Fredag d. 6. Juni
Og turen gik til Stengade – forbi
Folkets Park med sit rakkerpak af hobby hustlere og eksotiske
sæsonarbejdere med halve liv pakket i Netto-poser på cykelstyr
lænet op af kvarterets herberg. Jeg kastede en tom øldåse fra mig,
skrånede over pladsen ved Stengade, værftede med entréen efter
dørmanden (en afstemt ung gut, med ro, frem for rabies i øjnene) og
blev stemplet ind til aftenens førte band.
MICROBES
”FISSE! … SEX! … HITLER! ..
NIGGER!” skreg de som intro, tilbage til deres debutkoncert på en
forårsklam 1. marts i Helsingør... Og hamrede derudaf med en
fordrukken, grovkornet og øldelirisk omgang røvballe punk som en
anden flok levende døde teenagere fra en kæledyrskirkegård på
Mars. Nogenlunde hvad man kan forvente af en flok drengerøve i to
aldersgrupper med Kværn T-shirts i gaderoben og øvelokaler på
Elværket...
Denne aften missede jeg et halvt set
men nåede at opleve en underholdende optræden med smånørdet mimik
og gedin, flabet punk rock der tæskede prædikatet ”SCUM OF THE
EARTH!” i fjæset det adspredte publikum i den mørke sal med
sidste nummer.
Microbes er hverken den dybe tallerken,
punkens hellige gral eller noget der giver blodsprøjtende
prostataorgasmer. Til gengæld er deres flabede, sydstats-blues
infusionerede punk rock tilpas primitivt, råt, underholdende og
brandertorienteret til at få Slambert redaktionens Seal of Approval!
LAPINPOLHAJAT
Havde for travlt med at nasse smøger
fra Orphans's Katarina, snakke med de yngre halvdele af Microbes og
drikke mig fuld på Stengades grusgrumsede forplads til at bemærke
at aftenens finske indslag var gået på før de nåede midtvejs i
settet. Heldigvis leverede det laplandske brændselskompani varen
hele vejen igennem. Genremæssigt lå bandet et sted mellem
straight-up finsk hardcore punk og beskidt cali-punk rock og var
gennemført gedint og pisse catchy, iklædt slidt punkerham af
rynker, nitter og veste (for den ældre del af bandets medlemmer) og
en lettere tilbageholdende attitude for de to yngre gutter
(trommer/bas) der er taget med på slæb af veteranerne. Deres
lead-guitarist gav mig af uransaglige grunde associationer til en
fordrukken udgave af Angus Young (muligvis på grund af hans
six-pence og den vildre frisure der stak ud under den). Ok svedigt
band!
THE MONOLITHS
...tog fra med lidt tekniske problemer,
hvilket medførte kommentaren ”Super god idé at køre uden
lydprøve!” fra de billige rækker. Dette forhindrede ikke bandet i
at tonse af sted som et transvedende, febersygt udknaldet,
støjknasende godstog der næsten fik Mudhoney til at lyde som en
tynd kop te sammenlignet. Andet nummer blev sparket i gang, for at
blive afbrudt af guitaristens randrusianske udbrud ”hva' er det for
et nåmmer?” før hans gelejdes til hvad jeg husker som nummeret
”Big Dog” (fra bandets formidable 7” EP)... Og en lydmur af
elektrisk ekstase hamrede ud i lokalet som en sky af kaotisk
distortion-opium, der fik rygraden til at syde spastisk under
flimrende eufori og sparkede bassiten omkuld under nummerets
afslutning. Og jeg var i stødet! Tørstede efter dans, pogo,
skrammer og skrigen med på alt de nogensinde har skrevet... I stedet
blev jeg mindet om at jeg ikke befinder mig i fremtidens neurologisk
opiumsbule, flydende af ketamin og honning, men midt i et fordrukkent
misbrugsmiljø sydende af underliggende frustrationer, da
trommeslageren sparker sig snublende gennem sine instrumenter,
skrider fra scenen og forsvinder...
Var det dét?
Ikke helt: Guitaristen kastede sig
hovedkulds i en halv redning mens han storgrinende klimpede et
sporadisk cover af ”Herfra Hvor Vi Står” af, før han gav op og
sagde tak for i aften...
CONDOMINIUM
Aftenens sidste band spillede noget
længere med en sælsom blanding af overivrig apati og rastløs
støjpuls. ”De spiller jo bare hardcore!” forsikredes jeg om af
Martin Rabalder da jeg påpegede at deres lyd og stil gav mig
kraftige associationer til aarhusianske Bed Bugs og måske, en kende,
til lokale Iceage – et skrigende, pulserende kaos ekshaleret i
diffuse, hvileløst astmatiske åndedrag; smældende støn sitrende
som en en muggen karklud klasket mod en el-ledning. Ikke at det var noget der fangede deres mand i felten - hvilket nok er grunden til at jeg skred i baren før bandet var færdige.
Tror I vi er færdige? Fanden galme nej! Slamberts Blog vender forfærdeligt tilbage med egocentrerede anekdoter fra pinsen og Københavns snaskede undergrund snarest muligt med del 2:
