ORPHANS RELEASE part III - gambling, stoffer, stratosfæriske syretripperi og transvestisme

Vi vil fra redaktionens side gerne understrege at Slambert_Blog er et stykke litterær fiktion snarere end en journalistisk afdækning af virkelige hændelser. Alle sammenfald med virkelige personer, steder og begivenheder er tilfældigheder spundet ud af forfatterens fordrukne fantasi. Redaktionen ønsker på ingen måde at opfordre til, bifalde eller glorificere indtage af samt omgang med menneskekød, popmusik, ulovlige substanser eller Gaffa Magasin...

Med mindre det virker som en god idé i øjeblikket (undtaget herfra er dog Gaffa Magasin)!
GAMBLING

Tidligere på aftenen forsøgte Orphans' Anna ihærdigt at prakke mig lodder – og i min nuværende tilstand har jeg sgu fået blod på tanden og lyst til lidt gambling – så hvorfor ikke? Jeg stavrer op til indgangsboden og bruger vidst ti kroner på to lodder og fortsætter videre ud i mørket for at glasere lungerne med kol.

Det var vidst ikke et minut for tidligt jeg købte de lodder – halvvejs gennem en blå L&M hører jeg anlægget skratte under Annas skrattende røst:
Det er tid til det store FANTASTISKE lotteri!

Scenen er igen iklædt Orphans duoen, nu med en lidt mindre håndfast og ligefrem attitude og mere fnisende med en ikke u-japansk skolepige tilgang til tingene.

”Til nummer fire har vi eeeeen... AFREVET FINGER-SLIKKEPIND! Som Martin (Rabalder, red.) havde med fra Staterne!”
Vindernummeret læses op og Martin selv træder frem og tager – kejtet brovtende - imod præmien... Før han nærmest tegneserie-komisk kaster den tilbage i synet på pigerne, brummende ”Ej, for helvede!” under mild latter.

Dette ødelægger ikke den gode stemning og pigerne fortsætter ufortrødent:
”Tredje-pladsen vinder en Orphans t-shirt! Jaaaah!” siger pigerne. Tumor Warlords pianist Emil træder frem og mumler smågrinende at han allerede har sådan den.

”Anden pladsen får en Orphans EP!” lyder det

”Den HAR jeg købt!” lyder et småarrigt skrig fra Kenni Cocksucker, da vindernummeret læses op ”Men jeg ka' godt bruge en mere!”

”Vil du bytte for en t-shirt?” råber Emil efter ham og det hele går vidst i orden...

Det er vidst kun frontrækken der vinder i aften?

”Ooooog første præmien eeeeer...” trække Anna det ud ”ET SVAMPETRIP!”. Judas og Hitler! Jeg vinder INTET i aften...

Vinderen er en halvlanghåret randrusiansk gut der på snaldrede ben stavrer op og med opgivende mine tager imod fryseposen indeholdende de spæde svampestængler. Med opgivende mine og letopløftet arm lader han det transparente plastik dingle mod loftlyset...

”Give me a break” - ordene lyser ud af hans mine i det halve minuts tavshed der hænger om ham før konferencier Anna rytmisk forsøger at opildne det adspredte publikum til fælles råb: ”Spis dem! Spis dem!”

Jeg kaster en konfetti kaskade af mine itu-revne lodsedler mod scenen og over det lille dusin mennesker – Orphans inklusiv – der befinder sig om scenen. Ikke den store opbakning om lotteri-delen af arrangementet.

Et halvt svampetrip forsvinder ind i kæften af 1. præmiens vinder - stænglerne dinglende mod hage så underlæbe så overlæbe mens han tjept drovgnasker sig igennem dem. I hans øjne sitrer et evigt ligegyldigt blik af alkoholiseret apati.

På en måde er jeg glad for at jeg ikke vandt...

I morgendagen venter en familiefrokost sammen med mine forældre – og med en bror, hvis psyke flækkede som en papirtrane mod en betonmur i efteråret 2010 – under netop et svampetrip – er stoffer ikke noget familien ser let på...

Men her en måned senere hører jeg min whiskey sour – whiskey og is og citronsaft sejlende i et vandskvæt - er begyndt at kæfte op... Jeg skal i Netto og købe flere isposer! Maven knurrer i kor - efter foder. Chips måske?

Og et sted i spruttågerne hører jeg en glasklar stemme skrige:

”DU MANGLER ET BAND! DU MANGLER ET FÅKING BAND!! SKRIV VIDERE, LAZERETTE! SKRIV!”

Ja, Lazarus... Skriv videre... Folket tørster efter dit hjerteblod...

MONOLITHS

Jeg beslutter mig for at prøve slikbodens Germpotion.

Mens jeg søber rundt i det blålige snask med hints af vodka og blåbær blobbende rundt som fiskeøjne skyder den langhårede forsamling stratosfærehøje syretrippere fra Monoliths af sted mod verdensrummet i en rust-ramponeret rumraket med et støbejernsskrog der rasler af dårlige svejsninger og løse skruer. Hele monstrummets motherboard og resterende teknik må være samlet af ledningstumper og løse forbindelser proppet ned i en kasse under et defekt speedometer bøffet fra et Folkevogns-rugbrød og en speeder holdt klinet til gulvet med en murbrok – det lyder i hvert fald sådan!

Publikum er tyndet noget ud – men er stadig nogenlunde tætpakket da en langhåret rad - mastermind booker og organisatorisk torvholder fra Ungdomshuset – der går under navnet Alejando stikker mig en halvrøget joint.

Den akavede afstand, udelukkede mulighed for impulsive gesturudvekslinger men jeg giver mig i kast med bæstet. Jeg er ikke sikker på hvor meget jeg kan ryge... Og jeg kan godt mærke aftenens alkohol indtag... Så jeg pulser mig glubsk gennem 2/3 dele af den tilbageværende pind før jeg overhovedet overvejer at række den tilbage. Det her er godt!

Sangene går lidt ned i tempo og publikum begynder at fordampe som koncerten trækker ud. Bandets attitude fejler imidlertid intet mens de mere og mere kaotisk forsumper i deres støjsmadder og danser rundt i syrekriterende uranskyer.

Jeg mærker en hånd på min skulder og før jeg ved af det har jeg en kvart drink ned af mig selv og Martin Rabalder på ryggen mens jeg stavrende dirigeres up-front af min rytter... Jeg er ved at kollapse bagover – men Martin når adræt at hoppe af mig.

Hans næste move er at hive en køn, brunhåret – og lettere modvillig - pige op på skuldrende og lader hende hænge lidt smånervøst poserende under lofter derfra.

Og publikum fortsætter med at fordampe – indtil de eneste der er tilbage er en herreflok der vidst bedst beskrives som en flok halvgamle helsingoranske røvhuller tampende ind i hinanden i kærlig idiotdans.

Der er noget meget smukt ved synet af denne skare granvoksne mænd i deres ham af barket hud og stride skægstubbe som de tumulterisk kollapser over hinanden i plørret, nærmest teenageivrig leg, med kroppe der mest af alt ligner våde kvægkadavre som de rammer hinanden med smældende klask...

KARAOKE EXODUS

Da jeg tidligere på aftenens så Brudte Løfters Tobias komme glidende fra backstage var jeg ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere.

Den glamour dullede makeup trukket fedladent over ansigtet, indrammet af det stærkt maskuline kæbeparti; den lårkorte knogle-mønster kjole; de massive stilletter.

Jeg mener at jeg smågrinende tog den mentale note ”Aftenen lover godt!”

Og nu agerer hans alterego, Penny Century, så karaoke konferencier i selskab med den noget lavere men mindst lige så kønne Annie iført matchende outfit.

Konferencier-duoen opridser håndfast konceptet og sparker efterfesten i gang med ”BREAKING THE LAW” under stor jubel.

Herefter giver Simon (kendt som Cartoonist, Illustrator, Writer ifølge hans visitkort) sig i kast med PET CEMETERY som endnu et bragende nummer, der tiljubles sådan... Moderat.

Han efterfølges af en pigeduo der giver sig i kast med Rihannas DIAMONDS under nærmest småhysteriske dunderbifald fra det pænt trange publikum.

Og så står den ellers på vanvittig efterfest der forsætter med alt rock og (især) r&b og pop klassikere. Der brager stadig øl skingre stemmer inde fra BumZen.