FRYGT&LEDE i uge 46, del 2: Enden på alting

Læs del 1 her

End of the line – for alting

Toget trækker ind i Esbjerg.

Stiger ud på perronen, ud i mørket hvor menneskeflokke sivende driver væk fra det hvæsende togskrog der i én dyb, dampende udånding tager trykket af sig selv. Driver over perronen, gennem forhallen hvis nikotingule klinkehav forsvinder bag mig som døren tungt og mut glider i bag mig.

Og her står jeg så ved indgagen til Esbjerg - der bevogtes af en karseklippet scooter-rytter dorskt parkeret foran stationen, vågende fra ryggen af sin forkrøblede plastikkrikke. Over for mig, tværs over vejen øjner jeg en anoreksi-lemmet teenagepige, højgravidt korsfæstet i egen ham af flintru brudflader lynende over hendes kobbersort nubrede hud. Passende velkomst.

Skrider skridtende til venstre, langs det bortkurvende banelegeme, passerer et jerngitterhegn tæsket op om en monstrøs, gold mudderplads af gråbrunt, lervådt søbe.

Et sted i baghovedet simrer mantraet ”Losing all hope was freedom”. Esbjerg må være den mest frie by i aften – om ikke andet fri fra prestigeræset mange andre byer lider under....

Vågnede radbrækket efter den syrende træthed slog mig ud og klinede mig op at IC-togets novembermørkt aftenkolde vinduesrude i en bevidstløs døs.

Hvor længe sov jeg? Hvor var jeg nu? Havde jeg overhovedet forladt Sjælland?

Forsøgte at samle mig, døsigt stirrende rundt i kupéen, der havde givet mig ro nok til at sygne ud af bevidsthed mens toget gled gennem mørket, hævet over villabygder der som dansende stjerner tavst gled forbi under banelegemet. Skred helt ud til endestationen og så ud i nattemørket, ud i Esbjerg der føltes som The End of The Line, for alting!

Og her stod jeg sig midt i deroutens Ground Zero.

”Jeg troede det var et SPILLESTED!”

”Konfus?” bræger jeg efter et par teenagere og guides mod en indgang nær en halfpipe.

Jeg kunne umuligt have gættet mig til det. Her, midt ud af ingenting tårnende en kolonne kantede bygninger sig pludseligt op af den sorte asfalt. Et hvidmalet skrog zig-zaggende vægge i minimalistiske træk pyntet med kvadratiske glasflader. Bauhaus. Totalt sjæleløst.

Kravlede indenfor og blev mødt af en af showets bookere.

”Hey! De andre er backstage! - Du kan bare gå derud!” hilser han mig med en velkommen invitation. Presse privilegier.

Jeg står ved barens blanklakerede disk og føler at jeg lidt abrupt er brudt ind i en hårdt sammentømret klike. Stemningen er udmærket men der er noget ved deres alder der virker deprimerende – skæbner der aldrig slap væk og som, langsomt men sikkert, er ved at affinde sig med livet i Esbjerg. Så jeg smyger mig om backstage – og mødes af roadie, Commie Cowboys og halvdelen af Brudte Løfter samlet i et sofamøblement i det lyse lokale. De slår halvdødt mave med et spil Trivial Pusuit. Rock'n'roll, eh?

Mellem dem står et sofabord linet op med frisk frugt bugnende i en glasskål, sort kaffe dampende varmt forseglet i to termokander og vigtigere endnu:

En flaske frisk Fernet Branca som supplement til lokalets køleskab proppet med øl&vand. Som aftenen skrider frem fyldes køleren jævnligt op med nye Tuborg.

Der spares sgu ikke på noget!

En booker passerer os og tjekker ølsituationen. Tjekker, lidt overordnet, om alt er ok.

”Hvor mange betalende gæster er der kommet?” bliver det slynget ud.

”Altså... Ud over ham?” grines det supplerende med en fingerspids rettet mod Deres Mand i marken.

”Fire...” lyder svaret tørt fra bookeren ”Men jeg tror snart I skal gå på... Det er noget med lydniveauet” svarer han, lidt søgende.

”LYDNIVEAUET?!” snerrer Kasper ”Jeg troede det var et SPILLESTED!” hvæser han halvarrigt.

Han svares med et tomt blik og en lettere opgivende mine – bookerne er bundet på begge hænder.

Et sted, i et mørkt kælderlokale, sidder en kommunalansat bureaukrat, skjorten boret dybt ned i ridebukserne, de blankpolerede støvler i knæhøjde rastløst klakkende i gulvet som han utålmodigt stirrer på telefonen, afventende et opkald:

”Jaaaaøh, deeet fra stationen" lyder det træt i røret.

"Vi har haft en... sånnen... Støjklage, du ved... Ned fra de der langhårede ved øøøh... Kåång-fus. Men de virkede jo meget tilforladelige..." fortsætter den pædagogisk tålmodige røst.

Ordren tikker ind

"Jow, mennøøøh... Er det ik' at overgøre det en smule? … Nej men... Ok! Ja... Jo. Javel!”

Før morgenen gryr ville stedet være ribbet helt ned til kobberet i væggene – nedlagt af hensyn til naboerne. De unge kunne jo tydeligvis ikke administrere den hårdt prøvede tillid kommunen havde tildelt dem. Så Konfus må lukkes. For stedse.

Og bare tænk på alle de PENGE kommunen sparer på driften af stedet!

Men tilbage til virkeligheden.

Frygt, lede og brudte løfter

Aftenen lover bestemt ikke godt – til trods for den enorme gæstfrihed man mødes med. Publikum bestod nogenlunde 50/50 af lokale aktivister, to betalende gæster – og af Commie Cowboys og Deres mand i felten.

Tidligere stod jeg i baren mens min fadøl blev skænket. I døren fanger jeg glimt diskussion mellem en spinkel men meget bestemt kvinde og et dusin gheddo-kidz (eller hvad fanden PC-ordet nu er for de børn af immigranter fra det Mellemste Østen, hooked på 3. rangs gangsta rap, bøvet hustler-attitude og tøj der SKRIGER slum-prestige). Jeg sippede det tynde lag skum af øllet og overhørte brudstykker af en samtale. Uden at gå i dybden forestiller jeg mig at den kan opridses sådan her:

Drengene ville gerne ind – du ved bar' tjek det uuud... Se hvad der sker, du ved! Lige hæng' lidt – måske spille lidt bordtennis. Ideen med entré havde de vidst ikke så meget til overs for – de virkede langt fra ivrige efter at betale. Jeg forlod baren med en vag hovedrysten og en kold øl i hånden – og så ikke mere til drengene den aften.

Esbjerg for Helvede!

Men hvorom alting er så går aftenens show altså i gang i en kold atmosfære af frygt, lede. Det befolkningsmæssigt afpillede (i mangel på stærkere ord) lokale, brandgodkendt til 86 mennesker hvis jeg husker rigtigt, ligner med sit bulemiske publikum en spontankoncert stakket på benene inden for den sidste halve time. Caféborde i brysthøjde står prakket sammen i en klynge nær ydervæggens vinduer. Et sted, 5-6 meter væk fra scenen, bagerst i lokalet, står lydmanden gemt væk og scenen selv virker så velholdt at man skulle tro den var uindviet. Jeg kan mærke en klam klo flænsende krybe op af min ryg mens golde læber støvet hvæser mig i øret:

”God kultur er ren kultur! Rene rammer er trygge rammer! Sterilt og rent er rart!” Ved Lucifer! Jarlovs ånd hjemsøger stedet... Hvor er mit uhellige vievand?!

Det er vidst underordnet – for i det skarpe scenelys går eksorcismen i gang, ledet af Brudte Løfter.

Hvis setuppet lover dårligt, skal jeg da lige love for at Brudte Løfter er et passende navn til første bandets præstation:

De rammer salen som en springskalle der gir' Esbjerg så hatten passer. De tonser som altid derudaf, fuld hammer på, karismatisk levende scene energi – leveret fra især bandet altid dynamiske duo udgjort af guitarist og forsanger – sidstnævnte begynder at lave pull-ups i en bærende bjælke over scenen da breaksene bliver for lange for ham.

To teenageknejte tonser fjollet rundt i kejtet pogo mens en kameramand konstant møver sig frem mod bandet mens han med sin enorme spejlreflekslinse stukket i synet af bandet forsøger at DOKUMENTERE hvad der sker. Han får utvivlsomt gode billeder med dét show der leveres - men at se hans ryg, med kameralinsen jaget i snotten på de optrædende virker sgu lidt tragi-komisk.

Jeg har efterhånden set Brudte Løfter en god del gange. Jeg kan ikke huske hvor mange præcis. Missede jeg egentlig deres show under K-Town Fest 2012, den regnvåde søndag i Dödsmaskinens klamme atmosfære, der stank af våd cruster og tung nikotin?

Husker bestemt at jeg kørte en smadret flaske over halsen da de varmede op for Zero Boys, smadret af alkohol og en hårdkogt depression. (har stadig en arrest et sted på halsen).

Under KBH Fest 2013, så jeg dem vende hjem til København som en flok sejrrige krigsguder, efter en smadret Europa-tour ("Du fik aldrig nok søvn, du var hele tiden on the road - det ENESTE du KUNNE gøre var at blive VED med at spille", husker jeg at have overhørt guitaristen sige) - og brænde så hårdt igennem at det var vanvittigt! Trommerne tæskede som altid febrilsk igennem, Tobias (guitarist) svævede i nærmest umenneskeligt tilbagelænede positure (90 graders perfekt vinkel mellem ryg og lår) – selv bassisten virkede ekstra levende – mens forsangerens muskelspændte legeme i det marmorblege genskær, lynende over kroppens blanke svedfilm, mest af alt lignede en af Olympens marmorguder der tilfældigvis gæstede menneskeheden.

Og Ungerens 5års fødselsdag... Showet var så afslappet – dog så hårdtslående – leveret, at der kun kan have været tale om ren og skær territorial afpisning fra bandets side.

Alligevel er der noget over dem i aften...

Et så affolket lokale burde virke demotiverende – men præstationen fejler ikke noget. Hårdtslående, hyperaktiv, knobrækkende, tandflækkende hardcore der giver en gedin musikalsk røvfuld til alle tilstedeværende som altid – selv om rammerne giver ikke lejlighed til det ekstraordinære.

Men energien... Den underliggende energi, dynamikken, det kropslige sceneshow. Det virker ærligt følt, ukontrollabelt, råt, impulsivt – pulserende hjerteblod.

Her er tale om et instinktivt højt niveau – muligvis indterpet men højest sandsynligt også resultatet af en art naturlig karisma. Uden at skulle gøre mig for klog på hvad der foregår ville jeg mene at den slags er en sjældenhed.

Mange af sangene leveres med en kant, der i aftenens kontekst virker som nærmest beske dummeflade til byen. Eller rettere:
Til alle de idioter der ikke er mødt op i aften.

Jeg er ikke sikker på om bookerne fanger refrænet eller temaet i ”Nederlag på Nederlag på Nederlag” - men med deres sisyfos-bookeri burde sangen nærmest svig som saltsyre i et kødsår.

Under ”Bedre End Dig” virker forsangeren nærmest harmt – og smådrillende - udlangende efter publikum med bidende ord og snerrende in-your-face attitude, hvilket måske virker en kende berettiget. Brudte Løfter trod salt er prima hardcore – musik i verdensklasse. Her står vi en flok forkølede gæster i mørket - der får mere end fuld valuta for pengende – mens en flok dorske aktivister ganske upåvirket af situationen søber rundt i eget selskab i baren.

Men hey! I det mindste fik var der nogen ildsjæle der bidragede til lokalmiljøet – måske endda påvirkede to snottede teenageknægte i den rigtige retning. Og dén sejr kan INGEN tage fra dem!

...og så for øvrigt: Fåk resten af Esbjerg! Måtte byen kløjs i Vild Med Dans!

”Jeg går KUN i sort!”

Tobias pakker merchboden sammen. Efter et kvartes intens kamp måtte han droppe at sælge noget. En teenageknægt i sort, forvasket t-shirt, sorte arbejdsbukser og en halv meter slasket hår spurgte efter en t-shirt i sort.

”Desværre” lød det venlige svar ”men hvid ER altså også en cool farve!”

”Ja for helvede! Køb dén og et par hvide high-tops og så kører det!” tilføjede jeg ”Eller klip den op og brug dem som backpatch!” Jeg blev mødt af et forvirret blik.

Han vejede en 7” mellem fingre. Havde ingen pladespiller – ville ikke købe.

”Den blir' PENGE værd en dag, knægt!” forsikrede jeg ham ”FØRSTE tryk, du! Brilliant måde at starte pladesamlingen på!” Han tøvede.

Jeg er ikke en af de mennesker der mener at folk selv er i stand til at vurdere god kultur. Det hele ender som regel i udkogt hamburgerryg, buræg, Jarlov, Vild med Dans og... UGH! Radio Nova... Nej du! De skal påtvinges God Smag - helst efter foie gras-princippet!

”Du kan for helvede også bare GI' bandet dine penge! De er FATTIGE KUNSTNERE!” hvæsede jeg tørt. Tobias grinede hovedrystende af situationen.

Knægten kiggede igen på T-shirten, roste bandet. Cool band, cool tryk... ”Men jeg går KUN i sort!”

Jeg fik lyst til at råbe af baren. Råbe efter Gorilla Angreb. Men de sætter metalcore på.

Så skrider om backstage til en kaskade af Fernet shots. Commie Cowboys var oppe at køre. Hvorfor holde sig ædru?

Det virkede som 40 års ørkenvandring siden jeg sidst så Commie Cowboys. Jeg mærker shotsene gøre underværker – tror jeg ser dobbelt... Eller er publikum vokset?

Omtrent et dusin mennesker – udover bands – indtager koncertsalens mørke.

Bandet sætter i gang. Gedin hardcore'n'roll der tæsker gang i en knogleflækkende pit af tonsende kroppe. Dette er utvivlsomt aftenens hovednavn – uanset om Dalle, forsangeren, i sin koldsvedigt stakåndet snøvlen mellem numrene ligner halvanden overdose. Publikum er halv-euforiske over showet som der fyres nye numre og fnat-catchy klassikere af. Bandet er måske ikke i topform – men de er fandengalme på hjemmebane!

Et af deres nyere numre rammer mig som rimelig Motörhead præget, hvilket er ganske underholdende.

Pitten består nu af hele fem mand, der tæsker livet ud af hinanden. Dette er bookernes finest moment – det øjeblik de har ventet på siden de fik aftalen i land.

Driver ud i baren efter øl – sørger for at holde den hermetisk lydtæt forseglede dør HELT åben så folk får muligheden for at blive mindet om at HEY! Der er et show i gang. Spotter en gut iført raver-goth bukser. Han virker ligeglad med bandet. ”Nyd dit 1500 kroners modetrip” tænker jeg arrigt ”mens resten af os nyder for 70 kroners musik!”

Tilbage i den mørke sal er guitaristen i gang med en sydende solo med instrumentet på nakken. Knægten er jo den vildeste guitarist! Bestemt bandets Es - især i aften.

Der kræves ekstranummer og en rock-medley starter med introen fra "Fortunate Son" der glider over i "Born to Be Wild" før de knalder afsted med "Short and Vicious" vidst nok?
Et ganske udmærket show der dog ikke rokker ved mit verdensbillede. Commie Cowboys er stadig en fest der tilfredsstiller alle.