ORPHANS-release (& Sort magi) part II

Tilbage til virkeligheden... Eller til hvad der i hvertfald VIRKELIG betyder noget:
Den 26.oktober!

...og til næste band der overraskende nok er aftenens hovednavn.

ORPHANS

Åh, Orphans! Københavns blonde tusmørke hekse, der ville trælbinde hele landet det øjeblik de fik air-play!

Trods min tidligere kværuleren over deres outfits går det op for mig, at det fungerer pisse godt på scenen:

Heksen og den sorte kat! Selvfølgelig var den detalje et gennemtænkt match til aftenens dekorative tema....

De lægger ud med en af deres stærkeste ørehængere – SUMMERBRAT – der i aften leveres i en lidt mere rå og uptempo udgave, hvilket kun gør gode ting for sangen.På vokalfronten virker de generelt lidt hæst uslebne hvilket kant af grrrl-attitude mens begge piger, som altid, leverer et musikalsk tight show.

Et sted, tre-fire sange inde i deres set-liste, tændes der for en røgmaskine – for første, sidste og eneste gang i aften - der spytter et cementtykt røgslør ud i lokalet og alt reduceres til grå silhouetter i et minuts tid før en hurtig gennemluftning af lokalet gør sigtbarheden nogenlunde igen.

Under showet møver publikum mig længere og længere bagud til jeg står ved den pulserende dør hvorfra publikum siver til og tætner i en tykt grødet menneskemasse.

Orphans introducerer, og giver sig i kast med, en ny sang, en lidt træg men nærmest hypersensitivt øm surfballade der siver under huden som et skarpt knivblad. På den måde skiller den sig ikke så meget ud fra deres andre, langsommere sange:

Meget ømt følt og sukkerchok sødt-hjertesmeltende surf/garage-grrrl, der får Chris Isaak til at minde om en brovtende neanderthaler.

Samtidig skal det ikke være en hemmelighed jeg stadig har svært ved at forstå ideen med ”rolig live musik” - det skyldes nok den samme genetiske fejlprogrammering der gør mig dårlig til smalltalk.

Men øhm... Tilbage til Orphans! De langsommere sange, ja...

Vældigt søde, ekstremt ærligt leveret og meget skønne. Men også en kende trægt døsige i det til et live show – og det virker som om de har spillet en længere parade af dem op mod showets slutning.

Heldigvis afsluttets settet med det super catchy, uptempo nummer GHOST, der virker fantastisk – hvis slutningen kollapser i en sky af skinger instrumentalt skrigende larm (der minder mig om breaket i Dead Kennedys ”Chemical Warfare”).

Heftig slutning!

Jeg pulser tobak under himmelmørket på fortorvet foran BumZen da en af værtinderne kommer ud og erklærer at der på nuværende tidspunkt er 86 betalende gæster. Der føltes allerede trangt under Orphans – og folk kommer stadig dryssende, enkeltvis og i småflokke på to-fire personer.

Jeg tygger på min smøg mens jeg undrer: ”hvordan der bliver plads til publikum under næste band?”

HAPPY HOOKERS FOR JESUS

Hvad der føles som en uendeligt lang lydprøve glider over i bandets første nummer. Tror jeg.... Det hele flyder ud i et ustruktureret miskmask – som udtværet Nirvana - under guitaristens mavepuster-prustende, strukturløst småsnerrende vokal.

Da støjmassen dør ud griber STAY AWAYs taktfaste bass-tampen fast. Jeg kan nu, med sikkerhed sige at bandet spiller. For alvor.

Sangens mumlende vokal forsvinder et sted på sin omtrent 5 cm lange rejse mellem bassistens strubehovede og vokal; hans læber er klinet til mikrofonen.

Det er umuligt for mig at overse den slag detaljer hvorfra jeg står – klinet op af bandet med en kødmur af publikum bag mig.

Lyden krænges så grimt forvredent ud at den slår knuder på sig selv som en hypermobil salamander på et syretrip før den rammer publikum i form af grunge fra teenageangstens mørke kroge.

Bassisten opgiver kontakten med verden når han ikke synger og nøjes med at fordyber sig i sig selv og sit instrument med ryggen til publikum, stavrende små fuld og overenergisk rundt. Attituden virker småarrogant, glubsk (især da hans mumlende vers mere og mere apatisk bliver blævret ud og han sluger mikrofonen i arrigt håb på at tvinge lyd gennem den, under øjne kollapsende i døsighed) nærmest hævet over os, over verden... Han er måske blandt de få der har hørt Universets Sang?

Guitaristen er mere aktivt udadvendt under showet. Minder mig om en stereotyp teenage-grunger – i udseendet.

Hans arrige vokal rammer i eksplosivt hæse trykbølger – som et boldtræ i brystet der flår dig af din kværn og slynger dig bagud til en denim-, hud- og kødflænsende opbremsning på ryggen fra 110 km/t.

De lider en kende under lyden men leverer et gedint kaotisk nyrehug før de

afslutter deres set med deres ”hitsang” STAB YOU i et tempo- og lydmæssigt infernalsk støjkaos – til stor begejstring under storsmilende ansigter.

Fortstættes