”Vi
vil give Aarhus den rolle i Danmark som Aarhus fortjener”
-mandshøj kommunalvalgsplakat fra Venstre visende partiets spidskandidater – en flok jakkesæt foran en klinisk hvid baggrund i samme stålsatte fremmarch som handlingsberedte actionhelte.
-mandshøj kommunalvalgsplakat fra Venstre visende partiets spidskandidater – en flok jakkesæt foran en klinisk hvid baggrund i samme stålsatte fremmarch som handlingsberedte actionhelte.
Stanken
af harsknet pis er svær at fryse ude.
Mit spyt smager af klæbrig
jern.
Gammel urinsalmiak skriger om kap med krast industrielle rengøringsmidler.
Mørkeblå blodtråde glider væk i den gustent blege porcelænsvask.
Læberne er blå-lilla, huden pergament gul tør og flaget i det. Lyset gør mig sygelig at se på. Spytter igen. Stadig blod – muligvis betændelse.
Ryggen værker efter den tunge bagage.
Gnubber en pegefinger mod tandkødet. Spættede spor af blod siver rundt på den spytvåde fingerspids, indhyllet i en puds-gæret stank. For helvede da også!
Står på et betalingstoilet på Aarhus Banegård. Gurgler tandpasta og paradentose ud med varmt vand.
– de fineste forhold du kan købe dig til for to kroner...
Slæber træt den pladespækkede taske af sted gennem banegårdsfoyens glatte klinkegulv. For bare tre kvarter siden følte jeg mig frisk, euforisk, klar som jeg ventede på et IC-tog på køligt solbeskinnede Middelfart station, hvor jeg måtte skifte. Nu er jeg død, sukkerkold, mangler mad – højest sandsyneligt penge - og noget at fordrive tiden med...
Gammel urinsalmiak skriger om kap med krast industrielle rengøringsmidler.
Mørkeblå blodtråde glider væk i den gustent blege porcelænsvask.
Læberne er blå-lilla, huden pergament gul tør og flaget i det. Lyset gør mig sygelig at se på. Spytter igen. Stadig blod – muligvis betændelse.
Ryggen værker efter den tunge bagage.
Gnubber en pegefinger mod tandkødet. Spættede spor af blod siver rundt på den spytvåde fingerspids, indhyllet i en puds-gæret stank. For helvede da også!
Står på et betalingstoilet på Aarhus Banegård. Gurgler tandpasta og paradentose ud med varmt vand.
– de fineste forhold du kan købe dig til for to kroner...
Slæber træt den pladespækkede taske af sted gennem banegårdsfoyens glatte klinkegulv. For bare tre kvarter siden følte jeg mig frisk, euforisk, klar som jeg ventede på et IC-tog på køligt solbeskinnede Middelfart station, hvor jeg måtte skifte. Nu er jeg død, sukkerkold, mangler mad – højest sandsyneligt penge - og noget at fordrive tiden med...
Og
Judas fåking Anti-Krist! HVAD ER DET?
Et
monstrøst Disney-rævehoved svæver på en anoretisk ranglet
teenagekrop. Til højre for drengekroppen går en matronet
teenagepige bygget som Venus fra Willendorf iført jordfarvet tøj,
ræveøre og en slaskende kunstpelshale.
FURRIES?! Jeg ville ikke byde min værste fjende denne opvågning!
Eskimoer skulle eftersigende have flere hundrede ord for sne. På samme måde har jeg altid et par hundrede negativt ladede stikord klar på tungespidsen når Aarhus bliver nævnt – og ”furries” er hermed føjet til det repertoire.
Eskimoer skulle eftersigende have flere hundrede ord for sne. På samme måde har jeg altid et par hundrede negativt ladede stikord klar på tungespidsen når Aarhus bliver nævnt – og ”furries” er hermed føjet til det repertoire.
Trøjborg by night
Aftenmørket har sænket sig da jeg kommer til Trøjborg en kilometer eller to fra Aarhus Universitetspark - byens stolthed, den golde hvepserede, tårnene over byen, summende af hipsterisme og højskolevrag.
Men her i Trøjborg, når deres klammer kløer ikke rigtig ud og i det gulligt varme kunstlys, changerene fra blege take-aways, lukkede forretningsfacader og vejbelysningen finder jeg en behagelig ro. Dette kunne meget muligt være et sted at slå sig ned hvis det en dag slog klik for mig og jeg som en anden strandvasker skvulpede op i borgerskabets golde kløer med kone, to børn & en vasektomi…
Ankommer til beboerhuset, traskende ind under skiltet der reklamerer for "Eduardos Garage", ind i baggården indrammet af murstensvægge, en bilforhandlers monstrøse glasfacade.
Over mig, som jeg skrider forbi det meter lange gelænder, ledende mod indgangen, hører jeg hvin fra en gymnasiefest fra den 3 kvadratmeter store tagterrasse der ligger som et opstolpet anneks til bygningens førstesal. De passer heldigvis sig selv og deres 90er tramp.
Slutter mig til tour-følget, der sidder henslængt i sofaer i en lille bogcafé, spækket med kommunistisk, feministisk, etc. litteratur samt bøger om Jagtvej 69, Swarm EPer og syndikalist propaganda pakket ind i et aflåst glasskab. Nasser øl fra bandsene mens vi venter på at publikum langsomt driver til. Den rolige stemning, der passer mig fint, afbrydes først da Bad Stroke, overgearede tæsker ind i lokalet, summende af forventning og teenagekådhed men de fordriver tiden og fyrrer om sig med vittige anekdoter om begavende sammenrend med Aarhus' Stolte Stormtropper i byens natteliv – AGF-tribunens karseklippede specialklasse, blæst på polsk amfetamin og patriotisme...
Døren åbner og i hvad der ligner et hastigt bortpakket værksted der sælges entré, pantløse Vestfyns dåseøl og Urbanoia EP'er over en massiv jernplade iklædt kaninpik og et tykt lag sortnet rust.
Til højre for boden, pakket ind i et indhak bag en ligeså massiv jernplade, opstakket på olietønder, får knægtende fra Bad Stroke mig overtalt til at købe en Yung-kassette sammen med deres egen demo, hvilket viser sig at være fremragende køb.
Mennesker strømmer til – men jeg er overrasket over hvor få publikum jeg faktisk kender nogenlunde. Mads fra Swarm er en af de få fremmødte fra byens punkmiljø jeg ville betegne som værende inden for min vennekreds. Enten lider showet af dårlig promo – ellers har en lidt for stor del af byens slum-punkere valgt at ligge på den lade side. Hvilket mildest talt er lidt af en skuffelse – især lineuppet taget i betragtning!
Dette er heldigvis aftenens mest deprimerende element - og der render dog andre folk til iklædt genkendelige ansigter jeg har delt en øl, en pind eller en gang pogo med en gang eller to før, for nogen år siden.
Skovmandsskjorter,
skateboards og springskaller
I salens bagerste højre hjørne er en 20 cm høj scene på ca. 2x2 meter banket op.
På scenen står de fire skaterknægte fra BAD STROKE. Det er tydeligt at de har teten op efter URBAN ARCHIEVERS faldt fra hinanden (vidst nok efter de mistede deres trommeslager til en hashpsykose for lidt et år siden) – de laver i hvert fald wallrides i samme boldgade, vidst nok placeret i start80ernes DC, som deres forgængere og virker også en kende Minor Threat-inspirerede i det... Bare lige ophævet i en arrigt voldsberedt tredje potens!
Forsangeren, iklædt en poset t-shirt påtrykt et VHS-logo samt ordene ”Very Heavy Shit”, er noget af det mest in-your-face jeg længe har set:
Han er hyperaktivt kortluntet, arrigt hvæsene mens han i slagkraftige stød snøvler de catchy tekster gennem en mikrofon så gennemtæsket, at der nærmest springer lynild fra den mens han korporligt møver sig ind foran publikum. Da et publikums småprovokerende skubben bliver for meget for forsangeren, tager han til kontant genmæle med en sprigskalle i synet af idioten.
Fantastisk!
Anlægget lyder som et kabinet løse forbindelser der er ved at eksplodere under det kanonslagsbragende pres leveret af møgungernes hårdtslående fucking-knald-på HC, susende af statisk elektricitet. Udover bekymringen for at en løs forbindelse pludseligt henretter Aarhus nok BEDSTE hardcore-outfit siden Tæve (H1N1 var teknisk set fra Horsens) med 120 watts stegende elektricitet gør den udbrændte teknik INTET dårligt for bandet.
Det er fantastisk at se en flok skovmandsskjorte-klædte teenagere levere så indebrændt hårdtslående show, hvilket vidst kun er deres andet. Denne aften lykkes det dem sgu virkelig at få slået deres status fast, her i det lagerklamme baglokale med de ru murstensmure stikkende frem under under den hvide, krakelerede puds. De deler nu Slamberts top-2 over 2013s nye bands med Lesion! Så er det bare om at krydse fingre og håbe på at de ikke laver den klassiske Aarhus-finte – og går i opløsning inden for det næste halve år...
Kommunister, hippier - og hipsterafskum
”Hvem HELVEDE går med SANDALER i november?” siger Dalle halvarrigt i mikrofonen, truende viftende med det slaskede stykke fodtøj over hovedet. Det gør den storgrinende hippie i sin kropsnære islandske sweater og det lange, glatte hår ved siden af mig. Men han mangler vidst ikke sin.
”Nåh... Men den ligger heroppe på scenen hvis nogen savner den!” fortsætter Dalle med en hovedrysten.
Pitten gik vildt for sig her for mindre en 30 sekunder siden og en sandal ramte vidst bandet. Lokalet er en tætpakket, grødet kødrand og alle er sultne efter fest, efter adrenalin kicks, efter ACTION – og selvfølgelig leverer Commie Cowboys varen! Det er umuligt at få fodfæste når bølgerne går højt.
Det startede ellers ret bøvet.
Et par teenageidioter møvede sig ned fra festen ovenpå.
En lignede en 14årig knægt på et Warhole-trip, med en kridhvid page og iført en art retrosmoking og hullede jeans – og virkede til, som resten af publikum, bare at være nysgerrig efter dansk punk-rocks barkede hjerteslag.
Den anden derimod - tjavset skæg, 10cm bred, kortklippet frisør-'hawk, sort habitjakke (og utvivlsomt Volbeat i sin CD-samling, ØDRGH!) - var tydeligvis på egocentreret promotrip. Under bandets intro stod han svajende som en anden dilitant-Mozart ryggen MOD bandet dirigerende fra Jesus-positur. Han fortsatte med dette under første nummer mens han kejtet slaskede rundt med armene som Messias fra fucking Jullerup Færgeby, stadig ryggen mod bandet mens han blokkerede for synet mod showet.
Og da dén seance var overstået hev han Warhole Jr. under armen, smartphonen op af skjortelommen for at knipse selfies – stadig ryggen til bandet - der utvivlsomt endte på facebook suppleret af noget kløgtigt som:
#rockandroll! #i habit #yolo #djævletegn #hardet4vild #crasher festen #carpe diem #swagandroll – etc. etc. etc. ...
For så at forsvinde og aldrig at vende tilbage.... Ved Judas!
Som frekventerende i punk-miljøet må man lære at affinde sig med præmissen om at alle shows til hver en tid kan blive fucked godt og grundigt op af stive idioters snedige måder at sabotere et show på før de forsvinder ud i natten for aldrig at komme tilbage. Fra tid til anden rummer det en vids underholdningsværdi - men det her hispter-trip var for koordineret, irriterende og decideret blasfemisk.
Vi vil fra Slamberts_blog gerne udskrive en dusør på 4x50cl guld damer til den første der får fat i idiotens smartphone!
Da den forfærdelige seance var overstået kunne bandet for alvor komme i gang. Og hold da kæft de er i topform!
De leverede nyere numre – som ørehængeren FrakenStalinReagan – håndfast og slagkraftigt. Det er tvivlsomt at pladen kan overgå det!
Klassikerne hamrer slagkraftigt igennem og der går kortvarigt omkvæds shout-along/headbanging i den på frontrækken med Brudte Løfter.
Pitten eksploderer indtil flere gange i masseslagsmål der kaster publikum over lokalets ene sofabord mens de skvatter rundt. Det er voldsomt fantastisk!
Alle virker i konstant bevægelse for at fange fodfæste, undgå tæsk fra pitten og deltage i showet.
På scenen ligner bandet en andendags brandter – en Fernet Branca våd fest der bare NÆGTER at dø. I hvert fald ikke endnu. De kan godt lige holde et par timer endnu.
Guitaristen knalder fra skødesløse positurer soloer af som en anden Hendrix på meth. Går i knæ, vælter om på ryggen, hiver instrumentet om på nakken.
Bassisten hamrer afsted fra sin Ramones-positur mens forsangeren som altid render arrigt rundt og hvæser vokal af. Trommeslageren er gemt væk bag en to meter høj højtaler.
Møver mig ud og køber en dåsebajer og majer mig op foran. Når at tage en tår før en kødklump hamrer dåsen flad mod brystet af mig og søler mig til 3/4 øl. Dåsen er stadig halvfuld – desværre kun af skum. Så gør det eneste fornuftige og tæsker ølsjatten udover idioterne i pitten, der hurtigt fordufter.
En gut bruger herefter det mudder og øl tilsølede gulv som skøjtebane til han står på røven under showet. Folks konstante bevægelser får dog relativt hurtigt gjort pølen til en klæbrig masse.
Der sker så meget at showet virker en time længere end det udspiller sig i realtid. Hold da helt kæft en FEST det er!
Bandet har det med at erklære at de fleste af deres shows går af helvedes til – hvilket jeg dog oftest overser. I aften tror jeg dog ikke at de på nogen måde kan finde noget dårligt i præstationen.
Det her var utvivlsomt et af de bedste shows de længe har leveret!
I salens bagerste højre hjørne er en 20 cm høj scene på ca. 2x2 meter banket op.
På scenen står de fire skaterknægte fra BAD STROKE. Det er tydeligt at de har teten op efter URBAN ARCHIEVERS faldt fra hinanden (vidst nok efter de mistede deres trommeslager til en hashpsykose for lidt et år siden) – de laver i hvert fald wallrides i samme boldgade, vidst nok placeret i start80ernes DC, som deres forgængere og virker også en kende Minor Threat-inspirerede i det... Bare lige ophævet i en arrigt voldsberedt tredje potens!
Forsangeren, iklædt en poset t-shirt påtrykt et VHS-logo samt ordene ”Very Heavy Shit”, er noget af det mest in-your-face jeg længe har set:
Han er hyperaktivt kortluntet, arrigt hvæsene mens han i slagkraftige stød snøvler de catchy tekster gennem en mikrofon så gennemtæsket, at der nærmest springer lynild fra den mens han korporligt møver sig ind foran publikum. Da et publikums småprovokerende skubben bliver for meget for forsangeren, tager han til kontant genmæle med en sprigskalle i synet af idioten.
Fantastisk!
Anlægget lyder som et kabinet løse forbindelser der er ved at eksplodere under det kanonslagsbragende pres leveret af møgungernes hårdtslående fucking-knald-på HC, susende af statisk elektricitet. Udover bekymringen for at en løs forbindelse pludseligt henretter Aarhus nok BEDSTE hardcore-outfit siden Tæve (H1N1 var teknisk set fra Horsens) med 120 watts stegende elektricitet gør den udbrændte teknik INTET dårligt for bandet.
Det er fantastisk at se en flok skovmandsskjorte-klædte teenagere levere så indebrændt hårdtslående show, hvilket vidst kun er deres andet. Denne aften lykkes det dem sgu virkelig at få slået deres status fast, her i det lagerklamme baglokale med de ru murstensmure stikkende frem under under den hvide, krakelerede puds. De deler nu Slamberts top-2 over 2013s nye bands med Lesion! Så er det bare om at krydse fingre og håbe på at de ikke laver den klassiske Aarhus-finte – og går i opløsning inden for det næste halve år...
Kommunister, hippier - og hipsterafskum
”Hvem HELVEDE går med SANDALER i november?” siger Dalle halvarrigt i mikrofonen, truende viftende med det slaskede stykke fodtøj over hovedet. Det gør den storgrinende hippie i sin kropsnære islandske sweater og det lange, glatte hår ved siden af mig. Men han mangler vidst ikke sin.
”Nåh... Men den ligger heroppe på scenen hvis nogen savner den!” fortsætter Dalle med en hovedrysten.
Pitten gik vildt for sig her for mindre en 30 sekunder siden og en sandal ramte vidst bandet. Lokalet er en tætpakket, grødet kødrand og alle er sultne efter fest, efter adrenalin kicks, efter ACTION – og selvfølgelig leverer Commie Cowboys varen! Det er umuligt at få fodfæste når bølgerne går højt.
Det startede ellers ret bøvet.
Et par teenageidioter møvede sig ned fra festen ovenpå.
En lignede en 14årig knægt på et Warhole-trip, med en kridhvid page og iført en art retrosmoking og hullede jeans – og virkede til, som resten af publikum, bare at være nysgerrig efter dansk punk-rocks barkede hjerteslag.
Den anden derimod - tjavset skæg, 10cm bred, kortklippet frisør-'hawk, sort habitjakke (og utvivlsomt Volbeat i sin CD-samling, ØDRGH!) - var tydeligvis på egocentreret promotrip. Under bandets intro stod han svajende som en anden dilitant-Mozart ryggen MOD bandet dirigerende fra Jesus-positur. Han fortsatte med dette under første nummer mens han kejtet slaskede rundt med armene som Messias fra fucking Jullerup Færgeby, stadig ryggen mod bandet mens han blokkerede for synet mod showet.
Og da dén seance var overstået hev han Warhole Jr. under armen, smartphonen op af skjortelommen for at knipse selfies – stadig ryggen til bandet - der utvivlsomt endte på facebook suppleret af noget kløgtigt som:
#rockandroll! #i habit #yolo #djævletegn #hardet4vild #crasher festen #carpe diem #swagandroll – etc. etc. etc. ...
For så at forsvinde og aldrig at vende tilbage.... Ved Judas!
Som frekventerende i punk-miljøet må man lære at affinde sig med præmissen om at alle shows til hver en tid kan blive fucked godt og grundigt op af stive idioters snedige måder at sabotere et show på før de forsvinder ud i natten for aldrig at komme tilbage. Fra tid til anden rummer det en vids underholdningsværdi - men det her hispter-trip var for koordineret, irriterende og decideret blasfemisk.
Vi vil fra Slamberts_blog gerne udskrive en dusør på 4x50cl guld damer til den første der får fat i idiotens smartphone!
Da den forfærdelige seance var overstået kunne bandet for alvor komme i gang. Og hold da kæft de er i topform!
De leverede nyere numre – som ørehængeren FrakenStalinReagan – håndfast og slagkraftigt. Det er tvivlsomt at pladen kan overgå det!
Klassikerne hamrer slagkraftigt igennem og der går kortvarigt omkvæds shout-along/headbanging i den på frontrækken med Brudte Løfter.
Pitten eksploderer indtil flere gange i masseslagsmål der kaster publikum over lokalets ene sofabord mens de skvatter rundt. Det er voldsomt fantastisk!
Alle virker i konstant bevægelse for at fange fodfæste, undgå tæsk fra pitten og deltage i showet.
På scenen ligner bandet en andendags brandter – en Fernet Branca våd fest der bare NÆGTER at dø. I hvert fald ikke endnu. De kan godt lige holde et par timer endnu.
Guitaristen knalder fra skødesløse positurer soloer af som en anden Hendrix på meth. Går i knæ, vælter om på ryggen, hiver instrumentet om på nakken.
Bassisten hamrer afsted fra sin Ramones-positur mens forsangeren som altid render arrigt rundt og hvæser vokal af. Trommeslageren er gemt væk bag en to meter høj højtaler.
Møver mig ud og køber en dåsebajer og majer mig op foran. Når at tage en tår før en kødklump hamrer dåsen flad mod brystet af mig og søler mig til 3/4 øl. Dåsen er stadig halvfuld – desværre kun af skum. Så gør det eneste fornuftige og tæsker ølsjatten udover idioterne i pitten, der hurtigt fordufter.
En gut bruger herefter det mudder og øl tilsølede gulv som skøjtebane til han står på røven under showet. Folks konstante bevægelser får dog relativt hurtigt gjort pølen til en klæbrig masse.
Der sker så meget at showet virker en time længere end det udspiller sig i realtid. Hold da helt kæft en FEST det er!
Bandet har det med at erklære at de fleste af deres shows går af helvedes til – hvilket jeg dog oftest overser. I aften tror jeg dog ikke at de på nogen måde kan finde noget dårligt i præstationen.
Det her var utvivlsomt et af de bedste shows de længe har leveret!
 |
| Brudte Løfter rammer Aarhus |
Hardcore
– del I
Brudte
Løfter afrunder ”Ung, Dum og Desperat” der virker som et
passende afslutningsnummer. Hårdtslående, brændende igennem,
fasttæskende deres status, sønder-fucking-bombende det klamme
lagerlokale, proppet med buttet lydudstyr, stakkede stole og
træplader opmagasineret hvor der nu er plads til det mellem
publikum. Denne sang alene leveres så fantastisk som noget show jeg
har set fra bandet.
Jeg forventer nærmest at de siger ”Tak for i aften!” og pakker sammen – det virker umuligt at overgå den præstation de lige har leveret.
Men de er kun lige gået i gang...
Jeg forventer nærmest at de siger ”Tak for i aften!” og pakker sammen – det virker umuligt at overgå den præstation de lige har leveret.
Men de er kun lige gået i gang...
Publikum
er en spraglet skare af folk i jeans, vinterjakker og gummisko.
Ikke mange punkere. Men de lider alle sammen under Den Gode Smag. Og vi er alle samlet hér - i et lille baglokale langt fra det respektable, pæne, marmorsterile Aarhus, langt fra millionindkomst og kommunal kulturstøtte, langt fra bauhaus-kulturhuse og stadionrock - samlet om rå grim punk der koster 40 kroner i entré og smager af kælderkolde Vestfyns pilsnere. Alle smiler euroforisk høje.
Under ”Nederlag på Nederlag...” opfordrer forsangeren til fællessang med mic'en jaget op i fjæset på publikum.
Under ”Coke på Klods” opstår der spontant masseslagsmål mellem publikum.
Og under ”Emma” tæsker forsangeren rundt blandt publikum – efterfulgt af guitaristen der midt i soloen, løbende torpederer folkemassen med guitarhalsen. Ved samme lejlighed lykkedes det ham at flå jack-stikket ud af sit instrument.
”EJ FOR FANDEN!” snerrer Yogi bag trommerne ”Tag dig nu for HELVEDE sammen!”
Folk griner, før bandet samler teten op, præcis hvorfra de tabte tråden.
Det hele kører tight og professionelt. Det her er kultur i VERDENSKLASSE, samlende og sveddunstende på en gang, pakket væk under en overpyntet gymnasiefest midt Trøjborg, med lukketid klokken 23, sharp.
Jeg tror jeg har fundet den... Dansk punks hovedarterie HAMRENDE af hjerteslag, her i udkanten af Aarhus kerne.
Et pludseligt øjebliks klarsyn skylder over mig, midt i orkanens varme øje.
Ser den langhårede guitarist iført bandana og ærmeløs T-shirt, vælte ADHD'et – men musikalsk struktureret – rundt.
Ser den rankryggede bassist, taktfast leverer supplerende toner.
Mærker de bortgemte trommers intense puls.
Ser forsangeren flå T-shirten af sin skarptskårne krop og trasker dominerende rundt i lokalet under sit militante crew-cut, med de svedkrøllende hår klæbende til panden.
Og jeg får flashbacks.
Til mytiske scenarier. Til sort-hvide fotografier af vrede ungknægte, taget i beskidte kælderlokaler.
Jeg forsøger at huske hvad det minder mig om....
Og ved K-Town scenens hellig gral!
Det er som taget ud af legendariske Amdi Petersens Armé-fotografier holdt mellem svedende teenagefingre, drømmende om hvordan det mon var at være med dén gang. Jeg kender samtalen fra overoptimistiske folk der ud fra overhørte anekdoter og demo downloads væver myter om bandet. Om hvordan det mon var. Hvor vilde de var.
Og her står vi så, en broget skare der engang vil kunne tale om Brudte Løfters Aarhus debut. Ground Zero for resten af dansk hardcores liv.
Overopstemt flår jeg fat i en stol og svinger den triumferende over hovedet mens publikum nervøst trækker sig tilbage, før bassisten fra Bad Stroke griber fat i den og smider den i gulvet. En anden knægt kommer og forsøger at tæske den i smadder med en trampende fod.
Det ville være irrationelt ikke at smadre noget. Alle koger af adrenalin, eufori og billigøl. Ingen kan toppe det her.
Ikke mange punkere. Men de lider alle sammen under Den Gode Smag. Og vi er alle samlet hér - i et lille baglokale langt fra det respektable, pæne, marmorsterile Aarhus, langt fra millionindkomst og kommunal kulturstøtte, langt fra bauhaus-kulturhuse og stadionrock - samlet om rå grim punk der koster 40 kroner i entré og smager af kælderkolde Vestfyns pilsnere. Alle smiler euroforisk høje.
Under ”Nederlag på Nederlag...” opfordrer forsangeren til fællessang med mic'en jaget op i fjæset på publikum.
Under ”Coke på Klods” opstår der spontant masseslagsmål mellem publikum.
Og under ”Emma” tæsker forsangeren rundt blandt publikum – efterfulgt af guitaristen der midt i soloen, løbende torpederer folkemassen med guitarhalsen. Ved samme lejlighed lykkedes det ham at flå jack-stikket ud af sit instrument.
”EJ FOR FANDEN!” snerrer Yogi bag trommerne ”Tag dig nu for HELVEDE sammen!”
Folk griner, før bandet samler teten op, præcis hvorfra de tabte tråden.
Det hele kører tight og professionelt. Det her er kultur i VERDENSKLASSE, samlende og sveddunstende på en gang, pakket væk under en overpyntet gymnasiefest midt Trøjborg, med lukketid klokken 23, sharp.
Jeg tror jeg har fundet den... Dansk punks hovedarterie HAMRENDE af hjerteslag, her i udkanten af Aarhus kerne.
Et pludseligt øjebliks klarsyn skylder over mig, midt i orkanens varme øje.
Ser den langhårede guitarist iført bandana og ærmeløs T-shirt, vælte ADHD'et – men musikalsk struktureret – rundt.
Ser den rankryggede bassist, taktfast leverer supplerende toner.
Mærker de bortgemte trommers intense puls.
Ser forsangeren flå T-shirten af sin skarptskårne krop og trasker dominerende rundt i lokalet under sit militante crew-cut, med de svedkrøllende hår klæbende til panden.
Og jeg får flashbacks.
Til mytiske scenarier. Til sort-hvide fotografier af vrede ungknægte, taget i beskidte kælderlokaler.
Jeg forsøger at huske hvad det minder mig om....
Og ved K-Town scenens hellig gral!
Det er som taget ud af legendariske Amdi Petersens Armé-fotografier holdt mellem svedende teenagefingre, drømmende om hvordan det mon var at være med dén gang. Jeg kender samtalen fra overoptimistiske folk der ud fra overhørte anekdoter og demo downloads væver myter om bandet. Om hvordan det mon var. Hvor vilde de var.
Og her står vi så, en broget skare der engang vil kunne tale om Brudte Løfters Aarhus debut. Ground Zero for resten af dansk hardcores liv.
Overopstemt flår jeg fat i en stol og svinger den triumferende over hovedet mens publikum nervøst trækker sig tilbage, før bassisten fra Bad Stroke griber fat i den og smider den i gulvet. En anden knægt kommer og forsøger at tæske den i smadder med en trampende fod.
Det ville være irrationelt ikke at smadre noget. Alle koger af adrenalin, eufori og billigøl. Ingen kan toppe det her.
 |
| Aarhus Midty - Century City, Europæisk-Kultur Hovedstad 2017 og Østjyllands stolthed... |
Frygt&Lede
i Aarhus natteliv
Vi købte rammeøl gennem vinduet på en Shell tank, hermetisk forseglet af sikkerhedsårsager og skred så til efterfest i en lejlighed.
Vi forlod Trøjborg for en evighed siden. Et par fra tourfølget gik kolde i beboerhuset – men jeg hookede op med en flok, der tog ud på efterfest. På vej ud passerede jeg hipsteridioterne, der ihærdigt forsøgte at sabotere Commie Cowboys-showet. De sad og nynnede 90er techno. De sidste øl var for længst udsolgt – ellers havde jeg haft en at hyre i fjæset på dem.
Vi skred ned mod Aarhus byliv med skyllede op i transit foran en bar. Jeg havde brug for kaffe, brug for cola – ikke søvn. Aldrig søvn! No sleep till K-Town!
Ser bassisten fra Happy Hookers For Jesus i lang, kappelignende frakke, sort neglelak og en grimasse der skriger mordlyst, mens han sipper en øl i sig.
Jeg genkender et rundhovedet, skægget og evigt venligt ansigt, fra de sene timer i Hancock branderter i Dödsmaskinen. Han hilser på mig – opfulgt af noget i retningen af ”Hey! Rolig! Jeg ville bare lige sige hej!”. Jeg lignede et rådyr, fanget en trucks lyskegler. Hovedet sydede.
Vi købte rammeøl gennem vinduet på en Shell tank, hermetisk forseglet af sikkerhedsårsager og skred så til efterfest i en lejlighed.
Vi forlod Trøjborg for en evighed siden. Et par fra tourfølget gik kolde i beboerhuset – men jeg hookede op med en flok, der tog ud på efterfest. På vej ud passerede jeg hipsteridioterne, der ihærdigt forsøgte at sabotere Commie Cowboys-showet. De sad og nynnede 90er techno. De sidste øl var for længst udsolgt – ellers havde jeg haft en at hyre i fjæset på dem.
Vi skred ned mod Aarhus byliv med skyllede op i transit foran en bar. Jeg havde brug for kaffe, brug for cola – ikke søvn. Aldrig søvn! No sleep till K-Town!
Ser bassisten fra Happy Hookers For Jesus i lang, kappelignende frakke, sort neglelak og en grimasse der skriger mordlyst, mens han sipper en øl i sig.
Jeg genkender et rundhovedet, skægget og evigt venligt ansigt, fra de sene timer i Hancock branderter i Dödsmaskinen. Han hilser på mig – opfulgt af noget i retningen af ”Hey! Rolig! Jeg ville bare lige sige hej!”. Jeg lignede et rådyr, fanget en trucks lyskegler. Hovedet sydede.
Var
han med hele aftenen? Havde jeg ikke set ham før?
Hvad lavede han her? Og hvad lavede JEG her?
Vi skred videre og efter en halv nats march gjorde vi holdt ved Shell-tanken, før vi vadede den sidste kilometer ind i en varm lejlighed.
”Du har ringet til Emma”
Slår mig ned i dagligstuen, hugger friskbrygget kaffe i mig efterfulgt af dåseøl.
4-5 zipbags på størrelse med frimærker, smides på bordet. Indholdet ligner hvide saltkrystaller. En lille plamage krystaller pøses ud på et rødt bogcover om kvanteteori.
Indtagelsesmuligheder diskuteres. Folk er rastløse efter rusen.
Værten smider en pose mikroskopiske svampe med violette stængler på bordet. Flashback til Orphans. De er også en mulighed.
Der findes frem til en løsning, vedrørende stoffets indtagelse:
En ”dypper” efterfulgt af en bane eller to, nasalt indtaget.
”Har du aldrig taget MDMA før? Nåh, men det skal du GLÆDE dig til!” bliver jeg fortalt.
”Bare dyp fingeren... Og vis lige hvor meget du tar'! Ja det er vidst en passende mængde!”.
Har en halv fingerspids smurt ind i det hvide pulver. Det syder en smag af kemisk basiske salte på tungen, en kende beske. Smagen hænger ved ned gennem spiserøret.
Der lines op, det røde bogcover støves hvidligt til.
Hvæser en bane op i højre næsebor. Husker ordene ”marinerede glasskår”, da stoffet glider ind.
Den kemiskgiftige smag brænder skarpt og klæbrigt i svælget. Drøblen føles spiddet.
Føler en pludselig friskhed, spag opstemthed. Småtripper, kontaktlysten vokser. Det her virker udmærket!
En tilstedeværende insisterer på at vi hører Descendents' Milo Goes To College, albummet streames nu bragende ind i lokalet.
”ARGH-HAAAARGH! Fuck... mand...”
Galden hvæser over tunge. Kummens vand klasker eftergivende. Tæskede fingre mod drøblen. En grødet masse af coatede peanuts skvulper ud mellem læberne. Kvalmen kom pludseligt.
Kravler tilbage ind i dagligstuen.
Anden runde. Tager en halv bane i mig.
”Du kan vidst godt klare resten!” puffes jeg. Fint, lad os sige det.
Det brænder igen – men nogen har pludselig jaget en forhammer gennem højre side af mit kranie, der splintrede i spidse porcelænstakker og borede sig ind i hjernen af mig. Kulden siver mørkt ind gennem et terrassevindue.
En mager kvinde et ubestemmeligt sted omkring slut20erne støtter blidt mod min skulder.
Natten hænger melankolsk i hende, hendes vejrbidte hud, hendes evigt døsige øjne. Der er noget meget smukt over hendes sørgmodige væsen.
”Er der... Stoffer?” et søgende smil vibrerer fra hendes venlige ansigt ”Jeg kan godt... Du ved...” ordene driver plørret frem fra hendes smil ”Godt li' at tage stoffer, du ved... Kan jeg ta' en bane?”.
Hvis ikke følelsen af åbent kraniebrud var så præserende ville hendes sørgmodige varme brænde sig durkt gennem mit bryst og smelte mit hjerte.
”Shit... Jeg...” Får jeg fremstammet ”Jeg har ikke betalt gildet...”.
En vært har allerede budt hende stoffet.
Jeg satte Agent Orange på for lidt siden – men musikken virker for høj. Kvalmen hamrer igen. Kulden er for meget. Euforien er knust, menneskerne er uoverskuelige. Jeg har brug for ro.
Driver mellem gang og køkken. Her er for meget...
Efter 10 minutter kryber jeg tilbage ind i stuen, får to smøger af den kønne kvinde fra før. Ryger en halv og er ved at brække mig. Sipper øl i mig. Nærmest umulig at tvinge gennem spiserøret.
Kryber hen en lænestol. Trætheden genindfinder sig, kortvarigt. Kulden slikker mig vådt under fødderne. Tæller 14 mennesker – næsten alle på Emma – i en lejlighed.
Værtinden stirrer omsorgsfuldt på mig – foreslår at jeg går ind og sover.
Hvad lavede han her? Og hvad lavede JEG her?
Vi skred videre og efter en halv nats march gjorde vi holdt ved Shell-tanken, før vi vadede den sidste kilometer ind i en varm lejlighed.
”Du har ringet til Emma”
Slår mig ned i dagligstuen, hugger friskbrygget kaffe i mig efterfulgt af dåseøl.
4-5 zipbags på størrelse med frimærker, smides på bordet. Indholdet ligner hvide saltkrystaller. En lille plamage krystaller pøses ud på et rødt bogcover om kvanteteori.
Indtagelsesmuligheder diskuteres. Folk er rastløse efter rusen.
Værten smider en pose mikroskopiske svampe med violette stængler på bordet. Flashback til Orphans. De er også en mulighed.
Der findes frem til en løsning, vedrørende stoffets indtagelse:
En ”dypper” efterfulgt af en bane eller to, nasalt indtaget.
”Har du aldrig taget MDMA før? Nåh, men det skal du GLÆDE dig til!” bliver jeg fortalt.
”Bare dyp fingeren... Og vis lige hvor meget du tar'! Ja det er vidst en passende mængde!”.
Har en halv fingerspids smurt ind i det hvide pulver. Det syder en smag af kemisk basiske salte på tungen, en kende beske. Smagen hænger ved ned gennem spiserøret.
Der lines op, det røde bogcover støves hvidligt til.
Hvæser en bane op i højre næsebor. Husker ordene ”marinerede glasskår”, da stoffet glider ind.
Den kemiskgiftige smag brænder skarpt og klæbrigt i svælget. Drøblen føles spiddet.
Føler en pludselig friskhed, spag opstemthed. Småtripper, kontaktlysten vokser. Det her virker udmærket!
En tilstedeværende insisterer på at vi hører Descendents' Milo Goes To College, albummet streames nu bragende ind i lokalet.
”ARGH-HAAAARGH! Fuck... mand...”
Galden hvæser over tunge. Kummens vand klasker eftergivende. Tæskede fingre mod drøblen. En grødet masse af coatede peanuts skvulper ud mellem læberne. Kvalmen kom pludseligt.
Kravler tilbage ind i dagligstuen.
Anden runde. Tager en halv bane i mig.
”Du kan vidst godt klare resten!” puffes jeg. Fint, lad os sige det.
Det brænder igen – men nogen har pludselig jaget en forhammer gennem højre side af mit kranie, der splintrede i spidse porcelænstakker og borede sig ind i hjernen af mig. Kulden siver mørkt ind gennem et terrassevindue.
En mager kvinde et ubestemmeligt sted omkring slut20erne støtter blidt mod min skulder.
Natten hænger melankolsk i hende, hendes vejrbidte hud, hendes evigt døsige øjne. Der er noget meget smukt over hendes sørgmodige væsen.
”Er der... Stoffer?” et søgende smil vibrerer fra hendes venlige ansigt ”Jeg kan godt... Du ved...” ordene driver plørret frem fra hendes smil ”Godt li' at tage stoffer, du ved... Kan jeg ta' en bane?”.
Hvis ikke følelsen af åbent kraniebrud var så præserende ville hendes sørgmodige varme brænde sig durkt gennem mit bryst og smelte mit hjerte.
”Shit... Jeg...” Får jeg fremstammet ”Jeg har ikke betalt gildet...”.
En vært har allerede budt hende stoffet.
Jeg satte Agent Orange på for lidt siden – men musikken virker for høj. Kvalmen hamrer igen. Kulden er for meget. Euforien er knust, menneskerne er uoverskuelige. Jeg har brug for ro.
Driver mellem gang og køkken. Her er for meget...
Efter 10 minutter kryber jeg tilbage ind i stuen, får to smøger af den kønne kvinde fra før. Ryger en halv og er ved at brække mig. Sipper øl i mig. Nærmest umulig at tvinge gennem spiserøret.
Kryber hen en lænestol. Trætheden genindfinder sig, kortvarigt. Kulden slikker mig vådt under fødderne. Tæller 14 mennesker – næsten alle på Emma – i en lejlighed.
Værtinden stirrer omsorgsfuldt på mig – foreslår at jeg går ind og sover.
Søvnen
sitrer i led, i fingerspidserne, i øjenlågene, i brystet.
Jeg knaser ud under et tyndt tæppe. Vækkes af to andre gæster, der puttes i værtens seng. Han tænder levende lys.
Jeg døser væk.
Euforisk exodus fra Aarhus
7:50 er jeg vågen. HOLEs ”Violet” kører for fuld smadder i stuen.
Klokken 8 står jeg foran resterne af festen.
”Malibu” på anlægget. Bøvede drengestemmer snøvler om ”Jernskjorten” mens jeg svæver ind i morgenfesten.
”Hvaøh...” lyder det fra spisebordet hvor vi tog MDMA for et par timer siden ”Fik du noget ud af det, overhovedet?”
Svarer nej, men er ikke sikker. Jeg er træt, men har sovet fantastisk. Er fjerlet i hele kroppen. Diffus – men euforisk.
”PÅ MED JERNSKJORTEN!” lyder det fra en brandert i bar overkrop, mens han flår T-shirt af drengespinkle mandekroppe. ”Hva, SKAL I se den DUMME tattoveringer?” lyder det opgivende grinende fra en hærget punker med fuldskæg.
Jeg kigger efter øl. Men der er kun tomme dåser. Vi havde vel to rammer med herind – og blev budt på en ramme Sort Guld som supplement. Der er intet tilbage.
”Heyyyøøøøh...” en svedig arm klæber om nakken til mig ”Jeg er en bror! Og... Og jeg tænkte at... Jeg er en bror... Og om du også er en bror” tonser det rundt fra en halvnøgen mand.
Medgiver at jo, fint, bare kald mig bror.
”Og som en bror...” forstætter han ”Som en bror – skal du så ikke have jernskjorten på..?” siger han og klapper sig på brystet.
Ser ingen grund til at være flabet så smider trøjen og mødes med et klæbrigt kram.
Står så og kradser mig på ribbenene uden at ane hvad jeg skal gøre.
Beslutter at tage hjem.
”Doll Parts” spiller på anlægget.
”Nåååh... Din Slambert... Fik du så noget for pengene?” lyder det drevent fra en lænestol, hvor to kroppe kærligt putter i MDMA rusens efterdønninger.
Ja. Gu' gjorde jeg så!
Jeg knaser ud under et tyndt tæppe. Vækkes af to andre gæster, der puttes i værtens seng. Han tænder levende lys.
Jeg døser væk.
Euforisk exodus fra Aarhus
7:50 er jeg vågen. HOLEs ”Violet” kører for fuld smadder i stuen.
Klokken 8 står jeg foran resterne af festen.
”Malibu” på anlægget. Bøvede drengestemmer snøvler om ”Jernskjorten” mens jeg svæver ind i morgenfesten.
”Hvaøh...” lyder det fra spisebordet hvor vi tog MDMA for et par timer siden ”Fik du noget ud af det, overhovedet?”
Svarer nej, men er ikke sikker. Jeg er træt, men har sovet fantastisk. Er fjerlet i hele kroppen. Diffus – men euforisk.
”PÅ MED JERNSKJORTEN!” lyder det fra en brandert i bar overkrop, mens han flår T-shirt af drengespinkle mandekroppe. ”Hva, SKAL I se den DUMME tattoveringer?” lyder det opgivende grinende fra en hærget punker med fuldskæg.
Jeg kigger efter øl. Men der er kun tomme dåser. Vi havde vel to rammer med herind – og blev budt på en ramme Sort Guld som supplement. Der er intet tilbage.
”Heyyyøøøøh...” en svedig arm klæber om nakken til mig ”Jeg er en bror! Og... Og jeg tænkte at... Jeg er en bror... Og om du også er en bror” tonser det rundt fra en halvnøgen mand.
Medgiver at jo, fint, bare kald mig bror.
”Og som en bror...” forstætter han ”Som en bror – skal du så ikke have jernskjorten på..?” siger han og klapper sig på brystet.
Ser ingen grund til at være flabet så smider trøjen og mødes med et klæbrigt kram.
Står så og kradser mig på ribbenene uden at ane hvad jeg skal gøre.
Beslutter at tage hjem.
”Doll Parts” spiller på anlægget.
”Nåååh... Din Slambert... Fik du så noget for pengene?” lyder det drevent fra en lænestol, hvor to kroppe kærligt putter i MDMA rusens efterdønninger.
Ja. Gu' gjorde jeg så!
Det er mindst 15 grader – og BRAGENDE solskin.
Jeg har brændt mindst 2000 kroner af over de sidste to dage. Har været i konstant søvnunderskud.
Overlevet en sen barvagt i Ungerens mudderstinkende Dödsmaskine.
Har nasset mig gennem Esbjergs deprimerende nat, indsnuset byens lørdag morgen, tilranet mig dens plader for optimistisk forlade byen.
Har oplevet Aarhus' hardcore scenes nok mest stolte øjeblik, sovet på MDMA og sjosket gennem byens stumme morgen.
Og nu står jeg her, på vej mod Stor København og en eller anden guddom luller sageligt mit sind ind i en tilstand af magisk eufori.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar