Sange til Fish-Town: Frygt&Lede klokken 3

Sang 1:
Klarsyn og sult

Jeg vågner umenneskelig tidligt. Min krop hader mig og mine ben ligger fastlåst mellem

to gutter i ske og et par ben. Jeg stirrer rundt i lokalet, med glas teraniummet med kakerlakker, den massive læderhjørnesofa, hvor to bandmedlemmer ligger forkrampet snorkende. Alle sover.

Det er umuligt for mig at finde en komfortabel stilling så kravler ud i entreen for at fange en halv times ekstra søvn og skrider så ud i Esbjergs lørdag formiddag.

Æder morgenmad på en bænk i byens gågade med udsigt over en åben plads, vidst påført om en art skøjtebane, og stavrer så ned af bargaden fra i går. Helt mennesketom – udover de to Konservative stormtropper der sydende spytter gift på gaden som da jeg glider forbi deres arbejdskorrekte frisurer og grønjakker påprintet giftigtgrønne partiemblemer som rygmærker.

Over mig er himlen så klar som man kan få dem.

Finder et par Slayer plader til en 50er i en støvet forretning, blandt brugt litteratur og secondhand pornoblade.

Siver gennem den menneske pulsende gågade.

Luften er så sprød som man kan få den – den splintrer med samme brudflader som chokolade.

Alle virker grå, anonyme, forede mod verden. De er sikkert gode borgere i nogens øjne – men med øjne som mine ser jeg bare hylstre. Kroppe til arbejde med hænder til forbrug og, i sidste ende, lig til bedemænd – de er ikke andet end pulsløse zombier der siver forbi McDonald's og glemmer de vigtige ting. De er alle dem der ikke rejste tværs over landet for at finde Den Gode Smag.

Lyset er så fantastisk som det fås.

Alle mennesker er grå. Undtagen de uniformerede partisoldater der sjosker rundt med flyers, roser, vindmøller, balloner og løfter om et bedre Esbjerg. Tør man sige på forhånd brudte løfter?

Kirkens korshær tigger penge med guitarspil. De synger om frelse i det næste liv...

”Musikken er et våben, ikke et mål i sig selv” siger de kloge.

”Pis mig i øret!” hvæser jeg af alle, der forsøger at binde mig den smøre på.

”Sokrates tog FEJL, Gud er en LØGN og Marx er DØD! Musikken er det ENESTE vi har!”

Gadens sten synger under mine fødder men jeg er nok den eneste der hører det.

Jeg ser døde forretninger, helt hule bag de pompøse glasfacader. Ideen med al det glas er at give en let og lys forretning, hvor alle varerne kan sole sig og skinne ud mod gaden. Nu ligger der bare brunt pap i døde mosaikker, slasket oven på hinanden. En forretning uden varer, uden tomme løfter, uden nemt købt succes ligner døde øjenhuler.

Gågaden dør her, med kadaverøjne plastret til i borgerlig propaganda.

Det får mig til at drive mod stationen, men først slår jeg lige et smut forbi Bogormen og render ind i folk fra bandsene på morgenrov.

Bogormen Esbjergs nok sejeste forretning. De ligger inde med har ALT der skal til for at overleve apokalypsen:

Splattervåben, jagtknive, klassiske tegneserier, ophobede actionfilm – og nåh ja… Den mest sindssyge samling hardcore/punk klassikere jeg har set uden for Repo Man! Vurderer at jeg ikke behøver spise resten af måneden så længe jeg ejer GISM og Angry Samoans på vinyl.

Da jeg sidder i toget overvejer jeg at tage et kørekort. Starte en fast rute mellem København og Esbjerg – bare for at tømme Bogormen for vinyl.

Måske tage forbi Industrien?

Sang 2:

Fri bar på Industrien

Det går pludselig stærkt med at få tømt Konfus' backstage køleskab for øl. Jeg får stukket en bajer i hånden og når vidst at få hældt tre Fernet shots i mig før jeg var halvvejs igennem den. Da jeg når halvvejs gennem den stikker CCs Dalle mig en halv øl i den anden hånd.

”Kan du drikke den?” spurgte han retorisk.

Vi genes udenfor mens Konfus aflåses bag os. Hvæser stumpen af en joint i mig. Brudte Løfters Adonis er åbenbart på vandvognen i aften – hvilket ikke afholder ham fra at kæderulle og –ryge joints natten igennem. En booker kommer halv stæsende i mod os med en ramme Harboe-øl under armen – der skal jo ikke mangle noget på turen, vel? En anden booker kommer haltende iført sort nittevest, krykker, hvide hospitalsbukser og et ben i gips. Han brækkede foden under Commie Cowboys. Hvordan fanden overså jeg det?

Vi driver ned i Esbjerg by – nærmere bestemt 200 meters bardistrikt i lighus-blå belysning krybende ud fra diskotekerne.

Følget trækkes ind under et rustent skilt der hænger over indgangen til byens alternative sted – Industrien. Overhørte tidligere snak om at ringe til Emma men ved ikke om nogen fik fat på hende, så for nu trækker jeg ud i stedets baggård, indrettet til rygerområde/terrasse hvor der sættes ild til endnu en pind.

Stedet søger en rustik indretning - solide trægulve med slidt lak, lakerede træborde, tung bardisk i træ. Baggrundsmusikken er en art udvandet, ligegyldig suppedas der utvivlsomt kan beskrives med vage adjektiver som "indie", "alternativ" eller "progressiv". Damerne er… Tjah… Ikke noget at skrive hjem om. De er kønne, ja... Men der er noget trivielt over dem. Næsten alle har meterlangt, glat hår. Det mest interessante kvinde jeg kan spotte er aftenens mobbeoffer, hvis nyplukkede øjenbryn får hende til at ligne et evigt spørgsmålstegn.

Men hey! Skide være med de damer – alkoholen flyder som var vi i Valhalla!

Indfinder mig med tour-følget ved et bord hvor en kraftig gut med langt, ildrødt fuldskæg smækker en flaske Tullamore Dew på bordet. Han pendler op til baren og kommer med en spand is, en favnfuld colaer og en stabel glas før han tronende slår sig ned og sender en anden gut op efter flere colaer og glas. Hold da kæft. Jeg købte min fjerde fadøl på Konfus for nok 3 timer siden og har ikke manglet – eller betalt for – drikkevarer siden. En favnfuld flaskeøl bliver smækket ned på bordet – jeg aner ikke hvem der betaler – og sådan kører det ellers bare.

Er mildest talt godt besjoffen da vi forlader beværtning.

”Vi skal have fat på en tattoveringsmaskine!” insisterer Tobias på vej mod den lejlighed hvor vi overnatter ”Jeg har nåle og blæk med!” understreger han.

Vi ankommer til den madrasspækkede lejlighed overfor ”Danmarks største offentlige toilet – tegnet af ham der osse lavede operahuset i Sydney” mener jeg at blive fortalt. Der deles Harboe øl ud, sættes ild på endnu en rundejoint.

Torsdagens fire timers søvn hænger stadig i kroppen af mig – og vi er vidst et par timer inde i lørdagen nu.

Går ud som et lys.

Sang 3:

Exodus til Fish-Town

Toget trækker ud af byen.

Det er ikke uden blandede følelser jeg forlader Esbjerg.

Det var ikke det mest sindsoprivende show, rammerne havde en klaustrofobisk klam kommunal stemning over sig og alt for mange virkede mildest talt apatiske over for de optrædende.

Men der var noget ved gæstfriheden, hjertevarmen, alkoholen – for ikke at tale om pladehøsten!

Og så var der bookerne - Fish-Town crewet...

Det kræver mere end bare God Smag at stable sådan et show på benene – den slags kræver dedikation, hjerteblod og nosser!

- og det BETYDER noget. Mere end kommunalvalg, skatteprocenter, prestigebyggerier og fallerede fo'bol' stjerners elendige dans.

Jeg har hørt folk tale om at det ikke er rejsen værd. At det er trægt og træls at køre heeele vejen til... Hvor-som-helst – for at optræde for fire publikum.

Men som knægt af provinsen VED jeg hvor meget de shows betyder – jeg ved at ingen by er forsømmelsen værd. Uden den slags kampånd, den slags idealer forsømmer man ungdommen og lader den rådne op i smagløshed - eller værre endnu:

Knuser den til desillusioneret mavesure møgsvin.

Uden den gnist af håb skabes isolatoriske, paranoide, indebrændte, alkoholiserede afskum. Man skaber en generation Slambert'ere - krøblinge, krøllet sammen i et mørkt hjørne med års giftig harme, vrede, afmagt pakket ned i et Luger-magasin, knugende pistolen i de rådnede hænder og i mangel på klarsyn plaffer løs efter alt der nærmer sig.

Men hvor ville jeg hen med det her? Men den her vage semi-biografiske opsummering af en ungdom i lede, skrevet en mørk midnats time?

Jeg tror jeg har tabt tråden... Men for at lyde klog vil jeg slutte natten af med en vag allegori:

Mennesker er aldrig mere værd end deres handlekraft – og er der noget Fish-Town crewet har bevist er det deres nærmest profetiske handlekraft!

I giver punken en puls i Esbjerg. I udretter sgu noget! I styrer drenge!