forsanger - og mellem deres halvleende smil og sprutfunklende øjne ænser jeg et glimt af fælles trip, så vildt og sælsomt at Denver-gutterne måtte rejse helt en snot kold socialiststat i det sydlige Skandinavien, cruisende over tysklandsgrænsen til lyden af Mercyful Fate og synet af dobbelt-regnbuer, for at finde det...

Bandet afslutter kontant showet, efter at ha' arbejdet sig igennem deres set-liste (der vidst mere eller mindre stemte overens med deres LPs nummerliste) for at fortsætte branderten backstage.

Jeg vælger at gi' pokker i min kontos balance og køber RIDE WITH DEATH LPen sammen med en håndfuld merch – og crasher hos en veninde på Nørrebro.

Jeg bliver vækket til lyden af Speedwolf og indser hvor nødvendigt pladekøbet havde været!

Pladen ligger på niveau med deres live præstation – og visa-versa.

”Have you ever heard about feminism?” - indledelsen til en femistisk smædesang på Speedwolf-plakater i Ungeren...

19. september.

Det er en råkold septemberaften. Snottet flyder tykt mellem de smøggløderne og det lunkne øl.

Alle jeg taler med virker syge - og jeg skal være Deres snottede ølpusher til klokken 5!

Og det er torsdag.

Jeg er tilbage i Dödsmaskinen, igen, og la' mine fingre krølle folien af en pakke blå L&M, for så at flå en hvæsende dåseøl åben og fortæller mig selv – lighterflammen en cigaretslængde fra overlæben – at ondt må fordriver med ondt!

...før jeg snothostende slubrer tjærekrads røg ned i mine astmarådne lunger. Hvorfor var det jeg var her?

København er gæstet af en flok amerikanere – og det virker lovende!

Første optræden fik mig til at glide ud af en tangent og dybt ind i de lommefilosofiske tågers dybe, koldklamrende klo med... whatever... Det var i hvert fald under Get In The Pit Fest – to uger siden?

Tiden er ude af sync med min hverdag...

Men her er de igen – K-Town veteran-projektet THE WAR GOES ON.

Og for Helvede, de er i topform i aften!

Tempoet er braget i vejret, lyden er riverjernsrå og næsten ubehøvlet grovkornet som havde de glemt alt om alder og slitage efter tusinde nætters druk i passive røgskyer.

Som tændrørsgnister i et lokale fyldt af adspredte benzindampe får de liv i publikum og får tæsket immunforsvaret og kampgejsten op hos de forkølelsessløje skikkelser i den efterårsgroggy nat.

Bassen har fået en mere dominerende – og pisse catchy – plads i lydbilledet end normalt mens Ronni tvinger sine pinte strofer ud, så snerrende som de kolglasserede stemmebånd lader ham – og for en gangs skyld virker 2. guitaristen, Lasse, berettiget overgearet snarere end en overdoseret ritalin-patient der overenergisk forsøger at holde fokus under et 20 minutters set...

Nogen har vidst fodret bandet med et gedint skud ”hjertemedicin”!

Mia Wallace-effekten...

Utroligt at de søbede rundt i alderstrykkende livslede suppedas for under to uger siden.

I baren, efter TWGO møder jeg Commie Cowboys's Kasper, hængende i den ende af baren, fjernest indgangen. Han er ikke alene det første raske menneske jeg taler med i aften – han lover også gode nyheder fra studiet (hvor Commie Cowboys har arbejdet de sidste par dage)

Dalle, kommer drivende en snart herefter. De blir' hængende i baren indtil næste band går på.

HELLSHOCK

De flår lortet fra hinanden, som et rovdyr der frådende har hamret begge kæber sammen om ryggen på et hjortekid eksploderende i en blodsky. Det her er døds tung massemorder thrash, koldere end septembernatten hærgende udenfor, med en forsanger der spyr kogende giftig asfalt i mikrofonen – stående foran scenen, en armslængde fra det nærmeste publikum (hvis blodtørsten pludselig farede op i ham...).

Bandet brager derudaf som tunede Harleyer, snerende af cruster dialekt med guitarer der skriger som et tonstungt motorcykelskellet der grinder over asfalt på kollisionskurs mod rabatten...

Jeg mærker en hånd på min skulder og et sted dybt under musikken ka' jeg mærke CC Kasper bræge invitationen ”VI tar' på Nørrehus!” med tykt esbjergensk dialekt, før han og Dalle forlader lokalet med de med indebrændt sure miner. Fan'galme ikke deres kop te!

Hellshock fortsætter imidlertid deres benzinbombe-bombardement krydret med melodiøse mellemspil på bensav, der driver blodsmudsigt beskidt af D-beat.

De forlader scenen under stadig statisk skrigende hvid støj fra instrumenterne og sultne klapsalver fra et hujende publikum – for at vende tilbage med et bragende ekstranummer eksploderende i en granatsplintsfygende regn af død og livslede (der lidt mindede mig om et Slayer-cover, jeg har glemt navnet på).