KBH FEST 14 - fredag

”København ligner alle andre byer” brægede Eik Skaløe, dryppede spektralt ud fra købstadens teglrøde mundvige og blæste væk i Pakistans knastørre ørkenvind...

FREDAG d. 7. Marts
Står i Ungdomshusets gård. Hvæser astmatør cigaretrøg ud i Nordvests begsorte nat, klam af sileregn der skrigende smælder mod byens rå asfalt i stive krystalstænger. Mærker K-Town mystikken smuldre væk mellem knugede fingre, klaskende bort i klumper af råddent kød som et fordærvet foster. For et år siden var hele byen et glubsk gab af endeløse shows, ukendte afkroge, håb og drømme i 120wollts pulsslag – nu er jeg indgroet i de endeløse nætter, endnu en håbløs brandert med stanken fra D61 imprægneret i huden, drømme så tørre som atmosfæren i Dödsmaskinen. Der skal drikkes... Bare drikkes!

Ankom omkring 22.30, vadede ind i Ungerens balsal og blev ramt af en tonstung trykbølge.

PARASIGHT var i gang.

Bandet skvulpede mudrede D-beat tsunamier ud over scenekanten, spildt lukt fra en buldrende heksekedel basgrødet, støjkværnet og ligefrem crust. Eller hvad fanden de nu spillede...

Vokalen ga' mig vage associationer til amerikanske Østkyst bands (fra sen-80er æraen) mens deres breaks skreg hvinende som dødvægtstungt tysk artilleri hamret fast i Østfrontens blodrøde mudder. Trak på skuldrende, stirrede kort på spilleplanen – konstaterede jeg havde misset INDÆDT og drev ud i gården.

Sidst jeg så INDÆDT var tilbage i den koldklamme december.

Forsangeren (i en ham af solbleget mudderblonde dreadlocks) ætsede sig arrigt gennem lokalet med giftigt nidsk attitude, skærebrænder blik og en intenst skrigende vokal ikke ulig lyden af porcelæn knust i en industriblender filtreret gennem stiv kuling. Resten af bandet fulgte trop med tænderskærende crust punk, trukket ud i træg monotonitet som en konstant, vedholden puls af smadret glas med undtagelse af enkelte numre – bed den gang mærke ved ”Brudt Ned” som bandets stærkeste nummer. Men det var december...

Tilbage til marts til næste band jeg ikke var videre optimistisk ved.

DEAD ACTIONS

Det eneste jeg havde hørt fra bandet forud for denne aften var et par overpolerede demonumre der lod meget tilbage at ønske for folk der aldrig rigtig købte ideen om hverken '77er punk eller start-90ernes punk-revival... Det til trods må jeg indrømme at Dead Actions har en hvis live-karisma – hvilket ikke mindst skyldes forsanger Lasse Balledes ølsprøjtende, spytsydende og overgearede scenepersona ikke er helt ulig en Johnny Rottens tidlige optrædener, bare hooked op til et bilbatteri (manden stod på intet tidspunkt stille hvilket resulterede i at mikrofonstativet drev af ølskum allerede under andet nummer).

Resten af bandet virkede også i stødet med styr på lortet mens de spillede rå og småcatchy punk i højt gear med instrumenter sænket i pikhøjde.

Alt i alt en svedig oplevelse fra en flok veteran-punks.

På nuværende tidspunkt var folk så småt begyndte at strømme til. Det var en sælsom blanding af miljøets faste læder-, dreadlock-, piercing- & patchklædte inventar blandet med gamle gespenster på visit efter nætter i sfærisk svæven rundt langt væk fra Dödsmaskinens søle i klædt gamle piercing ar, indgroede stretches, tattoo symbolik fra et andet liv og hættetrøjer fra en forgangen ungdom...

Folk der tilfældigvis drev ind tids nok til næste band.

BRUDTE LØFTER

Bandet gik på og tæskede rundt i et lidt trægt middel-tempo mens de tampede deres status fast (som et af K-Towns prima outfits) for alle uindviede med et set numre der hamrede løs som en gang håndfaste dummeflade. Der blev spillet en del nyere numre (hvis jeg ikke husker galt) hvor guitaren lå i førersædet forvredet nærmest psykadelisk af led, gennem kværnet distortion – noget der skinnede gennem på de fleste numre og gav mig associationer til Black Flag på LSD.

Dette ændrede dog ikke på at jeg ikke rigtig kom i stødet af Brudte Løfter denne aften og var ved at udvandre da forsangeren flåede t-shirten af da bandet knaldede op for tempoet og fyrede mere op for festen end Quang Duc under de sidste tre numre.

Vader ud i den regntunge gård og driver over i Dödsmaskinen der i aften tjener som café for halvgamle anakronismer på besøg, hyggepunkere og andet skravl der hellere vil drikke bogcaféens øl over tørre anekdoter og sløset sladder end få kraniet blæst ind af bands og Djs (sidstnævntes lydniveau inviterer nærmest til et par sprængte trommehinder). Jeg falder selv i den klæbrige hyggesuppedas, hugger efterladte dåseøl i mig og hører nyt fra Esbjerg og lægger ører til fordrukken kværuleren over bassisters sløsede tilgang til musikken den næste halve times tid da det pludseligt rammer mig som en lussing med en våd karklud:

Showet kører videre og jeg har misset DE HØJE HÆLE!

Pis... Stavrer gennem gården og hører nogen unger ærge sig over at Hælenes sæt overvejende bestod af nyere numre – ”de spillede kun tre af de gamle numre!”

Jeg har ikke engang styr på hvor mange plader de har udgivet siden jeg sidst så dem – hvornår fanden det så end var. Muligvis til Ungdomshusets 30 års Fødselsdag, hvor jeg i en euforisk vanvidsrus hoppede rundt i en tætpakket menneskehob med armene over hovedet... Det føles som evigheder siden!

Og nu var der to navne tilbage på spilleplanen...

DOGMATIST

Så brølene infernalsk og omtrent lige så human som Vesuv, sparkede bandet sluserne op til helvede og ramte mig så hårdt at jeg blev småskeptisk på hele K-Town scenens vegne:

Kunne det virkelig passe at aftenen først for alvor gik i gang ved det NÆSTSIDSTE band?!

Åbenbart...

Heldigvis lod dogmatisterne (med deres nyeerhvervede trommeslager) ikke meget tilbage at ønske da de ramte Ungeren badet i pestpuds grønligt scenelys, helvedesrøgen osende om anklerne mens de blæste kraniet ind på alle tilstedeværende med guitarriffs haglende fra scenen som maskingeværssalver, trommebeats tordnende som et mindre tysk bombardement af London samt en hæs, dæmonisk forvreden vokal der gav associationer til rabiesfrådende dødsrallen fra Birkenau – det hele leveret i så ekstrem volume at showet føltes som at få tyve minutters atombombetrykbølge tæsket direkte i fjæset...

Alt for sindssygt!

Hvad jeg foretog mig herefter er usikkert... Men husker at jeg formåede at brænde halvdelen at min læderjakkes for af en kæmpe brandert, lænet op af en lysestage... Nasty shit...

NIGHT FEVER

Som det knojernsdrevne knytnæveslag der knuser underkæber satte de fra med Insane efterfulgt af Wasted, hvor det lykkedes forsangeren at fucke sin mikrofon op... Ikke at andre end han selv (og det meste af publikum) bemærkede det – resten af bandet hamrede indøvet og skarpskåren videre.

Efter der igen var lyd igennem til vokalen tæsker Night Fever videre med en stak nye numre der hærger i de samme flossede vener som det gamle shit:

Barberbladsskarp hardcore med tæskede trommer, fræsende guitarer og harsk vokal der på sine peeks skød piskesmæld guldegysninger gennem ryggraden.

Publikum virkede på en gang adspredt men vibrerende i en masse – en obseverende hob af øjne og ører der åd bandet råt for hver fimrehår der bevægede sig på scene, mens enkelte spritstive punker-anakronismer vælter klumblemmet af scenen og ned i pitten hvor enkelte folk får kicks ud af vibrerende sado-masochisme.

...og dér, midt i vanviddet dét skyllede helt bestemt ind over os; en bølge kollektiv eufori, her i Nordvests mørke nat under en flimrende mosaik af scenelys over et banner fra kampen om dette hus, bjergtaget af nattevildelserne før salen forvandlet til en skrigende fællessang under New Blood der konsekvent afsluttede showet under skrig, hvin, hujen, hunger efter mere...

Jeg drikker mig så lam at nattens minder tværres ud i en masse af koaguleret grød, slørrede ansigter og et rungende spørgsmål der gerne vil vide hvordan man bliver mere fordrukken end Nuuk på lønningsdag for under 50 kr... 

Rammer først Rødovre ved en 8 tiden i bragende solskin og bidende vind - foråret har sat ind.