Men bloggen skal holdes i live! Så her får I et hurtigt review af gårdagens show i Dödsmaskinen!
 |
| Flyer fra showet ("Iiiih!" jubler den uopmærksomme læser "Sikken sørvice!"...) |
Det første band gik på omtrent kl 22, for en Dödsmaskine der næsten var fyldt til bristepunktet.
De hed:
SURT SHOW
De består af 5 lokale herrer og de åbnede aftenens bal for en godt fyldt, tætberøget og sveddunstende Dödsmaskine (dejlig hjemmehygge i Ungern'!).
Rent musikalsk var de meget ligetil og hårdt på.
De leverede ikke rigtig noget der var vildt catchy - til gengæld gav de den gas med hårdtslående punk, uden pis (og nogle gedine guitarriffs og en snert af rå hardcore, slæmmet op i lyden)!
Vokalen var godt asfalt raspet - a'lá Paragraf 119 - mens teksterne blev leveret med en lyd der havde lidt hård TÆVE over sig.
Energimæssigt var de sån'... Ok.
Forsangeren virkede som den mest energiske og udstrålede en god aggressivitet, der matchede stemmen godt og den af deres guitarister, der ikke var blevet gemt væk bag forstærkeren, ga' den lidt gas.
All in all mindede de mig meget om mavesur (og lidt forstadsforankret?) dansk råpunk/hardcore fra starten af årtusindet.
Jeg havde ikke armene over hovedet efter deres optræden, men de var sgu en meget god start på aftenen!
SVART STÄDHJÄLP
Her var en flok herrer fra moderlandet Sverige*, der havde fundet sammen om noget så fornuftigt som at spille god hardcore, der trak på både den gamle og den svenske skole (og lød lidt som en tilrøget og hæs udgave af Minor Threat).
De lagde ud i et ok tempo - men deres tempo accelererede langsomt i løbet af deres optræden, så de endte med at ligge i et godt højt tempo!
Under hele showet var de meget i dit fjæs og catchy - som en velkoordineret snotklat i krydderen på et Gucci/Armarni outfit.
De var ret glade for at ta' sig nogen breaks - og det var jeg glad for de gjorde, for de var spækket med alt fra 20 sekunders syre-infusioneret skrammel rock, tung tromme tamp og lidt guitarlir hist og her.
Svart Städhjälp leverede en god, gedin og ærligt opstemt optræden, der fik varmet salen op før aftenens sidste band - og vel sagtens hovednavn - tog over.
FRANCASO
En tremands voldsglad armada fra Venezuela, der stormede Döderen' - tungt bevæbnet med tunge trommer, knitrende distortion og grum delayvokal - mens de plaffede om sig med d-beat trommer og skrigende guitarhvin, som var de sindsyge!
De lød som noget der var blevet snydt ud af næsen på et finsk hardcore outfit (anno 1983) for at lande i Spanien. Og så var der også en snert af grum japcore over dem.
Guitaristen utvivlsomt den mest energiske optrædende på scenen denne aften:
Han lagde ud med at hoppe lidt rundt på scenen - indtil han midt i settet begyndet at sparke løs på bassisten.
Dette fik ikke slukket hans blodstørst, så resten af settet spillede han i pitten, mens han væltede rundt.
YEAH!
Stemningsmæssigt emmede de af sindssyge - og deres mørke, småpsykotiske lyd flåede gulvet væk under mine fødder og sendte mig ned i deres syrede, skramlede HC-Tartarus.
De var utvivlsomt aftenens hovedattraktion - og det var værd at kæmpe sig igennem sneen og ind i varmen til en fed aften i deres (og de to andre habile bands) selskab!
*Danerne var oprindeligt en sydsvensk stamme, som sveerne fordrev til hullet -undskyld "kongeriget"- Danmark! (Slambert fylder jer med paratviden, om I vil det eller ej!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar