TORSDAGS PUNK PÅ ELVÆRKET

Torsdag d. 18. april skød SPIDER BABIES deres euro-tour (anno 2013) i gang på Elværket i selskab med K-Town veteranerne The War Goes On samt det nye Hell-Town outfit Polio&Julie. 
Som følge af min gode smag - og hasarderede tilgang til penge, alkohol og hverdage - var selvfølgelig til stede!
 
THE WAR GOES ON
De entrerede veloplagte scenen med et råt og skramlede førstenummer, der hurtigt pakkede lokalet tæt, i en omsiggribende støjsfære af whiskeyharsk attitude, spækket med pletter af livslede – alt sammen pakket i en asfaltgrov fernis.

Den lille scene smygede sig om det fem mand store band - som beskidt, svedgennemblødt silke - mens forsangerens harske stemme mejslende slog sig igennem lokalet, der virkede marmortæt af det lille og mutte publikums opmærksomhed.

Trods enkelte bobler af værdsættelse, virkede publikum overvejende som en gråligt diset tågemur – et kondens af fortættet og kødliggjort anonymitet, kun fastholdt af bandets tilstedeværelse. The War Goes On lod sig imidlertid ikke slå ud af publikums mutte anonymitet:
De flimrede virilt mod det rytmisk lynende lysshow, mens deres musik formede en regn af melodisk melankolske dråber, der gennemblødte luften og fik det til at sitre hele vejen igennem sjælens sarte kød og efterlod ryggraden spagt vibrerende af gåsehud.
 
Samtidig blev bandets lyd og tempo ved med at brænde harsk igennem, før de i løbet af deres sidste par numre bragede af sted - og til sidst brændte ud - som et eksplosivt dødende romerlys.



SPIDER BABIES
Allerede fra første nummer høvlede bandet derudaf – som en rusten Puch Maxi over en mudret grussti!

Forsangerens guitar vrængede snotforkølet af forvreden surf-pedal - og hver anslået akkord ramte koordineret lokalet som bragende bomber over Berlin – mens hans pergamenterede læderhals sitrede over de stålwirestærke halsåre, for hvert ord hans Fernet Branca-kradse stemme ytrede.

Bassisten slingrede koordineret over scenen som et rutineret Spitfire-fly, mens tunge og catchy toner smældede fra hans hvide bass som flænsende skudsalver.

Røgmaskinen slyngede hvidgrå skyer af dovent mudder op mod bandet og hang ved. Denne grålige dis hang imidlertid ikke ved i publikum, hvis front nu bestod af en skare af bajonetløse pogo-fanatikere der bankede løs på hinanden.

Spider Babies leverede hele showet igennem ørehængersange der klæbede som napalm og brændte sig fast som granatchok - og efterlod Elværket med en stemning, der sitrede som blodigt mudret Somme-jord over en udød zombie-krigernæve.


POLIO & JULIE  
En højlydt og raspet amar’ikaner-stemme borede sig igennem lokalet:
”Er I klar?” spurgte den – nærmest retorisk – før bandet ga' den gas
- for at brage derudaf, som en tunet knallert på steroider, mens de catchy toner stod flammende om Polio&Julie!

Forsangerens hæse ungpigevokal var skarp og skrap – enkelte steder en kende FOR skarp, i det den papegøjeskrappende skar i ørene, mod den buldrende tunge bas. 

Det til trods virkede publikum - trods sin adspredthed - til at have en tæt stråle af berettiget interesse rettet mod de unge Hell-Town knøse (+ den enkelte frue, der var til stede), mens aftenens pogo-entusiaster sloges i en kaskade af magre teenage-lemmer.

Det eneste dårlige, der kan påpeges ved aftenens sidste optræden, var den fedladne og basmættede lyd, der hjemsøgte bandet.

Lyden havde ellers virket udmærket for de to foregående bands – men Polio&Julies optræden led under lydens tyngde! Det må dog understreges at problemerne var bag mixerpulten - for på scenen buldrede en heksebryg af følgende ingredienser:
 
Højt tempo, højere humør – og en eksplosiv dose rå og rødglødende energi!