Her
sidder jeg så skudt af sted mod Esbjerg, kroppen stadigt kogende
af gårsdagens brandert med knap tre timers tiltusket morgensøvn
hængende i øjenkrogene og en våd klud af klam paranoia klæbet
dybt ind i pupillerne; jeg ser nazister overalt i gadebilledet!
Torsdagen
var vanvittig. Kønne pigesmil skudt i min retning over Dödsmaskinens
bar til lyden af DJ'ens pladesamling der gjallede klassikere natten
igennem...
Torsdag d. 14. November, 2013.
Torsdag d. 14. November, 2013.
Sidder
i caféen i under toppen af Ungdomshuset, ryggen mod vinduerne med
udsigten over gården og store dele af det havgrå København.
Gnasker marsk-sejt brød i mig akkompagneret af rødbede-råkost og
en art bastant hvedekerne-risotto piftet op med gummisyntetisk
imitationskød.
Jeg ankom klokken 21, stavrede ovenpå og hældte kaffe i et glas mens jeg snusede rundt efter aktivistmad. Og her er jeg så. Sikke en uge! Jeg har hundset hovedløst rundt – altid lige en bajer i hånden, på vejen – og SÅ hjem og har stadig den nu lunkne øl i hånden mens øjnene kliner sig til skærmen og ordene hober sig dorsk op et sted i baghovedet og mine noter gulner sagte ud af relevans...
Og et sted i horisonten lurer weekenden. Ikke en weekend tilsidesat til døsig hvile - nej du! Slambert rammer Jylland i weekenden uanset søvnunderskud, tømmermænd og... Fuck, sagde jeg ”et sted i horisonten”? Weekenden ligger lige om hjørnet du!
Men jeg MÅ holde mig kørende - for nogen skal jo for helvede holde fingrene på Dansk Punks giftpulserende arterier, ik?
Jeg ankom klokken 21, stavrede ovenpå og hældte kaffe i et glas mens jeg snusede rundt efter aktivistmad. Og her er jeg så. Sikke en uge! Jeg har hundset hovedløst rundt – altid lige en bajer i hånden, på vejen – og SÅ hjem og har stadig den nu lunkne øl i hånden mens øjnene kliner sig til skærmen og ordene hober sig dorsk op et sted i baghovedet og mine noter gulner sagte ud af relevans...
Og et sted i horisonten lurer weekenden. Ikke en weekend tilsidesat til døsig hvile - nej du! Slambert rammer Jylland i weekenden uanset søvnunderskud, tømmermænd og... Fuck, sagde jeg ”et sted i horisonten”? Weekenden ligger lige om hjørnet du!
Men jeg MÅ holde mig kørende - for nogen skal jo for helvede holde fingrene på Dansk Punks giftpulserende arterier, ik?
Hvis ikke MIG hvem ville så være sindssyge nok til at gi' pokker i privatøkonomiens rødglødende bundlinjetal og – gerne flere gange
månedligt - jage bæstet tværs over landet for at krænge kræet op
af en mørklagt lygtepæl i en eller anden gold provinsby og med
håndfladen klæbet mod dets strubehoved - én halspulsåre pulserende mod
tommelfingeren, den anden mod pegefingerens midterste led - hvæsende
krænge materien, essensen, SJÆLEN ud af kreaturet?
- vel mest bare at fortælle mig selv - og et par plørrede bookere og vanvittige musikere - at det vi GØR rent faktisk BETYDER noget! At vi ikke bare er en flok weekendmisbrugere med hasarderet økonomi, dårlig musiksmag og pladsreservation på økonomiklasse i historiens glemsel...
- vel mest bare at fortælle mig selv - og et par plørrede bookere og vanvittige musikere - at det vi GØR rent faktisk BETYDER noget! At vi ikke bare er en flok weekendmisbrugere med hasarderet økonomi, dårlig musiksmag og pladsreservation på økonomiklasse i historiens glemsel...
Men
nu står jeg altså hér - i Dödsmaskinen - med det der ligner en Høker Bajer i hånden
og en stak drink-billetter i den anden, kaffen summende i kroppen
mens Victor Multikunster (eller hvad jeg skal kalde knægten der
spiller i 3 aktive bands pt. - og fra tid til anden agerer Martin Rabalders aftager som Elværkets prima booker) hvisker mig i øret.
”Blærret bass!” smiler han, nikkende, småtrippende sin pointe ud i en art formummet dansen på stedet. Og jeg må give ham ret. Den blå satan med sin guitar-buttede hulkrop har sgu en hvis form for elegance over sig, som den svæver brystnært mod den røde t-shirt på Richard Vicious eller Sid Hell eller hvad helvede ham det magre rad med sit stridt strittende sorte hår vil kaldes.
Bandet hedder vidst FLUFFERS (jeg er lidt usikker – de nævner det aldrig, så deducerer mig frem til det) og deres lyd minder mig om en afart proto-post-punk, hvis det giver nogen mening?
Gået i dybden ville jeg nok beskrive det som er det en solid '80er depression leveret med betonrå '70er lømmelattitude og en olietilsølet, garagegulvs beskidt '60er lyd – med en kol-gnæggende vokal, en guitar med samme spinkle lyd som frostsprængninger, der slår sig gennem skævt støbejern eller en vindblæst luftalarm-seranade mens riffene febrilsk flakker forbi som lysglimt passerende biler susende gennem natmørket. Alt dette indrammet af taktfast tampen leveret af bas og trommer – hvilket giver FLUFFERS en gedin bund.
Alle deres sange er smældende ørehængere og det tidlige sets mere uptempo numre – der flækkende fræser væk som lynkinesere - giver et par bøvede skins lejlighed til at tampe rundt i en øretæve-syngende pogo valsen-omkring. De siver væk da tempoet går ned, deres puls syder lungerne til og en kældermørk, metadon-deprimeret stemning sænker sig over lokalet. Settets langsommere sange er en kende formummede og mut indadvendte men leveres samtidig så ekstremt catchy at det ikke er en mærkbar gene.
”Blærret bass!” smiler han, nikkende, småtrippende sin pointe ud i en art formummet dansen på stedet. Og jeg må give ham ret. Den blå satan med sin guitar-buttede hulkrop har sgu en hvis form for elegance over sig, som den svæver brystnært mod den røde t-shirt på Richard Vicious eller Sid Hell eller hvad helvede ham det magre rad med sit stridt strittende sorte hår vil kaldes.
Bandet hedder vidst FLUFFERS (jeg er lidt usikker – de nævner det aldrig, så deducerer mig frem til det) og deres lyd minder mig om en afart proto-post-punk, hvis det giver nogen mening?
Gået i dybden ville jeg nok beskrive det som er det en solid '80er depression leveret med betonrå '70er lømmelattitude og en olietilsølet, garagegulvs beskidt '60er lyd – med en kol-gnæggende vokal, en guitar med samme spinkle lyd som frostsprængninger, der slår sig gennem skævt støbejern eller en vindblæst luftalarm-seranade mens riffene febrilsk flakker forbi som lysglimt passerende biler susende gennem natmørket. Alt dette indrammet af taktfast tampen leveret af bas og trommer – hvilket giver FLUFFERS en gedin bund.
Alle deres sange er smældende ørehængere og det tidlige sets mere uptempo numre – der flækkende fræser væk som lynkinesere - giver et par bøvede skins lejlighed til at tampe rundt i en øretæve-syngende pogo valsen-omkring. De siver væk da tempoet går ned, deres puls syder lungerne til og en kældermørk, metadon-deprimeret stemning sænker sig over lokalet. Settets langsommere sange er en kende formummede og mut indadvendte men leveres samtidig så ekstremt catchy at det ikke er en mærkbar gene.
Næste
band hedder vidst BLANK PAGES. Trommeslageren og guitaristen fra
sidste optræden går igen - sidstnævnte har dog skiftet til bas. De
spiller ligefrem retro-punk i middel tempo med en lyd der får mig
til at tænke på en forgænger til den udvande cali-skate lyd:
Småfebrilske overivrig på et borret knallert-cruise gennem
prærieland, jagende den rigtigt catchy cowboy-lyd. De er ikke helt
ulig en art forgænger til Social Distortions western-præriepunk,
med et hint af tysk-landevejscruise . . .
Trommerne hamrer skarpt af sted og er bestemt det stærkeste element på scenen – som Victor (igen) gør mig opmærksom på. Vokalen er dog mildest talt småirriterende – og aaaaalt for dominerende som den trækker bandet lidt for hårdhændet i retning af ørehænger(pop)punk der desværre ikke efterlader plads til meget andet end en udvandet suppedas der er trættende i længden – uanset hvor habil rytmefronten er.
Det sidste outfit kan jeg nemt genkende:
Trommerne hamrer skarpt af sted og er bestemt det stærkeste element på scenen – som Victor (igen) gør mig opmærksom på. Vokalen er dog mildest talt småirriterende – og aaaaalt for dominerende som den trækker bandet lidt for hårdhændet i retning af ørehænger(pop)punk der desværre ikke efterlader plads til meget andet end en udvandet suppedas der er trættende i længden – uanset hvor habil rytmefronten er.
Det sidste outfit kan jeg nemt genkende:
De
langhårede post-grungere fra MONOLITHS, der satte i gang med et
støj-skrigende smadder-psykadelisk vægtæppe af instrumentale
færdselsuheld med en slum-grunget vokal leveret med et bong-tæsket
sløseri.
Da de helt tilfældigt bragende vælter ind i tredje nummer får jeg flashbacks til superlallet post-spaceage psykadelisk hasherrock der vidst bruges som underlægning i The Big Lebowski hvor efter de tonser ind i et råt punket nummer jeg ikke fangede navnet eller teksten på – men som snildt kunne hedde ”Vælter Nøgen Ned ad Strøget, Stiv af Whiskey og Trippende Spids Nøgenhat”. Og ja, nummeret lyder så sindssygt tiltalende som min fiktive titel hentyder!
Den sidste sang lyder som en 4.30-søndagsbrandert, der som en døende flamme flasker rundt i morgenmørkets tomme gader snøvlende, fra tid til anden i skrigende opfarende mens en diffus trommerytme, stadigt mere forvirret forsøger at holde systemet i gang. Det eneste der med sikkerhed kan siges om denne brandert er at den ikke vil dø ud – og at den er intet mindre end FANTASTISK!
Da de helt tilfældigt bragende vælter ind i tredje nummer får jeg flashbacks til superlallet post-spaceage psykadelisk hasherrock der vidst bruges som underlægning i The Big Lebowski hvor efter de tonser ind i et råt punket nummer jeg ikke fangede navnet eller teksten på – men som snildt kunne hedde ”Vælter Nøgen Ned ad Strøget, Stiv af Whiskey og Trippende Spids Nøgenhat”. Og ja, nummeret lyder så sindssygt tiltalende som min fiktive titel hentyder!
Den sidste sang lyder som en 4.30-søndagsbrandert, der som en døende flamme flasker rundt i morgenmørkets tomme gader snøvlende, fra tid til anden i skrigende opfarende mens en diffus trommerytme, stadigt mere forvirret forsøger at holde systemet i gang. Det eneste der med sikkerhed kan siges om denne brandert er at den ikke vil dø ud – og at den er intet mindre end FANTASTISK!
Jeg
håber ikke MONOLITHS tager sig selv seriøst (heller ikke at jeg
mistænker dem for det) – for det er sgu for svært at sluge deres
særprægede stil som benhårdt struktureret rock'n'roll...
Omvendt er det også umulig at afskrive dem som en flok talentløse amatørbranderter der hamrer tilfældigt rundt på deres instrumenter – de har bestemt en eller anden gnist af kunnen over sig.
Den bedste beskrivelse af bandet er nok en fest du måske ikke ville invitere forbi men helvedes gerne vil deltage i så længe den kører på med sin langt ude, hjertevarme hjerneskade humor!
Omvendt er det også umulig at afskrive dem som en flok talentløse amatørbranderter der hamrer tilfældigt rundt på deres instrumenter – de har bestemt en eller anden gnist af kunnen over sig.
Den bedste beskrivelse af bandet er nok en fest du måske ikke ville invitere forbi men helvedes gerne vil deltage i så længe den kører på med sin langt ude, hjertevarme hjerneskade humor!
Resten
af aftenen løber slag i slag:
Jeg står bag baren og nasser smøger, sælger bajere, fortæller Pik at han kan samle flasker hvis han vil ha' øl - Slamberts Socialkontor har lukket for midlerne indtil 2014!
En snaldret ungkvinde på min alder køber aftenen igennem øl af mig med stadigt bredere smil over sit kønne, runde ansigt og stadigt mere grinende mens jeg mere og mere hyperaktivt fyrer poses af til lyden af DJ Ballades set, hvis kvalitet stødt stiger for hver skæring han fræser af. Jeg knapper en Høker op og langer den smilende over disken. Den kønne ungkvinde introducerer sig. ”Melise?” spørger jeg for lige at gardere mig – hørelsen er sgu ikke hvad den var for bare 3 år siden.
”LOU-I-SE!” staver hun ”Ganske normalt, kedeligt navn” smågriner hun. Jeg forsøger at få gang i en ordveksling men gribes af musikken og Victors hånd på min skulder.
Judas fåking-Anti-Krist, knægt! Forsøger du at forhindre mig i min journalistiske gerning?!
”Hvad hører vi?” spørger han
”Hmmm... Poison Idea, Plastic Bomb! Fraaaa... Feel The Darkness, 1991..?
The lie's so real, I almost believe it/
Conciet flows like sewage, how can I concieve it?
Shake my hand...” begynder jeg
” '90ernes BEDSTE fåking album! FÅK Nevermind!!”
”Hvad med den sang fra før? Den der gik Wouh-wouh-wåååh..?"
Jeg står bag baren og nasser smøger, sælger bajere, fortæller Pik at han kan samle flasker hvis han vil ha' øl - Slamberts Socialkontor har lukket for midlerne indtil 2014!
En snaldret ungkvinde på min alder køber aftenen igennem øl af mig med stadigt bredere smil over sit kønne, runde ansigt og stadigt mere grinende mens jeg mere og mere hyperaktivt fyrer poses af til lyden af DJ Ballades set, hvis kvalitet stødt stiger for hver skæring han fræser af. Jeg knapper en Høker op og langer den smilende over disken. Den kønne ungkvinde introducerer sig. ”Melise?” spørger jeg for lige at gardere mig – hørelsen er sgu ikke hvad den var for bare 3 år siden.
”LOU-I-SE!” staver hun ”Ganske normalt, kedeligt navn” smågriner hun. Jeg forsøger at få gang i en ordveksling men gribes af musikken og Victors hånd på min skulder.
Judas fåking-Anti-Krist, knægt! Forsøger du at forhindre mig i min journalistiske gerning?!
”Hvad hører vi?” spørger han
”Hmmm... Poison Idea, Plastic Bomb! Fraaaa... Feel The Darkness, 1991..?
The lie's so real, I almost believe it/
Conciet flows like sewage, how can I concieve it?
Shake my hand...” begynder jeg
” '90ernes BEDSTE fåking album! FÅK Nevermind!!”
”Hvad med den sang fra før? Den der gik Wouh-wouh-wåååh..?"
”Hmmm..." mine pupiller tvinger verden ud af fokus, mens jeg skramler rundt i mit indre musikarkiv.
"Nåh! TURBONEGRO, sgudda! Age of Pamparious! Nordmænd der begyndte at klæ sig som slum-glam rockere efter de blev nægtet indgang i det gamle hus... Siger historierne!” fortsætter jeg
”og nu... Haha! Det er sgudda ERECTION der kører nu! YEAH!” svarer jeg hans spørgende blik.
”For helvede mand... Du er sgu, sån, et helt musikleksikon!” smågriner Victor og driver hen til en samtale med en gut jeg genkender som Jesper, trommeslager for Night Fever og det hedengangne Hjertestop.
Og så kører aftenen eller bare til jeg kan kalde min barvagt overstået og spørge Cicilie om hun ikke trænger til at komme hjem?
Hun har vidst småsovet de sidste 4 timer hen over en bænk.
Virker småskuffet da jeg tager 5Aeren til Nørreport for så at fange en bus mod Rødovre. Men sådan må dét være.
Hun er en sød pige men jeg har planer! Byer at vælte, shows at anmelde, eksotiske kvinder fra jyske kystbyer, at indsmigre mig hos – men først og fremmest en times pendlen gennem morgenmørket og forbi Nørreports fordrukne Lille Fredags-branderter iklædt konfirmandansigter i moderigtige outfits, bambi-stavrende omkring for SU-lån i en sagelig tro på at de har fundet Pulsens hippe hovedarterier - dér hvor ”det sner” som deres forældre sagde det - her i Indre Bys syndflod af dyre fadøl og BigMacs i døgndrift. Her hvor du for en måneds husleje kan høre Medina på max volume og søbe rundt i byens dyreste isterninger - med et strejf af mojito (eller hvad de hippe nu drikker) mens de hovedløst jager de nye trends i Strøgets golde butiksfacader...
Generation Spejlblank.
6A! Tag mig væk herfra! Ud til Rødovre!
Hjem til en favnfuld kolde lagner og et lidt søvn!
"Nåh! TURBONEGRO, sgudda! Age of Pamparious! Nordmænd der begyndte at klæ sig som slum-glam rockere efter de blev nægtet indgang i det gamle hus... Siger historierne!” fortsætter jeg
”og nu... Haha! Det er sgudda ERECTION der kører nu! YEAH!” svarer jeg hans spørgende blik.
”For helvede mand... Du er sgu, sån, et helt musikleksikon!” smågriner Victor og driver hen til en samtale med en gut jeg genkender som Jesper, trommeslager for Night Fever og det hedengangne Hjertestop.
Og så kører aftenen eller bare til jeg kan kalde min barvagt overstået og spørge Cicilie om hun ikke trænger til at komme hjem?
Hun har vidst småsovet de sidste 4 timer hen over en bænk.
Virker småskuffet da jeg tager 5Aeren til Nørreport for så at fange en bus mod Rødovre. Men sådan må dét være.
Hun er en sød pige men jeg har planer! Byer at vælte, shows at anmelde, eksotiske kvinder fra jyske kystbyer, at indsmigre mig hos – men først og fremmest en times pendlen gennem morgenmørket og forbi Nørreports fordrukne Lille Fredags-branderter iklædt konfirmandansigter i moderigtige outfits, bambi-stavrende omkring for SU-lån i en sagelig tro på at de har fundet Pulsens hippe hovedarterier - dér hvor ”det sner” som deres forældre sagde det - her i Indre Bys syndflod af dyre fadøl og BigMacs i døgndrift. Her hvor du for en måneds husleje kan høre Medina på max volume og søbe rundt i byens dyreste isterninger - med et strejf af mojito (eller hvad de hippe nu drikker) mens de hovedløst jager de nye trends i Strøgets golde butiksfacader...
Generation Spejlblank.
6A! Tag mig væk herfra! Ud til Rødovre!
Hjem til en favnfuld kolde lagner og et lidt søvn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar