Denne aften blev der byen hyldet af sine veteraner, scenens nye blod viste hvilken støbning de var af - og der var et charmerende tilbageblik til fortidens Københavnske scene.
Men tilbage til starten af aftenen, der lagde hårdt ud med:
HALSHUG
Bandet består af tre musikere, med hver deres fortid i rimelig ukendte bands. Det til trods kunne man på deres demobånd, fra efteråret 2012, fornemme at der var tale om et band man godt kunne tillade sig at forvente store ting fra.
...hvilket de for alvor slog fast denne aften!
For det første fremstod deres lyd krystalklar og barberbladsskarp mens det, som altid supertighte, tempo der var helt oppe at ringe!
OG de fik fyret en pæn del fræsende hurtige soloer af (og det ELSKER jeg dem for!)
Hele bandet virkede superlevende, mens de væltede rundt på scenen og brutalt afstraffede deres instrumenter - og man kunne klart fornemme at de denne aften var i deres es.
Jeg har set dem live to eller tre gange før - men i aften virkede det virkelig som om at de havde langt mere scenetække end før, mens de med fast hånd antændte scenen i et musikalsk ildsinferno.
Jeg har hørt folk tale om, at det måske ikke var så gennemtænkt at lade Halshug gå på som første band...
Men jeg kunne ikke være mere uenig:
Halshug flåede skånselsløst aftenen åben, som en blodig jomfrufødsel - og ånden fra deres brutalt dødfødte messias hjemsøgte resten af aftenen Ungerens store sal...
Et sted, der efter denne gedigne start sitrede af ekstase.
Kort sagt:
Halshug stadfæstede i aften deres status som de nye konger af K-Town!
Til trods for denne sindssyge start på aftenen startede pogoballet først for alvor under anden optræden.
Dette skete da omtrent 100 nitteklædte og feststemte punx og hardcore elskere indtog Ungdomshusets store sal sammen med:
COMMIE COWBOYS
De lagde ud med en hård og mørk intro der brummede blodtørstigt, som en langsomt frådende kædesav - før de kickstartede showet i gang med nummeret Short and Vicious.
De havde denne aftenen været nød til at hverve en ny trommeslager (deres normale trommeslager var sygemeldt, grundet arbejdsskader ved sædbanken - antydede forsanger Dalle, haha) hvilket jeg dog ikke synes showet led synderligt under.
Tværtimod:
De var superenergiske og dominerede scenen - der til trods for sit ry som 'husets store scene var alt, alt for lille til bandet.
Forsangeren fløj rundt på scenen og hoppede rundt på forstærkerne mens han hårdtslående leverede sine tekster om druk, engangsknald, vold og stupiditet.
Guitaristen spækkede, som altid, showet med sindssyge soloer - der tvang ham i knæ på et tidspunkt i løbet af showet - og bassisten fulgte Dalles eksempel og poserede fra scenens forstærkere.
De 20-30 pogo-punkere, der tampede livet ud af hinanden i pitten, virkede som det rene vand ved siden af Commie Cowboys' brintbombe af et feststemt sceneshow.
(Jeg mistænker bandet for at have hakket og sniffet en Void-plade før de gik på scenen...)
Forsangeren bemærkede på et tidspunkt:
"I tror stadig vi er et Motörhead-coverband!" - men jeg tvivler nu på at Motörhead ku' brænde halvt så godt igennem som CC gjorde denne aften!
Hvad jeg siger er:
Halshug satte ild til aftenen - men Commie Cowboys kastede benzin på festens bål og fik det hele til at eksplodere!
Den bedste anden åbning af showet!
Næste band havde jeg set tre gange før. Første gang var jeg rimelig glad for dem. Anden gang synes jeg de var ok - tredje gang fik jeg ikke det store kick ud af dem....
Men denne aften blev jeg ret glad for, at man havde booket:
DÅRLIGT SELSKAB
De stormede på scenen med sangen Storm Børsen (der handler om at banke YUPPIE'er -i 1880erne(?)-på børsen) og herefter kørte den bare derudaf.
Forsanger Adam dominerede scenen med en aggressiv og udadvendt fremtoning, mens han skød om sig med sine skarptladte samfundssatiriske tekster, der (som altid) emmede af en vis form for sarkasmesort vittighed.
Denne aften blev hele deres "manifest" leveret med en ekstra grov, harsk og raspet vokal, der henledte mine tanker på Adams tid i Paragraf 119 (dog i lidt nedsat tempo).
Og det gjorde den hér slambert glad!
Resten af bandet var også godt oppe at køre:
Bassist og deres nyhvervede anden guitarist - den unge herre fra Hell-Town Crewet, Victor - væltede rundt på scenen og livede godt op i energien.
Deres rullestolsfæstnede guitarist hoppede (af indlysende grunde) ikke så meget rundt på scenen. Men takket være bandets nyeste addition (førnævnte Victor) fik han "pusterum" til at vise sit talent for gennemført solo-snedkeri og andet guitar lir (har jeg sagt at jeg elsker soloer?).
Jeg tror tempoet var skruet lidt op, sammenlignet med normalt - men den slags generer mig aldrig!
Det tætpakkede publikum var også godt oppe at køre over mixet af rå punk rock'n'roll og konsekvente fåk-fingre til samfundets stadig mere selvcentrede, gennemrådne og apatiske bourgeois' kultur.
Alt i alt:
En mere end positiv oplevelse fra et band jeg - ærligt - ikke havde de store forventninger til...
...før de leverede dette gennemførte show!
Jeg nød virkelig at se dem og nyde den gode - men vrede - stemning (mens jeg stod og udvekslede anekdoter med en sød svensker).
...før de leverede dette gennemførte show!
Jeg nød virkelig at se dem og nyde den gode - men vrede - stemning (mens jeg stod og udvekslede anekdoter med en sød svensker).
forsættes i næste blog!
