FRYGT&LEDE i Uge 46, del 3: Vold, had og stoffer.

”Vi vil give Aarhus den rolle i Danmark som Aarhus fortjener” 
-mandshøj kommunalvalgsplakat fra Venstre visende partiets spidskandidater – en flok jakkesæt foran en klinisk hvid baggrund i samme stålsatte fremmarch som handlingsberedte actionhelte.

Stanken af harsknet pis er svær at fryse ude.

Mit spyt smager af klæbrig jern.
Gammel urinsalmiak skriger om kap med krast industrielle rengøringsmidler.
Mørkeblå blodtråde glider væk i den gustent blege porcelænsvask.
Læberne er blå-lilla, huden pergament gul tør og flaget i det. Lyset gør mig sygelig at se på. Spytter igen. Stadig blod – muligvis betændelse.
Ryggen værker efter den tunge bagage.
Gnubber en pegefinger mod tandkødet. Spættede spor af blod siver rundt på den spytvåde fingerspids, indhyllet i en puds-gæret stank. For helvede da også!
Står på et betalingstoilet på Aarhus Banegård. Gurgler tandpasta og paradentose ud med varmt vand.
– de fineste forhold du kan købe dig til for to kroner...

Slæber træt den pladespækkede taske af sted gennem banegårdsfoyens glatte klinkegulv. For bare tre kvarter siden følte jeg mig frisk, euforisk, klar som jeg ventede på et IC-tog på køligt solbeskinnede Middelfart station, hvor jeg måtte skifte. Nu er jeg død, sukkerkold, mangler mad – højest sandsyneligt penge - og noget at fordrive tiden med...

Og Judas fåking Anti-Krist! HVAD ER DET?

Et monstrøst Disney-rævehoved svæver på en anoretisk ranglet teenagekrop. Til højre for drengekroppen går en matronet teenagepige bygget som Venus fra Willendorf iført jordfarvet tøj, ræveøre og en slaskende kunstpelshale. 

FURRIES?! Jeg ville ikke byde min værste fjende denne opvågning!
Eskimoer skulle eftersigende have flere hundrede ord for sne. På samme måde har jeg altid et par hundrede negativt ladede stikord klar på tungespidsen når Aarhus bliver nævnt – og ”furries” er hermed føjet til det repertoire. 

Trøjborg by night 
Aftenmørket har sænket sig da jeg kommer til Trøjborg en kilometer eller to fra Aarhus Universitetspark - byens stolthed, den golde hvepserede, tårnene over byen, summende af hipsterisme og højskolevrag.
Men her i Trøjborg, når deres klammer kløer ikke rigtig ud og i det gulligt varme kunstlys, changerene fra blege take-aways, lukkede forretningsfacader og vejbelysningen finder jeg en behagelig ro. Dette kunne meget muligt være et sted at slå sig ned hvis det en dag slog klik for mig og jeg som en anden strandvasker skvulpede op i borgerskabets golde kløer med kone, to børn & en vasektomi…

Ankommer til beboerhuset, traskende ind under skiltet der reklamerer for "Eduardos Garage", ind i baggården indrammet af murstensvægge, en bilforhandlers monstrøse glasfacade.
Over mig, som jeg skrider forbi det meter lange gelænder, ledende mod indgangen, hører jeg hvin fra en gymnasiefest fra den 3 kvadratmeter store tagterrasse der ligger som et opstolpet anneks til bygningens førstesal. De passer heldigvis sig selv og deres 90er tramp.

Slutter mig til tour-følget, der sidder henslængt i sofaer i en lille bogcafé, spækket med kommunistisk, feministisk, etc. litteratur samt bøger om Jagtvej 69, Swarm EPer og syndikalist propaganda pakket ind i et aflåst glasskab. Nasser øl fra bandsene mens vi venter på at publikum langsomt driver til. Den rolige stemning, der passer mig fint, afbrydes først da Bad Stroke, overgearede tæsker ind i lokalet, summende af forventning og teenagekådhed men de fordriver tiden og fyrrer om sig med vittige anekdoter om begavende sammenrend med Aarhus' Stolte Stormtropper i byens natteliv – AGF-tribunens karseklippede specialklasse, blæst på polsk amfetamin og patriotisme... 

Døren åbner og i hvad der ligner et hastigt bortpakket værksted der sælges entré, pantløse Vestfyns dåseøl og Urbanoia EP'er over en massiv jernplade iklædt kaninpik og et tykt lag sortnet rust.
Til højre for boden, pakket ind i et indhak bag en ligeså massiv jernplade, opstakket på olietønder, får knægtende fra Bad Stroke mig overtalt til at købe en Yung-kassette sammen med deres egen demo, hvilket viser sig at være fremragende køb.
Mennesker strømmer til – men jeg er overrasket over hvor få publikum jeg faktisk kender nogenlunde. Mads fra Swarm er en af de få fremmødte fra byens punkmiljø jeg ville betegne som værende inden for min vennekreds. Enten lider showet af dårlig promo – ellers har en lidt for stor del af byens slum-punkere valgt at ligge på den lade side. Hvilket mildest talt er lidt af en skuffelse – især lineuppet taget i betragtning! 
Dette er heldigvis aftenens mest deprimerende element - og der render dog andre folk til iklædt genkendelige ansigter jeg har delt en øl, en pind eller en gang pogo med en gang eller to før, for nogen år siden.

Skovmandsskjorter, skateboards og springskaller 
I salens bagerste højre hjørne er en 20 cm høj scene på ca. 2x2 meter banket op.
På scenen står de fire skaterknægte fra BAD STROKE. Det er tydeligt at de har teten op efter URBAN ARCHIEVERS faldt fra hinanden (vidst nok efter de mistede deres trommeslager til en hashpsykose for lidt et år siden) – de laver i hvert fald wallrides i samme boldgade, vidst nok placeret i start80ernes DC, som deres forgængere og virker også en kende Minor Threat-inspirerede i det... Bare lige ophævet i en arrigt voldsberedt tredje potens!

Forsangeren, iklædt en poset t-shirt påtrykt et VHS-logo samt ordene ”Very Heavy Shit”, er noget af det mest in-your-face jeg længe har set:
Han er hyperaktivt kortluntet, arrigt hvæsene mens han i slagkraftige stød snøvler de catchy tekster gennem en mikrofon så gennemtæsket, at der nærmest springer lynild fra den mens han korporligt møver sig ind foran publikum. Da et publikums småprovokerende skubben bliver for meget for forsangeren, tager han til kontant genmæle med en sprigskalle i synet af idioten.
Fantastisk!

Anlægget lyder som et kabinet løse forbindelser der er ved at eksplodere under det kanonslagsbragende pres leveret af møgungernes hårdtslående fucking-knald-på HC, susende af statisk elektricitet. Udover bekymringen for at en løs forbindelse pludseligt henretter Aarhus nok BEDSTE hardcore-outfit siden Tæve (H1N1 var teknisk set fra Horsens) med 120 watts stegende elektricitet gør den udbrændte teknik INTET dårligt for bandet.
Det er fantastisk at se en flok skovmandsskjorte-klædte teenagere levere så indebrændt hårdtslående show, hvilket vidst kun er deres andet. Denne aften lykkes det dem sgu virkelig at få slået deres status fast, her i det lagerklamme baglokale med de ru murstensmure stikkende frem under under den hvide, krakelerede puds. De deler nu Slamberts top-2 over 2013s nye bands med Lesion! Så er det bare om at krydse fingre og håbe på at de ikke laver den klassiske Aarhus-finte – og går i opløsning inden for det næste halve år... 

Kommunister, hippier - og hipsterafskum 
”Hvem HELVEDE går med SANDALER i november?” siger Dalle halvarrigt i mikrofonen, truende viftende med det slaskede stykke fodtøj over hovedet. Det gør den storgrinende hippie i sin kropsnære islandske sweater og det lange, glatte hår ved siden af mig. Men han mangler vidst ikke sin.
”Nåh... Men den ligger heroppe på scenen hvis nogen savner den!” fortsætter Dalle med en hovedrysten.
Pitten gik vildt for sig her for mindre en 30 sekunder siden og en sandal ramte vidst bandet. Lokalet er en tætpakket, grødet kødrand og alle er sultne efter fest, efter adrenalin kicks, efter ACTION – og selvfølgelig leverer Commie Cowboys varen! Det er umuligt at få fodfæste når bølgerne går højt.

Det startede ellers ret bøvet.
Et par teenageidioter møvede sig ned fra festen ovenpå.
En lignede en 14årig knægt på et Warhole-trip, med en kridhvid page og iført en art retrosmoking og hullede jeans – og virkede til, som resten af publikum, bare at være nysgerrig efter dansk punk-rocks barkede hjerteslag.
Den anden derimod - tjavset skæg, 10cm bred, kortklippet frisør-'hawk, sort habitjakke (og utvivlsomt Volbeat i sin CD-samling, ØDRGH!) - var tydeligvis på egocentreret promotrip. Under bandets intro stod han svajende som en anden dilitant-Mozart ryggen MOD bandet dirigerende fra Jesus-positur. Han fortsatte med dette under første nummer mens han kejtet slaskede rundt med armene som Messias fra fucking Jullerup Færgeby, stadig ryggen mod bandet mens han blokkerede for synet mod showet.
Og da dén seance var overstået hev han Warhole Jr. under armen, smartphonen op af skjortelommen for at knipse selfies – stadig ryggen til bandet - der utvivlsomt endte på facebook suppleret af noget kløgtigt som:
#rockandroll! #i habit #yolo #djævletegn #hardet4vild #crasher festen #carpe diem #swagandroll – etc. etc. etc. ...
For så at forsvinde og aldrig at vende tilbage.... Ved Judas!

Som frekventerende i punk-miljøet må man lære at affinde sig med præmissen om at alle shows til hver en tid kan blive fucked godt og grundigt op af stive idioters snedige måder at sabotere et show på før de forsvinder ud i natten for aldrig at komme tilbage. Fra tid til anden rummer det en vids underholdningsværdi - men det her hispter-trip var for koordineret, irriterende og decideret blasfemisk.
Vi vil fra Slamberts_blog gerne udskrive en dusør på 4x50cl guld damer til den første der får fat i idiotens smartphone!

Da den forfærdelige seance var overstået kunne bandet for alvor komme i gang. Og hold da kæft de er i topform!
De leverede nyere numre – som ørehængeren FrakenStalinReagan – håndfast og slagkraftigt. Det er tvivlsomt at pladen kan overgå det!
Klassikerne hamrer slagkraftigt igennem og der går kortvarigt omkvæds shout-along/headbanging i den på frontrækken med Brudte Løfter.
Pitten eksploderer indtil flere gange i masseslagsmål der kaster publikum over lokalets ene sofabord mens de skvatter rundt. Det er voldsomt fantastisk!
Alle virker i konstant bevægelse for at fange fodfæste, undgå tæsk fra pitten og deltage i showet.
På scenen ligner bandet en andendags brandter – en Fernet Branca våd fest der bare NÆGTER at dø. I hvert fald ikke endnu. De kan godt lige holde et par timer endnu.
Guitaristen knalder fra skødesløse positurer soloer af som en anden Hendrix på meth. Går i knæ, vælter om på ryggen, hiver instrumentet om på nakken.
Bassisten hamrer afsted fra sin Ramones-positur mens forsangeren som altid render arrigt rundt og hvæser vokal af. Trommeslageren er gemt væk bag en to meter høj højtaler.

Møver mig ud og køber en dåsebajer og majer mig op foran. Når at tage en tår før en kødklump hamrer dåsen flad mod brystet af mig og søler mig til 3/4 øl. Dåsen er stadig halvfuld – desværre kun af skum. Så gør det eneste fornuftige og tæsker ølsjatten udover idioterne i pitten, der hurtigt fordufter.
En gut bruger herefter det mudder og øl tilsølede gulv som skøjtebane til han står på røven under showet. Folks konstante bevægelser får dog relativt hurtigt gjort pølen til en klæbrig masse.
Der sker så meget at showet virker en time længere end det udspiller sig i realtid. Hold da helt kæft en FEST det er!
Bandet har det med at erklære at de fleste af deres shows går af helvedes til – hvilket jeg dog oftest overser. I aften tror jeg dog ikke at de på nogen måde kan finde noget dårligt i præstationen.
Det her var utvivlsomt et af de bedste shows de længe har leveret!

Brudte Løfter rammer Aarhus

Hardcore – del I

Brudte Løfter afrunder ”Ung, Dum og Desperat” der virker som et passende afslutningsnummer. Hårdtslående, brændende igennem, fasttæskende deres status, sønder-fucking-bombende det klamme lagerlokale, proppet med buttet lydudstyr, stakkede stole og træplader opmagasineret hvor der nu er plads til det mellem publikum. Denne sang alene leveres så fantastisk som noget show jeg har set fra bandet.
Jeg forventer nærmest at de siger ”Tak for i aften!” og pakker sammen – det virker umuligt at overgå den præstation de lige har leveret.
Men de er kun lige gået i gang...

Publikum er en spraglet skare af folk i jeans, vinterjakker og gummisko.
Ikke mange punkere. Men de lider alle sammen under Den Gode Smag. Og vi er alle samlet hér - i et lille baglokale langt fra det respektable, pæne, marmorsterile Aarhus, langt fra millionindkomst og kommunal kulturstøtte, langt fra bauhaus-kulturhuse og stadionrock - samlet om rå grim punk der koster 40 kroner i entré og smager af kælderkolde Vestfyns pilsnere. Alle smiler euroforisk høje.

Under ”Nederlag på Nederlag...” opfordrer forsangeren til fællessang med mic'en jaget op i fjæset på publikum.
Under ”Coke på Klods” opstår der spontant masseslagsmål mellem publikum.
Og under ”Emma” tæsker forsangeren rundt blandt publikum – efterfulgt af guitaristen der midt i soloen, løbende torpederer folkemassen med guitarhalsen. Ved samme lejlighed lykkedes det ham at flå jack-stikket ud af sit instrument.
”EJ FOR FANDEN!” snerrer Yogi bag trommerne ”Tag dig nu for HELVEDE sammen!”
Folk griner, før bandet samler teten op, præcis hvorfra de tabte tråden.
Det hele kører tight og professionelt. Det her er kultur i VERDENSKLASSE, samlende og sveddunstende på en gang, pakket væk under en overpyntet gymnasiefest midt Trøjborg, med lukketid klokken 23, sharp.

Jeg tror jeg har fundet den... Dansk punks hovedarterie HAMRENDE af hjerteslag, her i udkanten af Aarhus kerne.
Et pludseligt øjebliks klarsyn skylder over mig, midt i orkanens varme øje.
Ser den langhårede guitarist iført bandana og ærmeløs T-shirt, vælte ADHD'et – men musikalsk struktureret – rundt.
Ser den rankryggede bassist, taktfast leverer supplerende toner.
Mærker de bortgemte trommers intense puls.
Ser forsangeren flå T-shirten af sin skarptskårne krop og trasker dominerende rundt i lokalet under sit militante crew-cut, med de svedkrøllende hår klæbende til panden.
Og jeg får flashbacks.
Til mytiske scenarier. Til sort-hvide fotografier af vrede ungknægte, taget i beskidte kælderlokaler.
Jeg forsøger at huske hvad det minder mig om.... 
Og ved K-Town scenens hellig gral!
Det er som taget ud af legendariske Amdi Petersens Armé-fotografier holdt mellem svedende teenagefingre, drømmende om hvordan det mon var at være med dén gang. Jeg kender samtalen fra overoptimistiske folk der ud fra overhørte anekdoter og demo downloads væver myter om bandet. Om hvordan det mon var. Hvor vilde de var.
Og her står vi så, en broget skare der engang vil kunne tale om Brudte Løfters Aarhus debut. Ground Zero for resten af dansk hardcores liv.

Overopstemt flår jeg fat i en stol og svinger den triumferende over hovedet mens publikum nervøst trækker sig tilbage, før bassisten fra Bad Stroke griber fat i den og smider den i gulvet. En anden knægt kommer og forsøger at tæske den i smadder med en trampende fod.
Det ville være irrationelt ikke at smadre noget. Alle koger af adrenalin, eufori og billigøl. Ingen kan toppe det her.

Aarhus Midty - Century City, Europæisk-Kultur Hovedstad 2017 og Østjyllands stolthed...

Frygt&Lede i Aarhus natteliv 
Vi købte rammeøl gennem vinduet på en Shell tank, hermetisk forseglet af sikkerhedsårsager og skred så til efterfest i en lejlighed.
Vi forlod Trøjborg for en evighed siden. Et par fra tourfølget gik kolde i beboerhuset – men jeg hookede op med en flok, der tog ud på efterfest. På vej ud passerede jeg hipsteridioterne, der ihærdigt forsøgte at sabotere Commie Cowboys-showet. De sad og nynnede 90er techno. De sidste øl var for længst udsolgt – ellers havde jeg haft en at hyre i fjæset på dem.
Vi skred ned mod Aarhus byliv med skyllede op i transit foran en bar. Jeg havde brug for kaffe, brug for cola – ikke søvn. Aldrig søvn! No sleep till K-Town!
Ser bassisten fra Happy Hookers For Jesus i lang, kappelignende frakke, sort neglelak og en grimasse der skriger mordlyst, mens han sipper en øl i sig.
Jeg genkender et rundhovedet, skægget og evigt venligt ansigt, fra de sene timer i Hancock branderter i Dödsmaskinen. Han hilser på mig – opfulgt af noget i retningen af ”Hey! Rolig! Jeg ville bare lige sige hej!”. Jeg lignede et rådyr, fanget en trucks lyskegler. Hovedet sydede.

Var han med hele aftenen? Havde jeg ikke set ham før?
Hvad lavede han her? Og hvad lavede JEG her?
Vi skred videre og efter en halv nats march gjorde vi holdt ved Shell-tanken, før vi vadede den sidste kilometer ind i en varm lejlighed. 

”Du har ringet til Emma” 
Slår mig ned i dagligstuen, hugger friskbrygget kaffe i mig efterfulgt af dåseøl.
4-5 zipbags på størrelse med frimærker, smides på bordet. Indholdet ligner hvide saltkrystaller. En lille plamage krystaller pøses ud på et rødt bogcover om kvanteteori.
Indtagelsesmuligheder diskuteres. Folk er rastløse efter rusen.
Værten smider en pose mikroskopiske svampe med violette stængler på bordet. Flashback til Orphans. De er også en mulighed.
Der findes frem til en løsning, vedrørende stoffets indtagelse:
En ”dypper” efterfulgt af en bane eller to, nasalt indtaget. 
”Har du aldrig taget MDMA før? Nåh, men det skal du GLÆDE dig til!” bliver jeg fortalt. 
”Bare dyp fingeren... Og vis lige hvor meget du tar'! Ja det er vidst en passende mængde!”.
Har en halv fingerspids smurt ind i det hvide pulver. Det syder en smag af kemisk basiske salte på tungen, en kende beske. Smagen hænger ved ned gennem spiserøret.
Der lines op, det røde bogcover støves hvidligt til.
Hvæser en bane op i højre næsebor. Husker ordene ”marinerede glasskår”, da stoffet glider ind.
Den kemiskgiftige smag brænder skarpt og klæbrigt i svælget. Drøblen føles spiddet.
Føler en pludselig friskhed, spag opstemthed. Småtripper, kontaktlysten vokser. Det her virker udmærket!
En tilstedeværende insisterer på at vi hører Descendents' Milo Goes To College, albummet streames nu bragende ind i lokalet. 

”ARGH-HAAAARGH! Fuck... mand...”
Galden hvæser over tunge. Kummens vand klasker eftergivende. Tæskede fingre mod drøblen. En grødet masse af coatede peanuts skvulper ud mellem læberne. Kvalmen kom pludseligt.
Kravler tilbage ind i dagligstuen.
Anden runde. Tager en halv bane i mig. 
”Du kan vidst godt klare resten!” puffes jeg. Fint, lad os sige det.
Det brænder igen – men nogen har pludselig jaget en forhammer gennem højre side af mit kranie, der splintrede i spidse porcelænstakker og borede sig ind i hjernen af mig. Kulden siver mørkt ind gennem et terrassevindue.
En mager kvinde et ubestemmeligt sted omkring slut20erne støtter blidt mod min skulder.
Natten hænger melankolsk i hende, hendes vejrbidte hud, hendes evigt døsige øjne. Der er noget meget smukt over hendes sørgmodige væsen. 
”Er der... Stoffer?” et søgende smil vibrerer fra hendes venlige ansigt ”Jeg kan godt... Du ved...” ordene driver plørret frem fra hendes smil ”Godt li' at tage stoffer, du ved... Kan jeg ta' en bane?”.
Hvis ikke følelsen af åbent kraniebrud var så præserende ville hendes sørgmodige varme brænde sig durkt gennem mit bryst og smelte mit hjerte. 
”Shit... Jeg...” Får jeg fremstammet ”Jeg har ikke betalt gildet...”.
En vært har allerede budt hende stoffet.

Jeg satte Agent Orange på for lidt siden – men musikken virker for høj. Kvalmen hamrer igen. Kulden er for meget. Euforien er knust, menneskerne er uoverskuelige. Jeg har brug for ro.
Driver mellem gang og køkken. Her er for meget...
Efter 10 minutter kryber jeg tilbage ind i stuen, får to smøger af den kønne kvinde fra før. Ryger en halv og er ved at brække mig. Sipper øl i mig. Nærmest umulig at tvinge gennem spiserøret.
Kryber hen en lænestol. Trætheden genindfinder sig, kortvarigt. Kulden slikker mig vådt under fødderne. Tæller 14 mennesker – næsten alle på Emma – i en lejlighed.
Værtinden stirrer omsorgsfuldt på mig – foreslår at jeg går ind og sover.

Søvnen sitrer i led, i fingerspidserne, i øjenlågene, i brystet.
Jeg knaser ud under et tyndt tæppe. Vækkes af to andre gæster, der puttes i værtens seng. Han tænder levende lys.
Jeg døser væk. 

Euforisk exodus fra Aarhus 
7:50 er jeg vågen. HOLEs ”Violet” kører for fuld smadder i stuen.
Klokken 8 står jeg foran resterne af festen. 
”Malibu” på anlægget. Bøvede drengestemmer snøvler om ”Jernskjorten” mens jeg svæver ind i morgenfesten. 
”Hvaøh...” lyder det fra spisebordet hvor vi tog MDMA for et par timer siden ”Fik du noget ud af det, overhovedet?”
Svarer nej, men er ikke sikker. Jeg er træt, men har sovet fantastisk. Er fjerlet i hele kroppen. Diffus – men euforisk. 
”PÅ MED JERNSKJORTEN!” lyder det fra en brandert i bar overkrop, mens han flår T-shirt af drengespinkle mandekroppe. ”Hva, SKAL I se den DUMME tattoveringer?” lyder det opgivende grinende fra en hærget punker med fuldskæg.
Jeg kigger efter øl. Men der er kun tomme dåser. Vi havde vel to rammer med herind – og blev budt på en ramme Sort Guld som supplement. Der er intet tilbage. 
”Heyyyøøøøh...” en svedig arm klæber om nakken til mig ”Jeg er en bror! Og... Og jeg tænkte at... Jeg er en bror... Og om du også er en bror” tonser det rundt fra en halvnøgen mand.
Medgiver at jo, fint, bare kald mig bror. 
”Og som en bror...” forstætter han ”Som en bror – skal du så ikke have jernskjorten på..?” siger han og klapper sig på brystet.
Ser ingen grund til at være flabet så smider trøjen og mødes med et klæbrigt kram.
Står så og kradser mig på ribbenene uden at ane hvad jeg skal gøre.
Beslutter at tage hjem. 
”Doll Parts” spiller på anlægget. 
”Nåååh... Din Slambert... Fik du så noget for pengene?” lyder det drevent fra en lænestol, hvor to kroppe kærligt putter i MDMA rusens efterdønninger.
Ja. Gu' gjorde jeg så! 

Køber morgenkaffe og en sandwich ved busterminalens 7Eleven. Gumler det i mig på en bænk. Himlen er så krystalblå som den fås. Lyset driver skarpt ind fra øst over byens tegl. Suser mod Sjællands Odden over brudte bølger, lynende kollapsende mod hinanden.
Det er mindst 15 grader – og BRAGENDE solskin.
Jeg har brændt mindst 2000 kroner af over de sidste to dage. Har været i konstant søvnunderskud.
Overlevet en sen barvagt i Ungerens mudderstinkende Dödsmaskine.
Har nasset mig gennem Esbjergs deprimerende nat, indsnuset byens lørdag morgen, tilranet mig dens plader for optimistisk forlade byen.
Har oplevet Aarhus' hardcore scenes nok mest stolte øjeblik, sovet på MDMA og sjosket gennem byens stumme morgen.
Og nu står jeg her, på vej mod Stor København og en eller anden guddom luller sageligt mit sind ind i en tilstand af magisk eufori.

Sange til Fish-Town: Frygt&Lede klokken 3

Sang 1:
Klarsyn og sult

Jeg vågner umenneskelig tidligt. Min krop hader mig og mine ben ligger fastlåst mellem

to gutter i ske og et par ben. Jeg stirrer rundt i lokalet, med glas teraniummet med kakerlakker, den massive læderhjørnesofa, hvor to bandmedlemmer ligger forkrampet snorkende. Alle sover.

Det er umuligt for mig at finde en komfortabel stilling så kravler ud i entreen for at fange en halv times ekstra søvn og skrider så ud i Esbjergs lørdag formiddag.

Æder morgenmad på en bænk i byens gågade med udsigt over en åben plads, vidst påført om en art skøjtebane, og stavrer så ned af bargaden fra i går. Helt mennesketom – udover de to Konservative stormtropper der sydende spytter gift på gaden som da jeg glider forbi deres arbejdskorrekte frisurer og grønjakker påprintet giftigtgrønne partiemblemer som rygmærker.

Over mig er himlen så klar som man kan få dem.

Finder et par Slayer plader til en 50er i en støvet forretning, blandt brugt litteratur og secondhand pornoblade.

Siver gennem den menneske pulsende gågade.

Luften er så sprød som man kan få den – den splintrer med samme brudflader som chokolade.

Alle virker grå, anonyme, forede mod verden. De er sikkert gode borgere i nogens øjne – men med øjne som mine ser jeg bare hylstre. Kroppe til arbejde med hænder til forbrug og, i sidste ende, lig til bedemænd – de er ikke andet end pulsløse zombier der siver forbi McDonald's og glemmer de vigtige ting. De er alle dem der ikke rejste tværs over landet for at finde Den Gode Smag.

Lyset er så fantastisk som det fås.

Alle mennesker er grå. Undtagen de uniformerede partisoldater der sjosker rundt med flyers, roser, vindmøller, balloner og løfter om et bedre Esbjerg. Tør man sige på forhånd brudte løfter?

Kirkens korshær tigger penge med guitarspil. De synger om frelse i det næste liv...

”Musikken er et våben, ikke et mål i sig selv” siger de kloge.

”Pis mig i øret!” hvæser jeg af alle, der forsøger at binde mig den smøre på.

”Sokrates tog FEJL, Gud er en LØGN og Marx er DØD! Musikken er det ENESTE vi har!”

Gadens sten synger under mine fødder men jeg er nok den eneste der hører det.

Jeg ser døde forretninger, helt hule bag de pompøse glasfacader. Ideen med al det glas er at give en let og lys forretning, hvor alle varerne kan sole sig og skinne ud mod gaden. Nu ligger der bare brunt pap i døde mosaikker, slasket oven på hinanden. En forretning uden varer, uden tomme løfter, uden nemt købt succes ligner døde øjenhuler.

Gågaden dør her, med kadaverøjne plastret til i borgerlig propaganda.

Det får mig til at drive mod stationen, men først slår jeg lige et smut forbi Bogormen og render ind i folk fra bandsene på morgenrov.

Bogormen Esbjergs nok sejeste forretning. De ligger inde med har ALT der skal til for at overleve apokalypsen:

Splattervåben, jagtknive, klassiske tegneserier, ophobede actionfilm – og nåh ja… Den mest sindssyge samling hardcore/punk klassikere jeg har set uden for Repo Man! Vurderer at jeg ikke behøver spise resten af måneden så længe jeg ejer GISM og Angry Samoans på vinyl.

Da jeg sidder i toget overvejer jeg at tage et kørekort. Starte en fast rute mellem København og Esbjerg – bare for at tømme Bogormen for vinyl.

Måske tage forbi Industrien?

Sang 2:

Fri bar på Industrien

Det går pludselig stærkt med at få tømt Konfus' backstage køleskab for øl. Jeg får stukket en bajer i hånden og når vidst at få hældt tre Fernet shots i mig før jeg var halvvejs igennem den. Da jeg når halvvejs gennem den stikker CCs Dalle mig en halv øl i den anden hånd.

”Kan du drikke den?” spurgte han retorisk.

Vi genes udenfor mens Konfus aflåses bag os. Hvæser stumpen af en joint i mig. Brudte Løfters Adonis er åbenbart på vandvognen i aften – hvilket ikke afholder ham fra at kæderulle og –ryge joints natten igennem. En booker kommer halv stæsende i mod os med en ramme Harboe-øl under armen – der skal jo ikke mangle noget på turen, vel? En anden booker kommer haltende iført sort nittevest, krykker, hvide hospitalsbukser og et ben i gips. Han brækkede foden under Commie Cowboys. Hvordan fanden overså jeg det?

Vi driver ned i Esbjerg by – nærmere bestemt 200 meters bardistrikt i lighus-blå belysning krybende ud fra diskotekerne.

Følget trækkes ind under et rustent skilt der hænger over indgangen til byens alternative sted – Industrien. Overhørte tidligere snak om at ringe til Emma men ved ikke om nogen fik fat på hende, så for nu trækker jeg ud i stedets baggård, indrettet til rygerområde/terrasse hvor der sættes ild til endnu en pind.

Stedet søger en rustik indretning - solide trægulve med slidt lak, lakerede træborde, tung bardisk i træ. Baggrundsmusikken er en art udvandet, ligegyldig suppedas der utvivlsomt kan beskrives med vage adjektiver som "indie", "alternativ" eller "progressiv". Damerne er… Tjah… Ikke noget at skrive hjem om. De er kønne, ja... Men der er noget trivielt over dem. Næsten alle har meterlangt, glat hår. Det mest interessante kvinde jeg kan spotte er aftenens mobbeoffer, hvis nyplukkede øjenbryn får hende til at ligne et evigt spørgsmålstegn.

Men hey! Skide være med de damer – alkoholen flyder som var vi i Valhalla!

Indfinder mig med tour-følget ved et bord hvor en kraftig gut med langt, ildrødt fuldskæg smækker en flaske Tullamore Dew på bordet. Han pendler op til baren og kommer med en spand is, en favnfuld colaer og en stabel glas før han tronende slår sig ned og sender en anden gut op efter flere colaer og glas. Hold da kæft. Jeg købte min fjerde fadøl på Konfus for nok 3 timer siden og har ikke manglet – eller betalt for – drikkevarer siden. En favnfuld flaskeøl bliver smækket ned på bordet – jeg aner ikke hvem der betaler – og sådan kører det ellers bare.

Er mildest talt godt besjoffen da vi forlader beværtning.

”Vi skal have fat på en tattoveringsmaskine!” insisterer Tobias på vej mod den lejlighed hvor vi overnatter ”Jeg har nåle og blæk med!” understreger han.

Vi ankommer til den madrasspækkede lejlighed overfor ”Danmarks største offentlige toilet – tegnet af ham der osse lavede operahuset i Sydney” mener jeg at blive fortalt. Der deles Harboe øl ud, sættes ild på endnu en rundejoint.

Torsdagens fire timers søvn hænger stadig i kroppen af mig – og vi er vidst et par timer inde i lørdagen nu.

Går ud som et lys.

Sang 3:

Exodus til Fish-Town

Toget trækker ud af byen.

Det er ikke uden blandede følelser jeg forlader Esbjerg.

Det var ikke det mest sindsoprivende show, rammerne havde en klaustrofobisk klam kommunal stemning over sig og alt for mange virkede mildest talt apatiske over for de optrædende.

Men der var noget ved gæstfriheden, hjertevarmen, alkoholen – for ikke at tale om pladehøsten!

Og så var der bookerne - Fish-Town crewet...

Det kræver mere end bare God Smag at stable sådan et show på benene – den slags kræver dedikation, hjerteblod og nosser!

- og det BETYDER noget. Mere end kommunalvalg, skatteprocenter, prestigebyggerier og fallerede fo'bol' stjerners elendige dans.

Jeg har hørt folk tale om at det ikke er rejsen værd. At det er trægt og træls at køre heeele vejen til... Hvor-som-helst – for at optræde for fire publikum.

Men som knægt af provinsen VED jeg hvor meget de shows betyder – jeg ved at ingen by er forsømmelsen værd. Uden den slags kampånd, den slags idealer forsømmer man ungdommen og lader den rådne op i smagløshed - eller værre endnu:

Knuser den til desillusioneret mavesure møgsvin.

Uden den gnist af håb skabes isolatoriske, paranoide, indebrændte, alkoholiserede afskum. Man skaber en generation Slambert'ere - krøblinge, krøllet sammen i et mørkt hjørne med års giftig harme, vrede, afmagt pakket ned i et Luger-magasin, knugende pistolen i de rådnede hænder og i mangel på klarsyn plaffer løs efter alt der nærmer sig.

Men hvor ville jeg hen med det her? Men den her vage semi-biografiske opsummering af en ungdom i lede, skrevet en mørk midnats time?

Jeg tror jeg har tabt tråden... Men for at lyde klog vil jeg slutte natten af med en vag allegori:

Mennesker er aldrig mere værd end deres handlekraft – og er der noget Fish-Town crewet har bevist er det deres nærmest profetiske handlekraft!

I giver punken en puls i Esbjerg. I udretter sgu noget! I styrer drenge!

FRYGT&LEDE i uge 46, del 2: Enden på alting

Læs del 1 her

End of the line – for alting

Toget trækker ind i Esbjerg.

Stiger ud på perronen, ud i mørket hvor menneskeflokke sivende driver væk fra det hvæsende togskrog der i én dyb, dampende udånding tager trykket af sig selv. Driver over perronen, gennem forhallen hvis nikotingule klinkehav forsvinder bag mig som døren tungt og mut glider i bag mig.

Og her står jeg så ved indgagen til Esbjerg - der bevogtes af en karseklippet scooter-rytter dorskt parkeret foran stationen, vågende fra ryggen af sin forkrøblede plastikkrikke. Over for mig, tværs over vejen øjner jeg en anoreksi-lemmet teenagepige, højgravidt korsfæstet i egen ham af flintru brudflader lynende over hendes kobbersort nubrede hud. Passende velkomst.

Skrider skridtende til venstre, langs det bortkurvende banelegeme, passerer et jerngitterhegn tæsket op om en monstrøs, gold mudderplads af gråbrunt, lervådt søbe.

Et sted i baghovedet simrer mantraet ”Losing all hope was freedom”. Esbjerg må være den mest frie by i aften – om ikke andet fri fra prestigeræset mange andre byer lider under....

Vågnede radbrækket efter den syrende træthed slog mig ud og klinede mig op at IC-togets novembermørkt aftenkolde vinduesrude i en bevidstløs døs.

Hvor længe sov jeg? Hvor var jeg nu? Havde jeg overhovedet forladt Sjælland?

Forsøgte at samle mig, døsigt stirrende rundt i kupéen, der havde givet mig ro nok til at sygne ud af bevidsthed mens toget gled gennem mørket, hævet over villabygder der som dansende stjerner tavst gled forbi under banelegemet. Skred helt ud til endestationen og så ud i nattemørket, ud i Esbjerg der føltes som The End of The Line, for alting!

Og her stod jeg sig midt i deroutens Ground Zero.

”Jeg troede det var et SPILLESTED!”

”Konfus?” bræger jeg efter et par teenagere og guides mod en indgang nær en halfpipe.

Jeg kunne umuligt have gættet mig til det. Her, midt ud af ingenting tårnende en kolonne kantede bygninger sig pludseligt op af den sorte asfalt. Et hvidmalet skrog zig-zaggende vægge i minimalistiske træk pyntet med kvadratiske glasflader. Bauhaus. Totalt sjæleløst.

Kravlede indenfor og blev mødt af en af showets bookere.

”Hey! De andre er backstage! - Du kan bare gå derud!” hilser han mig med en velkommen invitation. Presse privilegier.

Jeg står ved barens blanklakerede disk og føler at jeg lidt abrupt er brudt ind i en hårdt sammentømret klike. Stemningen er udmærket men der er noget ved deres alder der virker deprimerende – skæbner der aldrig slap væk og som, langsomt men sikkert, er ved at affinde sig med livet i Esbjerg. Så jeg smyger mig om backstage – og mødes af roadie, Commie Cowboys og halvdelen af Brudte Løfter samlet i et sofamøblement i det lyse lokale. De slår halvdødt mave med et spil Trivial Pusuit. Rock'n'roll, eh?

Mellem dem står et sofabord linet op med frisk frugt bugnende i en glasskål, sort kaffe dampende varmt forseglet i to termokander og vigtigere endnu:

En flaske frisk Fernet Branca som supplement til lokalets køleskab proppet med øl&vand. Som aftenen skrider frem fyldes køleren jævnligt op med nye Tuborg.

Der spares sgu ikke på noget!

En booker passerer os og tjekker ølsituationen. Tjekker, lidt overordnet, om alt er ok.

”Hvor mange betalende gæster er der kommet?” bliver det slynget ud.

”Altså... Ud over ham?” grines det supplerende med en fingerspids rettet mod Deres Mand i marken.

”Fire...” lyder svaret tørt fra bookeren ”Men jeg tror snart I skal gå på... Det er noget med lydniveauet” svarer han, lidt søgende.

”LYDNIVEAUET?!” snerrer Kasper ”Jeg troede det var et SPILLESTED!” hvæser han halvarrigt.

Han svares med et tomt blik og en lettere opgivende mine – bookerne er bundet på begge hænder.

Et sted, i et mørkt kælderlokale, sidder en kommunalansat bureaukrat, skjorten boret dybt ned i ridebukserne, de blankpolerede støvler i knæhøjde rastløst klakkende i gulvet som han utålmodigt stirrer på telefonen, afventende et opkald:

”Jaaaaøh, deeet fra stationen" lyder det træt i røret.

"Vi har haft en... sånnen... Støjklage, du ved... Ned fra de der langhårede ved øøøh... Kåång-fus. Men de virkede jo meget tilforladelige..." fortsætter den pædagogisk tålmodige røst.

Ordren tikker ind

"Jow, mennøøøh... Er det ik' at overgøre det en smule? … Nej men... Ok! Ja... Jo. Javel!”

Før morgenen gryr ville stedet være ribbet helt ned til kobberet i væggene – nedlagt af hensyn til naboerne. De unge kunne jo tydeligvis ikke administrere den hårdt prøvede tillid kommunen havde tildelt dem. Så Konfus må lukkes. For stedse.

Og bare tænk på alle de PENGE kommunen sparer på driften af stedet!

Men tilbage til virkeligheden.

Frygt, lede og brudte løfter

Aftenen lover bestemt ikke godt – til trods for den enorme gæstfrihed man mødes med. Publikum bestod nogenlunde 50/50 af lokale aktivister, to betalende gæster – og af Commie Cowboys og Deres mand i felten.

Tidligere stod jeg i baren mens min fadøl blev skænket. I døren fanger jeg glimt diskussion mellem en spinkel men meget bestemt kvinde og et dusin gheddo-kidz (eller hvad fanden PC-ordet nu er for de børn af immigranter fra det Mellemste Østen, hooked på 3. rangs gangsta rap, bøvet hustler-attitude og tøj der SKRIGER slum-prestige). Jeg sippede det tynde lag skum af øllet og overhørte brudstykker af en samtale. Uden at gå i dybden forestiller jeg mig at den kan opridses sådan her:

Drengene ville gerne ind – du ved bar' tjek det uuud... Se hvad der sker, du ved! Lige hæng' lidt – måske spille lidt bordtennis. Ideen med entré havde de vidst ikke så meget til overs for – de virkede langt fra ivrige efter at betale. Jeg forlod baren med en vag hovedrysten og en kold øl i hånden – og så ikke mere til drengene den aften.

Esbjerg for Helvede!

Men hvorom alting er så går aftenens show altså i gang i en kold atmosfære af frygt, lede. Det befolkningsmæssigt afpillede (i mangel på stærkere ord) lokale, brandgodkendt til 86 mennesker hvis jeg husker rigtigt, ligner med sit bulemiske publikum en spontankoncert stakket på benene inden for den sidste halve time. Caféborde i brysthøjde står prakket sammen i en klynge nær ydervæggens vinduer. Et sted, 5-6 meter væk fra scenen, bagerst i lokalet, står lydmanden gemt væk og scenen selv virker så velholdt at man skulle tro den var uindviet. Jeg kan mærke en klam klo flænsende krybe op af min ryg mens golde læber støvet hvæser mig i øret:

”God kultur er ren kultur! Rene rammer er trygge rammer! Sterilt og rent er rart!” Ved Lucifer! Jarlovs ånd hjemsøger stedet... Hvor er mit uhellige vievand?!

Det er vidst underordnet – for i det skarpe scenelys går eksorcismen i gang, ledet af Brudte Løfter.

Hvis setuppet lover dårligt, skal jeg da lige love for at Brudte Løfter er et passende navn til første bandets præstation:

De rammer salen som en springskalle der gir' Esbjerg så hatten passer. De tonser som altid derudaf, fuld hammer på, karismatisk levende scene energi – leveret fra især bandet altid dynamiske duo udgjort af guitarist og forsanger – sidstnævnte begynder at lave pull-ups i en bærende bjælke over scenen da breaksene bliver for lange for ham.

To teenageknejte tonser fjollet rundt i kejtet pogo mens en kameramand konstant møver sig frem mod bandet mens han med sin enorme spejlreflekslinse stukket i synet af bandet forsøger at DOKUMENTERE hvad der sker. Han får utvivlsomt gode billeder med dét show der leveres - men at se hans ryg, med kameralinsen jaget i snotten på de optrædende virker sgu lidt tragi-komisk.

Jeg har efterhånden set Brudte Løfter en god del gange. Jeg kan ikke huske hvor mange præcis. Missede jeg egentlig deres show under K-Town Fest 2012, den regnvåde søndag i Dödsmaskinens klamme atmosfære, der stank af våd cruster og tung nikotin?

Husker bestemt at jeg kørte en smadret flaske over halsen da de varmede op for Zero Boys, smadret af alkohol og en hårdkogt depression. (har stadig en arrest et sted på halsen).

Under KBH Fest 2013, så jeg dem vende hjem til København som en flok sejrrige krigsguder, efter en smadret Europa-tour ("Du fik aldrig nok søvn, du var hele tiden on the road - det ENESTE du KUNNE gøre var at blive VED med at spille", husker jeg at have overhørt guitaristen sige) - og brænde så hårdt igennem at det var vanvittigt! Trommerne tæskede som altid febrilsk igennem, Tobias (guitarist) svævede i nærmest umenneskeligt tilbagelænede positure (90 graders perfekt vinkel mellem ryg og lår) – selv bassisten virkede ekstra levende – mens forsangerens muskelspændte legeme i det marmorblege genskær, lynende over kroppens blanke svedfilm, mest af alt lignede en af Olympens marmorguder der tilfældigvis gæstede menneskeheden.

Og Ungerens 5års fødselsdag... Showet var så afslappet – dog så hårdtslående – leveret, at der kun kan have været tale om ren og skær territorial afpisning fra bandets side.

Alligevel er der noget over dem i aften...

Et så affolket lokale burde virke demotiverende – men præstationen fejler ikke noget. Hårdtslående, hyperaktiv, knobrækkende, tandflækkende hardcore der giver en gedin musikalsk røvfuld til alle tilstedeværende som altid – selv om rammerne giver ikke lejlighed til det ekstraordinære.

Men energien... Den underliggende energi, dynamikken, det kropslige sceneshow. Det virker ærligt følt, ukontrollabelt, råt, impulsivt – pulserende hjerteblod.

Her er tale om et instinktivt højt niveau – muligvis indterpet men højest sandsynligt også resultatet af en art naturlig karisma. Uden at skulle gøre mig for klog på hvad der foregår ville jeg mene at den slags er en sjældenhed.

Mange af sangene leveres med en kant, der i aftenens kontekst virker som nærmest beske dummeflade til byen. Eller rettere:
Til alle de idioter der ikke er mødt op i aften.

Jeg er ikke sikker på om bookerne fanger refrænet eller temaet i ”Nederlag på Nederlag på Nederlag” - men med deres sisyfos-bookeri burde sangen nærmest svig som saltsyre i et kødsår.

Under ”Bedre End Dig” virker forsangeren nærmest harmt – og smådrillende - udlangende efter publikum med bidende ord og snerrende in-your-face attitude, hvilket måske virker en kende berettiget. Brudte Løfter trod salt er prima hardcore – musik i verdensklasse. Her står vi en flok forkølede gæster i mørket - der får mere end fuld valuta for pengende – mens en flok dorske aktivister ganske upåvirket af situationen søber rundt i eget selskab i baren.

Men hey! I det mindste fik var der nogen ildsjæle der bidragede til lokalmiljøet – måske endda påvirkede to snottede teenageknægte i den rigtige retning. Og dén sejr kan INGEN tage fra dem!

...og så for øvrigt: Fåk resten af Esbjerg! Måtte byen kløjs i Vild Med Dans!

”Jeg går KUN i sort!”

Tobias pakker merchboden sammen. Efter et kvartes intens kamp måtte han droppe at sælge noget. En teenageknægt i sort, forvasket t-shirt, sorte arbejdsbukser og en halv meter slasket hår spurgte efter en t-shirt i sort.

”Desværre” lød det venlige svar ”men hvid ER altså også en cool farve!”

”Ja for helvede! Køb dén og et par hvide high-tops og så kører det!” tilføjede jeg ”Eller klip den op og brug dem som backpatch!” Jeg blev mødt af et forvirret blik.

Han vejede en 7” mellem fingre. Havde ingen pladespiller – ville ikke købe.

”Den blir' PENGE værd en dag, knægt!” forsikrede jeg ham ”FØRSTE tryk, du! Brilliant måde at starte pladesamlingen på!” Han tøvede.

Jeg er ikke en af de mennesker der mener at folk selv er i stand til at vurdere god kultur. Det hele ender som regel i udkogt hamburgerryg, buræg, Jarlov, Vild med Dans og... UGH! Radio Nova... Nej du! De skal påtvinges God Smag - helst efter foie gras-princippet!

”Du kan for helvede også bare GI' bandet dine penge! De er FATTIGE KUNSTNERE!” hvæsede jeg tørt. Tobias grinede hovedrystende af situationen.

Knægten kiggede igen på T-shirten, roste bandet. Cool band, cool tryk... ”Men jeg går KUN i sort!”

Jeg fik lyst til at råbe af baren. Råbe efter Gorilla Angreb. Men de sætter metalcore på.

Så skrider om backstage til en kaskade af Fernet shots. Commie Cowboys var oppe at køre. Hvorfor holde sig ædru?

Det virkede som 40 års ørkenvandring siden jeg sidst så Commie Cowboys. Jeg mærker shotsene gøre underværker – tror jeg ser dobbelt... Eller er publikum vokset?

Omtrent et dusin mennesker – udover bands – indtager koncertsalens mørke.

Bandet sætter i gang. Gedin hardcore'n'roll der tæsker gang i en knogleflækkende pit af tonsende kroppe. Dette er utvivlsomt aftenens hovednavn – uanset om Dalle, forsangeren, i sin koldsvedigt stakåndet snøvlen mellem numrene ligner halvanden overdose. Publikum er halv-euforiske over showet som der fyres nye numre og fnat-catchy klassikere af. Bandet er måske ikke i topform – men de er fandengalme på hjemmebane!

Et af deres nyere numre rammer mig som rimelig Motörhead præget, hvilket er ganske underholdende.

Pitten består nu af hele fem mand, der tæsker livet ud af hinanden. Dette er bookernes finest moment – det øjeblik de har ventet på siden de fik aftalen i land.

Driver ud i baren efter øl – sørger for at holde den hermetisk lydtæt forseglede dør HELT åben så folk får muligheden for at blive mindet om at HEY! Der er et show i gang. Spotter en gut iført raver-goth bukser. Han virker ligeglad med bandet. ”Nyd dit 1500 kroners modetrip” tænker jeg arrigt ”mens resten af os nyder for 70 kroners musik!”

Tilbage i den mørke sal er guitaristen i gang med en sydende solo med instrumentet på nakken. Knægten er jo den vildeste guitarist! Bestemt bandets Es - især i aften.

Der kræves ekstranummer og en rock-medley starter med introen fra "Fortunate Son" der glider over i "Born to Be Wild" før de knalder afsted med "Short and Vicious" vidst nok?
Et ganske udmærket show der dog ikke rokker ved mit verdensbillede. Commie Cowboys er stadig en fest der tilfredsstiller alle.