September, september, september...

September er forlængst rådnet væk i efterårets tåger. Jeg er træt denne lørdag. Siden onsdag har jeg optimistisk forsøgt at gennemarbejde oplevelser fra min tur til Odense i tirsdags. Jeg har skrevet en side uden at nærme mig koncerten... New journalism...
Valget brager derudaf - men ligesom de rådnende valgplakat - virker det som gårdagens nyheder. Jeg har forøvrigt ikke tv - og har ikke hørt radio siden stormen hærgede Danmark.
Mens regnen pisker mod ruden, ka' jeg mærke mine ord blive skyllet væk. Jeg er træt af sproglig rytme, træt af sammenhængende ord, træt af kommaregler jeg aldrig lærte - og som blev ændret fire gange gennem min skolegang...
Træt af at skrive.
Jeg håber I vil nyde det jeg har sammenklampet indtil videre.
Der er mere der bør siges - men jeg har ikke gnisten til det i dag.

For øvrigt falder deadline først en gang i december... 'Hvilken deadline?' spør' den opmærksomme læser. Jeg talte vidst over mig... Men det er vigtigt...

Og nu tilbage til september:

13. September

Fredag den 13. falder i midt-september - og selv om mine hænder først skal lange øl over Ungerens bar en gang i løbet af lørdagens nattegrå morgentimer trasker jeg alligevel ind i gården lidt over syv.

Selvværdet føles som en flosset silkepapirskant og her, mellem bands og aktivisters tekniske

justeringer af lys, lyd og socialrelationer, føler jeg mig som et kejtet gespændst blandt genkendelige ansigter strukket over tavse personligheder.

I Dödsmaskinens stumme mørke gnaver jeg mig igennem et par sider af H.S. Thompsons HELL'S ANGELS mens jeg venter på aktivistaftensmad.

Og kosmos slæber sine træge visere ud i den danske nat mens aktivister og rastløse skikkelser driver ind i Dödsmaskineriets tykke mørke for klæbende at hægte sig til dets massive bardisk.

Aftenens DJs dumper LP-spækkede mælkekasser bag pladespillerne og trækker papirrør og flyvebladsbundter op af rygsække, fordeler flyvebladene i fem-seks stakke over bardisken og på lokalets to bænke før de gir' sig til at klæbe plakater op med kontortape.

Et par kvindeøjne sitrer af opstemt harme, da de fanger en af flyvebladende:

Under tre massive bandlogoer, i bunden af en løbeseddel ses en figur, på vel knapt sjettedel af flyerens samlede størrelse, forestillende en barmfager, ulveskindssvøbt kvindekrop på alle fire, bestialsk hylene mod fuldmånen.

...og en højlydt jammersang om sexisme bryder luften omkring en feminist, der trods stærke holdninger hakker spagt af nervøsitet over egen frembrusen, krydret med en snert af jydsk indoktrineret ydmyghed.

En sær cocktail af meninger og følelser svævende mellem vrede, angst, slagkraft og ydmyghed...

Hele situationen virker nærmest absurd komisk – mest fordi jeg selv kun har bidt mærke i bandenavnene over (og på omtrent samme størrelse som) den bestialsk idealiserede dionysoskultskvinde.

Dette hæmmer dog ikke den feministiske snerren...

Og det bliver ikke det sidste jeg hører til kvindestemmen.

Aftenen skrider frem mens DJsene lader Iggy Pop knitrer gennem vinylrillerne.

Bandsene tømmer afventende ølflasker og tygger samtaler i sig, mens publikum driver ind, kondenserer, køber øl.

Klokken er vel halv elleve før første band går på.

Debuterende INDÆDT.

Standardiseret crust punk, støjdelirisk af rystelserne fra deres D-beat påhængsmotor - tordendundrende trommer, der plørret mudrer lydbilledet til...

Og hey!

Dér, mellem bassist og guitarists energisk kropslige eksplosioner, står feministen fra baren. På vokal! Hendes kropssprog virker så statisk, spagt og pacificeret at man skulle tro hun var fanget i en kegle af koldsvedigt kondenseret sceneangst.

Musikken buldrer som tanks bragende gennem ørkensand mens vokalen kommer til at fremstå ekstremt løst svævende og bliver leveret hakkende – som punkterede ørneskrig.

Hist og her fumler guitaristen rundt på sit instruments greb mens han forsøger at fremtvinge skrammelsoloer - den gamle K-Town lyd, du ved; våd Void kørt gennem en konservesdåse. Men de brækker stakåndet sammen som dådyrben på glatis.

Mellem numrene guides publikum gennem sangenes temaer. Standardiseret harme, grimme punk anekdoter fra provinsen. Ikke noget der river op i mig...

Publikum jubler imidlertid, hujende og igen og igen, mellem numrene og giver mig en følelse af at jeg overser noget vigtigt...

Jeg forstår bare ikke HVAD.

Energien i deres underliggende harme?

Det geniale i deres knapt-så-slagkraftige Aus-Rotten attitude?

Charmen i deres fejltrin?

Alt i alt minder bandet mig mest om et par cruster-jeans:

Slidte dogmer holdt sammen af flosset tandtråd og lapper prydet af forudsigelige budskaber.

Og desværre noget ikke det der giver mig det store kick...

Øltørsten melder sig efter endt show og med en nyopknappet Høker Bajer i hånden driver jeg ud i gårdens mørke hvor jeg slår en sludder af med venner samt bandmedlemmer fra næste optræden – mens jeg forbander de sidste to gange jeg har misset deres optrædener.

For en gangs skyld spiller de ikke først.

De hedder LESION. Og de er K-Towns nye bestialske treenighed!

- bestående af en guitarist, en trommeslager og en vokalist. Og så for øvrigt ikke noget fucking pis!

Deres set eksploderer udover scenekanten i rabiesfrådende galskab – som en 200kg tung helvedeshund der blodtørstigt, ondskabsfuldt og lynende adræt fræser efter skrigende børnekød, gennem mudrede skove...

Guitaristen står krænget op af en væg mens hans leverer kranieflækkende kædesavsskrammel, der fungerer perfekt i deres buldrende helvedesbryg. Samtidig udspyr forsangeren, fra forkrampet positur, et blodgurglende frontalangreb på sproglige strukturer gennem en kaskade tartarussorte skrig der kraftigt forvrænges af led gennem cementtykke delay-lag.

Hele lydbilledet gir' mig flashbacks til inde-/udbrændte nattetimer i krumbøjet skrædderstilling foran anlægget med Love Potion 7”erne på fuld smadder. Hardcore (hvis det ord da slår til) med samme blodigt, kødlige ærlighed som en nyflået minks dødskramper mod rå asfalt.

Hvis mine pseudo-litterære, skod-journalistiske ordklamperier har nogen vægt inden for dansk hardcore – så nærlæs følgende:

LESION er højest sandsynligt 2013s bedste nye fucking outfit!

Og også aftenens bedste outfit, bekræfter VILE INTENT da de lukker ballet med et par grindede flyveskaller:

De rammer lokalet som døsige røgskyer med en gang blastbeat frådende galskab fremdrevet af intens afsky for hele lortet.

Hvilket lort?, spør' du. Det hele. Alt.

De dyrker deres ligeligt opdelte forkærligheder for smogfed sludge og skolemassakreret grindcore.

Mellem numrene skriges”lange” instrument serenader af hvid støj – ellers brager de derudaf med instrumentstrenge stemt til bristepunktet. Det hele sejler lidt – mellem brutal blast-beat og sludget satanisme – mens trommeslageren rastløst laver lynildsfebrilske fills, der knitrer under hele støjfladen.

De er dog ikke så vilde som de umiddelbart lyder – mere er fedladen støjmasse der hoster blod, brænder dæk af og ellers lader deres støj ætse igennem luften som kaskader af syreregnståger, krydret med døsige passager der zombie-autonomt driver sig selv frem.

Siden ingen af de danske bands har demoer ude, vælger jeg at drikke mine medbragte pladepenge op i baren.

DJ'sene sørger heldigvis for at festen brager videre!

De startede aftenen med 70er punk, drev over til 80er hardcore, men nu er der gået heavy metal klassikere i den

– lyden af guldølvåd permanentkrøl, spandexstram denim og nittebslået læder.

Underholdningsværdien er højere ind åbningsskriget på "Angel Of Death" mens de lad pick-upperne knase igennem ballade drevne

klassikere fra Judas Priest og Alice Cooper.

Med mundvigerne klæbet mod de nedre øjenlåg i feststemte miner, gør de den sene barvagt det hele værd.

Og natten svinder ind, som en skrumpelever, i de disede alkoholtåger...

16. september

Mandag.

Endnu en hverdag.

Endnu et symbolsk kalenderdøgn i arbejdsløsheden evigheds-weekend;

Ensom, ineffektiv, uproduktiv og træg og træt og bitter...

Isolations vanviddet lurer lige om hjørnet!

- så tar' på Stengade; en papirlap fra fredagen hylede om thrash metal og Maribo bajere – ingen "kvindediskriminerende" promo-flyer ka' skræmme mig væk!

Min slentren fra Forum Metroen og tværs gennem Frederiksberg, rammer opstrammende ansigtet:

Septemberkulden har kilet sig fast i aftentimerne, råkoldt klar og regnvåd frisk med jordslåethed i luften. Ikke som den bidske, vinterdanske tænderklaprende, knoæstene krampekulde der, som taser-smæld mod testiklerne, sender alle folk med intakte nervebaner i dødsangst stæsen fra punkt A til punkt B...

Næh du! Efterårskulden er et smæld af klarsyn over snuden, den ideelle kompagnon til billigbajere

og tobaksrøg. Så sæsonen fordrer selvfølgelig at man kan selvfølgelig stadig ka' rende ind i halvandet dusin fattigmands publikum foran Stengade, i gang med opvarmning på hjemmekrøllede ligkistesøm om medbragte Kings øl i sammentømrede tremandskliker, der ikke har synderligt travlt med at kaste deres halvtomme dåseøl og tobaksskoder fra sig for at traske fordi dørmændene og ind til barens øludvalg - eller ind i mørket for den sags skyld...

Mørket.

Kulsort som en vinternat under røgen Ausschwitzs buldrende Siemens ovne

Intet lys kan undslippe den massive kvantitet af sort læder, der præger den middelstore (men tætte) publikumsskare. Uniformering er genkendelig:

Slidte jeans, bankede læderjakker og beskidte sneakers eller hårdføre bikerboots om fødderne.

I aften virker den imidlertid mere standardiseret end jeg er vandt til - og, forresten, så er gennemsnitshårlængden er omtrent en halv meter længere end til et gennemsnitligt hardcore show.

BATTERY – aftenens første optrædende – skiller sig ikke synderligt ud fra resten af forsamlingen:

I en sky af gulvmoppehår i metermål kommer de bragende ind, på atomtunede, napalmdrevne surfboards fra den solrige, smogvarme østkystby... Aarhus?!

De tonser af sted i galoperende galskab mens forreste publikumsrækker headbanger taktfast til musikken i nepotistisk fanatisme og nasser sympatibajere fra bandet.

Mellem den skamløse, drukhæse promovering af deres EP (som jeg ikke får købt) leverer de højtempo sange, der på intet tidspunkt spilder tiden med åndepauser - konstant, hårdtslående fremdrift...

Udmærket thrash, der desværre bliver lidt for fåking monotont i længden...

Tre-fire numre før settets afslutning hiver en veninde mig med op til første salens rygerum – hvilket egentlig passer mig fint.

Vi blir' siddende og pulser smøger indtil næste band går på.

SCAVENGER BRATS

Jeg har glædet mig til at gense dem siden de var en del af det fåking HJERNEDØDE lineup til Ungerens 5årsdag!

Tilbage til i aften:

De letter i en tordenbragende lysshow der angriber publikums store pupiller som skrigende Blitzkrieg.

Energisk, ondskabsfuld thrash med dagligdags tekster fra en verden hvor Satanisk Holocaust, Atom-ragnarok og Østfronten er blandt de mest almindelige dødsårsager...

En vild omgang der blir' for meget for en bass streng, der flækker midt i settet.

Bassisten ænser det - overrasket mine - før han smider bæstet fra sig og forsætter med at udspy sine snerrende vokalstykker. Resten af bandet brager videre og mens de kører over i et længere mellemspilssegment hamrer bassisten en luftsolo af.

Fan'me den mest professionelle - og underholdene - redning NOGEN kunne præstere!

Herefter følger en længere afbrydelse med genopstrengning og rastløs guitar-klimpen, så jeg dalrer ovenpå for at pulse tobak, men vælter nedenunder da Scavenger Brats går i gang igen.

Der er ingen tid til undskyldninger og de gør come back for fuld udblæsning - som en sibirisk snestorm - med nummeret COLD FRONT.

Herfra kører settets sidste etape fejlfrit før de slutter af med ELECTRIC DEATH i lyset fra en epilepsifremkaldende lynbyge.

Hold da kæft en opvarmning for aftenens amerikanske gæster:

SPEEDWOLF.

En flok fordrukne bikervrag med whiskeytørre stemmer, vodkapulserende i blodbanerne og indvendig nasalbelægning glaseret i års intens flirt med amfetamin. ("Yeah... So the next song is about speed" griner den kogende forsanger "the last was also about speed - American... This one is about Mexican speed" bræger han med en stemmeføring der lidt lyder som en glattere udgave af Tom Waits)

Energien buldrer af sted som en bande chopped hogs over nattens hårde asfalt med deres rå udgave af old school, hårdkogt og hårdtslående speed metal a'la Motörhead og Zeke - bakket op af et tonstungt industribombardement.

Mellem numrene leverer forsangeren smådumme kommentarer (”So... The song we just played was called DENVER 6-6-6... This next one is called DENMARK! 6!6!6!” brølede forsangeren – og hvad der lød som en eksakt kopi af foregående sang rumlede af sted...) i et småflabet tonefald der på sin egen charmerende måde svæver mellem hjerteblodsvarm sarkasme og stålkølig kærlighed.

Under et break får guitaristen øjenkontakt med den slingrende forsanger - og mellem deres halvleende smil og sprutfunklende øjne ænser jeg et glimt af fælles trip, så vildt og sælsomt at Denver-gutterne måtte rejse helt en snot kold socialiststat i det sydlige Skandinavien, cruisende over tysklandsgrænsen til lyden af Mercyful Fate og synet af dobbelt-regnbuer, for at finde det...

Bandet afslutter kontant showet, efter at ha' arbejdet sig igennem deres set-liste (der vidst mere eller mindre stemte overens med deres LPs nummerliste) for at fortsætte branderten backstage.

Jeg vælger at gi' pokker i min kontos balance og køber RIDE WITH DEATH LPen sammen med en håndfuld merch – og crasher hos en veninde på Nørrebro.

Jeg bliver vækket til lyden af Speedwolf og indser hvor nødvendigt pladekøbet havde været!

Pladen ligger på niveau med deres live præstation – og visa-versa.

”Have you ever heard about feminism?” - indledelsen til en femistisk smædesang på Speedwolf-plakater i Ungeren...

19. september.

Det er en råkold septemberaften. Snottet flyder tykt mellem de smøggløderne og det lunkne øl.

Alle jeg taler med virker syge - og jeg skal være Deres snottede ølpusher til klokken 5!

Og det er torsdag.

Jeg er tilbage i Dödsmaskinen, igen, og la' mine fingre krølle folien af en pakke blå L&M, for så at flå en hvæsende dåseøl åben og fortæller mig selv – lighterflammen en cigaretslængde fra overlæben – at ondt må fordriver med ondt!

...før jeg snothostende slubrer tjærekrads røg ned i mine astmarådne lunger. Hvorfor var det jeg var her?

København er gæstet af en flok amerikanere – og det virker lovende!

Første optræden fik mig til at glide ud af en tangent og dybt ind i de lommefilosofiske tågers dybe, koldklamrende klo med... whatever... Det var i hvert fald under Get In The Pit Fest – to uger siden?

Tiden er ude af sync med min hverdag...

Men her er de igen – K-Town veteran-projektet THE WAR GOES ON.

Og for Helvede, de er i topform i aften!

Tempoet er braget i vejret, lyden er riverjernsrå og næsten ubehøvlet grovkornet som havde de glemt alt om alder og slitage efter tusinde nætters druk i passive røgskyer.

Som tændrørsgnister i et lokale fyldt af adspredte benzindampe får de liv i publikum og får tæsket immunforsvaret og kampgejsten op hos de forkølelsessløje skikkelser i den efterårsgroggy nat.

Bassen har fået en mere dominerende – og pisse catchy – plads i lydbilledet end normalt mens Ronni tvinger sine pinte strofer ud, så snerrende som de kolglasserede stemmebånd lader ham – og for en gangs skyld virker 2. guitaristen, Lasse, berettiget overgearet snarere end en overdoseret ritalin-patient der overenergisk forsøger at holde fokus under et 20 minutters set...

Nogen har vidst fodret bandet med et gedint skud ”hjertemedicin”!

Mia Wallace-effekten...

Utroligt at de søbede rundt i alderstrykkende livslede suppedas for under to uger siden.

I baren, efter TWGO møder jeg Commie Cowboys's Kasper, hængende i den ende af baren, fjernest indgangen. Han er ikke alene det første raske menneske jeg taler med i aften – han lover også gode nyheder fra studiet (hvor Commie Cowboys har arbejdet de sidste par dage)

Dalle, kommer drivende en snart herefter. De blir' hængende i baren indtil næste band går på.

HELLSHOCK

De flår lortet fra hinanden, som et rovdyr der frådende har hamret begge kæber sammen om ryggen på et hjortekid eksploderende i en blodsky. Det her er døds tung massemorder thrash, koldere end septembernatten hærgende udenfor, med en forsanger der spyr kogende giftig asfalt i mikrofonen – stående foran scenen, en armslængde fra det nærmeste publikum (hvis blodtørsten pludselig farede op i ham...).

Bandet brager derudaf som tunede Harleyer, snerende af cruster dialekt med guitarer der skriger som et tonstungt motorcykelskellet der grinder over asfalt på kollisionskurs mod rabatten...

Jeg mærker en hånd på min skulder og et sted dybt under musikken ka' jeg mærke CC Kasper bræge invitationen ”VI tar' på Nørrehus!” med tykt esbjergensk dialekt, før han og Dalle forlader lokalet med de med indebrændt sure miner. Fan'galme ikke deres kop te!

Hellshock fortsætter imidlertid deres benzinbombe-bombardement krydret med melodiøse mellemspil på bensav, der driver blodsmudsigt beskidt af D-beat.

De forlader scenen under stadig statisk skrigende hvid støj fra instrumenterne og sultne klapsalver fra et hujende publikum – for at vende tilbage med et bragende ekstranummer eksploderende i en granatsplintsfygende regn af død og livslede (der lidt mindede mig om et Slayer-cover, jeg har glemt navnet på).