Slambert rapport for uge 36

Torsdag d. 12. september

Jeg tanker op på Harboe øl og discount chips i forsøget på at komme mig på de ”underværker” som mit uhygiejniske køkken i blanding med discount-pulverkaffe (og muligvis mit hyppige junkfood forbrug) gjorde på min tarmflora, tidligere i dag.

Min lejlighed ligner Berlin 1945 - hvis byen havde været bygget af flaskekapsler, øldåser, obskure koncertflyers og beskidt service.

Økonomisk set er jeg vel ude at skide, da jeg reelt set ingen indkomst har – men har alligevel valgt at kaste papirflyseskadriller af hundredekronesedler efter lavkulturelle kuriositeter der nu ligger spredt ud over alle plane flader i lejligheden...

Og livet er skønt!

Men lad os spole tilbage til den længst forgangne uge – med start i sidste onsdag:

4. september, 2013.

Kødbyen kalder!

I indre Københavns yderhjørne ligger denne industrielle mastodont af klinkebelagt beton der huser fødevaregrossister og kødaktioner samt rømmede slagterier omdannet til trendy cafér og obskure spillesteder.
Denne aften var der lagt op til flyveskaller, sprængte sener og blodplettede gulve på matrikel nr. 18 (også kendte som KB18) da byens punk og hardcore entusiaster blev budt til én dags festivallen YOUTH ENRAGE FEST.

Spillestedet selv er en sælsom skikkelse:

Et nedlagt slagterihus omdannet til diskotek/spillested, klinisk renset for stanken af harsknet kreaturblod, hvor gæsterne ledes gennem et mørkt gang areal til det klinkebelagte indgangs-/barområde, badet i en neongulnet aura (med arkademaskiner og dankortterminaler i baren, der giver det hele hint af in-sted); en sort ”balsal” båret af massive træbjælker, der runger af slumraveræstetik; og toiletter plastret til i gul og rød fluorescerende klistermærker der råber højt om forgangne breakdance, dancehall og hiphop arrangementer i plørede mosaikker mellem sorthvide dødsmetal og snotpunk-stickers hist og her.

Stedets ambivalens tog virkelig pusten fra mig i februar, da voldspunkorkestreret HOAX, i ledtog med de amfetamin deliriske post-punk/støjensemble ICE AGE og de futuriske absintbranderter TUMOR WARLORD, gæstede spillested:

Skaldede dørmænd, der lignede reserver fra uropatruljen, mødte punkerafskum og No Wave-eliteister med hul pseudo-autoritet, beske miner og harske krav om brug af betalt gaderobe - eller decideret krav om "Gå ud og køle af" i den bidende februarkulde, som en af mine bekendte (der efter to kartoner papvin får øjne så sydende som meth-vrags tredjedags trip) oplevede det...
Denne fint følte introduktion var imidlertid intet sammenlignet med det sadistisk perfide vanvid, der efterfølgende fandt sted:

Knapt et kvarter efter HOAX havde blæst ballet af – vel nok omkring midnat* – viste det sig at stedet var dobbeltbooket da provinsens bodybuilderbærme bragede ind til lyden af kvalmefremkaldende, indvoldsdunkene og kranieflækkende bassrytmer (det mindede om lagerøls-tømmermænd) leveret af en bredskuldret, frisørtrimmet, V-neck klædt solarietæges pestpudsgrå Macbook.

Jeg gjorde det eneste fornuftige:
Evakuerede omgående området, i en sky af gallefrådende galpen op om techno-fascimens syge væsen!

...men tilbage til september!

Det efterårskølige aftenmørke har så småt indfundet sig da jeg stavrer gennem en af Kødbyens mange indgangssluser.

Min krop summer overraskende beruset – 50 cl lagerøl burde ikke slå mig ud.
Ved min ankomst til spillestedet render jeg ind i en flok helsingoranske punkere, falder i ligegyldig sludder, drikker deres øl og opfanger pludselig den spage knitren af støj der pennetrerer tommetyk beton.

”Er de gået i gang?” slynger jeg søgende ud, men forsikres om at det nok er en lydprøve (senere gik det op for mig at der var tale om LESIONs ti minutter korte show).

Jeg rykker kort efter indenfor, betaler entré til en veldrejet blondine iført DEAD KENNEDYS t-shirt og en tvært træt mine og vader lige ind i en kontant nævedans:

De knapt-så-80er-agtige RUINED brager derudaf som en afstumpet ork-armada udstyret med bazooka vokal og supleret af tordenende bas, indvoldsblodige beats samt hårdtslående riffs i en musikalsk voldsspiral, præget af tung Boston hardcore slæmmet op med elementer af crustet D-beat.

Forsangeren minder om en indebrændt provins straight edge'r, der efter sin afgang fra bodegamiljøet har brugt resten af sin ungdom på mælkesyresydende workouts i en fugtig betonkælder til lyden af Cro-Mags og sin egen konstante banden af mantraet ”Fuck det her hul!”. En attitude der - som et knojern i sylten – har sat sit tydelige præg på resten af bandets til gang til tingene.

Deres optræden føles som at blive taget ud af en sværm af hårdtstampende gummisko – om end de knalder en velfungerende post-hardcore ”ballade” af som sidste nummer.

Til min store fortrydelse er min løn ikke tikket ind og jeg må undlade at købe deres 7”.

Jeg stavrer tilbage til baren, køber øl, foretager ordudvekslinger om sidste optræden mellem smilende ansigter og apatiske miner og stavrer tilbage til scenen hvor Wagner-styg orgelklang (af 8bits kaliber) varsler at TUMOR WARLORD er i fuld sving - med det der viser sig at være en grufuld take-off:

Lydmæssige problemer under førstenummeret får bandet til at lette som et Hercules fly slæbt på katastrofekurs af udbrændte motorer!

Især vokalen lider voldsomt under manglen på messende delay:

Havde dette været min første introduktion til bandet var jeg skredet og havde afskrevet bandet som et midaldrende og udvandet stener-metal.

Det faktum at jeg kender og dyrker bandet i småfanatisk grad får imidlertid sabotagen til at virke som et blasfemisk udtrykt ønske om hjælp til harakiri.

Med andet nummer formår krigsguderne dog at rette op før de tager afsæt med ”The Flesh is Weak” for katapulterer sig af sted som en bragende Concorde med numrene ”Parasite” og ”Bio-Machine”.

Publikums begejstring overgås knapt af bandets – og ikke mindst den badesaltsdrevne forsangers – energiske vildskab.

Resten af bandets optræden brager uhæmmet der ud af herfra og kompenserer til fulde for den problematiske start.

Min krop koger stadig småeuforisk da THE WAR GOES ON går på.

Bandet gør vel, som altid, et udmærket stykke arbejde med deres mørke melodier akkompagneret af tobak-&whiskeyhæse fraser om harsknet livslede i et nihilistisk værdivakuum.

Det til trods formår bandet – endnu en gang – ikke rigtigt at fange mig med deres live optræden og min øltilsølede hjerne fodrer mig i stedet med undrende tanker:

Hvorfor får de hypet deres navn i smadder af endeløse shows i Københavns lille andedam?

Er de virkelig noget nyt – eller blot patchwork kuriositet fra det ”gode gamle København”; en tid mange drømmer om, måske en kende for rosenrødt – og som endnu flere ikke engang deltog i?

Er bandet i virkeligheden bare (som navnet lidt hentyder) blot NO HOPE FOR THE KIDS, pt. 2? 

Ældre, klogere, mere udbrændte – men stadig de samme         teenagemelankolske K-Town relikvier (med support fra en delvist rehabiliteret kaospunker)!

Indrømmet – folk med selv den spageste ide om god musik (JO! Det FINDES OBJEKTIV GOD musik! ...spade!) kan genkende de musikalske kvaliteter i bandet...

Men selv den skarpeste flamme vil med tiden brænde ud og dø som en rødulmende glød svøbt i en depressionsgrå røgsky.

Måske lever bandet blot på det ugudelige mantra, der runger gennem den til tider småabsurde K-Town mythos (der bl.a. berettiger denne blog) som AMDI PETERSENS ARME - ironisk nok – definerede for knapt 12 år siden:
”Ser op til ham – han var med den gang”.

Mens min bevidsthed kæmper sig tilbage til virkeligheden, gennem de vatterede øltåger for at gen-manifesterer sig i nuet, går det op for mig at det show jeg har oplevet nok er en af de bedre gearede optrædener fra denne fortsatte krig (mod depressionen?).

Efter deres afslutning indfinder jeg mig ved, hvad der er ved at blive københavnerscenens faste fast-food pusher - den snaskede burritobod SPEEDY GONZALES - i håb om at en godt krydret omgang tex-mex kan kompensere for alkoholens drøje indvirkning på mit system.

Efter at have gnasket mig igennem aftenens sidste snaskede burrito laller jeg – stadig småplørret – ind for at se de lokale afguder fra NIGHT FEVER levere en omgang gedine øretæver.

Bandet manifesterer sig dog ikke så hårdt og håndfast som folk havde forventet.

Ved start virker de hæse, udbrændte og halvsløje - som en flok vodkagennemblødte andendags branderter, der lige formår at holde de første par indterpede sange tight.

Publikum virker tøvende, som en kult af sekt medlemmer der døsigt stirrer på denne flok småfolkølede hardcore punkere...

Da de pludselig nosser sig sammen og rammer spillestedet som stormslaget fra en regn af neutronbomber med nummeret ”INSANE” opfulgt af ”WHEN WILL THIS END?”.

Folkemængden har tydeligvis ventet på lige præcis denne eksplosive energi og et spontant masseslagsmål eksploderer foran scenen inden for få minutter.

Mine fedtede briller tigger mig om unødig meget skade - og de sidste rester af fornuft giver dem ret og jeg evakuerer slagsmålets epicenter.

Denne absurde sadomasochistiske gerning har imidlertid pisket både bandet og tilskuere op – og seancen opfølges af bombardementer af hårdtslående klassikere og overgearede numre der får vakt liv i hele den tætpakkede publikumsmasse, før bandet runder af med et (for NIGHT FEVER) depressionstungt nummer.

Den følgende pause mellem de to bands rammer mig ekstremt hårdt og alt virker til at smelte synkront med mine alkohols gennemblødte hjerneceller.

Jeg er derfor – kort sagt – drænet for energi da HEX DISPENSERS går på.

De fyrer op for en opstemt fest med et set af napalmklæbende ørehænger punk, gennemsyret af klassiske amerikanske punk outfits som THE RAMONES, MISFITS og AGENT ORANGE – med en snert af skramlende garage lyd.

En skam at jeg ikke formår at nyde bandet i samme grad som den kønne blåhårede dame, der storsmilende slår sig ned overfor mig i bararealets sofaer.

Hun småskammer sig over at være for blæst til at nyde mere af showet.

Jeg kæmpede med samme problem fra showets start:
Oven på NIGHT FEVER hungrede mit hjerte panisk efter mere adrenalin – mens min hjerne blev flået rundt i managen af KB18s halvdyre dåseøl.

Flad, sur og stiv gør jeg det eneste jeg kan overskue:
Siger fuck det hele og skrider ud i den døde nat.

Spol frem til torsdag:

5. september 2013

Jeg tropper op i Ungdomshuset, ved løftet om to udemærkede bands på menuen (SUBHERO og VICIOUS IRENE). Hvad fanden sku' jeg ellers foretage mig som arbejdsløs?

Genkendelige ansigter popper op overalt i gården, men jeg føler ingen trang (eller snarere invitation) til reel kontakt de folk der hænger ud.

Efter lidt løs småsnak med en nogen folk i gården sniger jeg mig op til øvelokalerne for at ta' en øl med MDA – der til gengæld truer mig med en hobbykniv og stempler mig som hipster, som følge af mit lidt for casual outfit og den latterlige hårtot jeg ikke trimmede væk forgående eftermiddag.

Jeg er en taber blandt tabere...

Til trods for hidsige advarsler fra de skunkskæve grindcore afskum i MDA begi'r jeg mig nedenunder for at tjekke SUBHERO ud.

Bandet leverer et udmærket, aggressionsspækket crossover set.

Hårdtslående og gedint – om end et par thrashede soloer hist og her kunne klæde dem VIRKELIGT godt.

Når jeg ikke nyder den indebrændte lyd af tight punker-thrash smågriner jeg af bassistens outfit – der mest af alt ligner en spraglet 20årige Cali-skater, anno-81, der efter et par års fravær har valgt at vende tilbage til skater scenen i de nok mindste hot-pants og strammeste t-shirt jeg længe har set.

Langt bedre end jeg huskede dem.

Næste band er svenske VICIOUS IRENE.

Et brilliant, D-beat drevent kvindeband med en gennemgående snert af både L7 og meth-påvirket Patti Smith over sig – og enkelte numre der klart trækker på ældre amerikansk punk som RAMONES etc.

Deres langhårede trommeslagers hår flagrer som en anden glamrockers manke - dog som følge af hendes pryglen af trommeskind.

Sammen med drukpunker-anakronismen Pik (der er lisså hyped over bandet som jeg er) forsøger jeg at starte en form for pit, der vidst mest ender som en skueplads for to stive idioter...

Gedint leveret kvinde hardcore som svenskerne åbenbart har føreteten i for tiden..?
De virkede der ud over som en flok søde unge damer der meget ydmygt og småcharmeret solgte mig en god stak band merch (deres 12” er værd at tjekke ud, hvis du savner tøse-punk med ben i næsen!).